Det mindste, man kan gøre, er vel at tage folk seriøst. Alt andet er respektløst. Så når Moammar Gaddafi opfordrer til jihad imod Schweiz og kalder alle, som samarbejder med Schweiz, for frafaldne, burde vi antage, at noget alvorligt er i gærde.

Jihad kan trods alt forstås som ’hellig krig’, om end også som ypperste religiøse anstrengelse. Men da straffen for frafald i ortodoks udlægning er døden, lyder det godt nok, som om Gaddafi er vred.

Bandbullen faldt i en tale i anledning af profeten Muhammeds fødselsdag.

Og når Gaddafi taler som leder af en medlemsstat i FN – Libyen – er vi nødt til at spørge os selv: Hvad pokker foregår der?

Jo, der foregår i hvert fald dét, at Gaddafi har fået både et personligt og et politisk mellemværende med Schweiz.

Først kom det personlige, da schweizisk politi i 2008 arresterede en af Gaddafis sønner, Hannibal, og sigtede ham for at bruge vold mod to tjenestefolk. Det opfattede både senior og junior som en fornærmelse – altså sigtelsen mod junior, ikke volden mod tjenestefolkene.

Træt af Schweiz
Libyen var ikke sen til straks at svare med at droppe olieforsyninger til Schweiz, til at trække nogle milliarder dollar ud af schweiziske banker, og uden at sammenhæng kan dokumenteres, lignede det også en tanke, at Libyen samtidig lod to schweiziske statsborgere arrestere.

Bedre blev det i libyske øjne ikke, at Schweiz efterfølgende udstedte et indrejseforbud for 188 højtstående libyere, inklusive Gaddafi, statslederen. Det schweiziske politi droppede ganske vist snart sigtelsen mod Hannibal Gadaffi, men da var krisen ude af kontrol.

Bagefter kom det politiske. Gaddafi blev vred over, at en schweizisk folkeafstemning sidste år vedtog et højrepopulistisk forslag om at forbyde bygning af minareter i alpelandet. Det blev hurtigt indbragt for Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

LÆS OGSÅGaddafi opfordrer til hellig krig mod Schweiz

Men Gaddafi var ikke til sinds at ignorere den uvenlige schweiziske folkeafstemning. Han var godt og grundigt træt af Schweiz – og udstedte forleden dag indrejseforbud i Libyen, ikke kun for schweizere, men for alle europæere i Schengen-området.

Men derfra og til at true Schweiz med jihad og true muslimer med en frafaldens straf for at samarbejde med Schweiz er der immervæk et stykke.

»Sådan en erklæring fra en statsleder er uantagelig i internationalt samarbejde«, sagde Sergej Ordzhonikidze, chef for FN’s hovedkvarter i Genève, Schweiz.

Higer efter respekt
Og så er vi tilbage til spørgsmålet om respekt.

Gaddafi har altid anglet efter det. Han har foreslået sammenlægning af Libyen med andre arabiske stater og tilbudt sig selv som leder. Han har foreslået unioner i Nordvestafrika og igen tilbudt sig selv. Han har også foreslået afrikanske forbundsstater og selv været formand for Den Afrikanske Union sidste år.

Men hans arabiske kolleger har haft svært ved at tage ham seriøst og er aldrig for alvor hoppet på Gaddafis forbundstanker. Og de afrikanske lande ville her i vinter ikke genvælge ham som leder af deres union.

Om den libyske diktators eget folk tager ham alvorligt? Tja, det er libyerne næsten nødt til, for ellers risikerer de at blive smidt i spjældet. Men respekt? Gaddafi har aldrig testet sin egen popularitet ved at stille sig til ansvar ved et frit valg. Hvordan kan man respektere en leder, som ikke respekterer sine egne borgere?

Dér står vi således i et vaskeægte dilemma. På den ene side er regeringer nødt til at respektere ledere af FN’s andre stater. På den anden side er det svært at tage en leder alvorligt, som truer med død og ødelæggelse, når han bliver personligt og politisk fornærmet.

Den afrikanske union har vist Gaddafi ryggen. Det har den arabiske verden også. De kender ham. Gaddafi plejer at falde ned på jorden igen, når raseriet er fordampet – eller overhalet af nye manier…

Så privilegerede er libyerne ikke. De er nødt til at leve med Gadaffi hver dag.