Annonce
Signatur 21. feb. 2010 KL. 10.53

Fredsbevægelsen i Israel savner støtte

Højrefløjen er ved at få lukket fredsfløjen i Israel.

Den israelske fredsfløj er under belejring. En højreorienteret organisation, Im Tirzu, har angrebet mod den filantropiske amerikanske fond The New Israel Fund for at være antiisraelsk og undergravende. Fonden støtter menneskeretsorganisationer i Israel.

Im Tirzu er opstået som reaktion på den såkaldte Goldstonerapport, et FN-dokument, hvoraf det fremgår, at Israel begik krigsforbrydelser under Gazakrigen i 2008. Den israelske regering afslog at samarbejde med FN-kommissionen i modsætning til flere israelske menneskeretsorganisationer.

Im Tirzu påstår, at 92 procent af den del af rapporten, der kritiserer den israelske hær, stammer fra israelske organisationer som Soldater mod Tavshed, en gruppe veteraner fra Gazakrigen, som for nylig udstillede fotos fra krigen i Øksnehallen i København, samt Læger for Menneskerettigheder, Bezellem, der har afsløret overgreb på befolkningen i de besatte palæstinensiske områder, Jesh Din, som forsvarer palæstinenseres rettigheder i forhold til det militære retssystem, der hersker i de besatte områder.

Israelerne virker selvbevidste om dagen, deres mareridt gemmer de til natten

The New Israel Fund brugte ifølge det senest offentliggjorte regnskab 85 millioner kroner til at støtte de ovennævnte organisationer. Ifølge Im Tirzu »har disse organisationers aktiviteter voldt Israel væsentlig politisk skade og været ødelæggende for landets militære evne til at forsvare sig i tilfælde af krig«.

Im Tirzus offensiv er blevet taget op af parlamentsmedlemmer fra højrefløjen, der kræver, at Knesset nedsætter en kommission, der skal undersøge New Israel Funds aktiviteter.

Angrebet på menneskeretsorganisationerne er et udslag af den polarisering, der har fundet sted i Israel i det seneste år, efter at højrepolitikeren Benjamin Netanyahu dannede regering med flere dybt xenofobiske og nationalreligiøse partier.

Det store flertal af israelerne, uanset hvor de befinder sig i det politiske spektrum, anser Goldstonerapporten, der i øvrigt er skrevet af en internationalt anerkendt jødisk jurist, der betegner sig som zionist, for at være ensidig.

LÆS OGSÅIsrael vil starte propagandakrig

De hævder, at hvis Nato’s krigsførelse i Afghanistan blev gjort til genstand for en tilsvarende undersøgelse, ville USA og dets allierede også blive beskyldt for krigsforbrydelser.

Intolerancen trives
Psykologisk kommerbeskyldningerne mod den israelske hær på et kritisk tidspunkt. De opfattes som endnu et forsøg på at delegitimere Israel og isolere det, ligesom blandt andet britiske universitetsfolks opfordring til kolleger om at boykotte samarbejde med israelske universiteter.

Højtstående israelske officerer og politikere, der var medlemmer af den tidligere regering, med ansvaret for Gazakrigen, tøver med at rejse til visse europæiske lande af frygt for at blive arresteret og beskyldt for krigsforbrydelser.

Det gælder f.eks. lederen af den parlamentariske Kadimaopposition, der var udenrigsminister under Gazakrigen, Tzipi Livni.

Under indtryk af pres udefra styrkes den vognborgholdning, der lige siden Israels oprettelse for over 60 år siden har ligget under overfladen af den tilsyneladende normalitet, som samfundet ved første blik er præget af. Israelerne virker selvbevidste om dagen, deres mareridt gemmer de til natten.

Inden for de seneste to uger er befolkningen blevet underholdt med en opfordring til at bytte gamle gasmasker ud med nye, en rapport om en selvfølgelig succesrig civilforsvarsøvelse i Tel Aviv om beskyttelse mod kemiske og biologiske våben, officielle beroligende udtalelser, der afviser, at der kan udbryde krig med Syrien til foråret, samt rapporter om Irans præsident Ahmadinejads seneste truende udtalelser om, at Israel er en skamplet på verdenskortet.

I denne atmosfære trives intolerancen, og personer og organisationer, der kritiserer regeringen, bliver hængt ud for at være unationale, hvorfra der er et kort spring til beskyldninger om samarbejde med fjenden.

De israelske ngo’er er afhængige af økonomisk støtte fra udlandet, fordi stemningen i landet næsten udelukker indsamlinger. Banker, forsikringsselskaber og andre melder fra. De er bange for at blive beskyldt for at politisere af brushoveder fra højrefløjen.

Kompensation for tilbageholdenhed
De 15-20 organisationer, der er tale om, er det demokratiske Israels værn mod den voksende intolerance, der trives i et samfund, der føler sig under belejring, med udsigt til at ende på anklagebænken ved Den Internationale Domstol i Haag.

Deres indsats er det kim, hvorfra en israelsk-palæstinensisk fred en dag vil vokse. I betragtning af omfanget af de bodspenge, den danske regering bevilger til finansiering af dialog med organisationer i arabiske lande, ville det ikke være for meget forlangt, at Folketinget vedtog at støtte de israelske menneskeretsbevægelsers fortsatte virke.

Det ville i et vist omfang kompensere for den tilbageholdenhed, Danmark udviser i forhold til det officielle Israels fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

25. maj. KL. 00.01 Et nummer for stort

Det sker
Vulkansind. Pedellen Hannes er iskold udenpå og geyservarm indeni i Rúnar Rúnarssons spillefilmsdebut 'Volcano'. - Foto: fra filmen
24. maj. KL. 17.52

Debutant fremstiller to gamle mennesker usædvanlig modigt

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning