Endelig. Langt om længe. Halleluja. Præsident Obama har sat Israels regeringschef stolen for døren. Obama har afkrævet Benjamin Netanyahu svar på en række centrale spørgsmål, der skal afsløre, om han er en troværdig partner i forhandlinger med palæstinenserne om en fredsløsning og oprettelsen af en palæstinensisk stat inden to år.

Obama har forlangt et skriftligt svar, fordi han ikke har tillid til Netanyahu, der tidligere er løbet fra mundtlige løfter til USA. Med dette krav har Obama løsrevet USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik fra israelsk indenrigspolitik.

Washington har gjort det klart, at man er ligeglad med, om Netanyahus nationalistisk-messianske regering står eller falder. USA ønsker hurtig fremgang i forhandlingerne og accepterer ikke de traditionelle israelske afledningsmanøvrer.

De tider er forbi, hvor amerikanske præsidenter, især Bill Clinton og hans efterfølger George W. Bush, bøjede sig for israelske regeringschefers appeller om ikke at lægge pres på Israel i forbindelse med forhandlinger om fred med palæstinenserne, fordi dette kunne medføre, at deres regeringer faldt.

Denne amerikanske eftergivenhed har israelske regeringer udnyttet til yderligere kolonisering af de besatte palæstinensiske områder med det resultat, at der i dag bor en halv million israelske jøder på besat område.

Halvdelen på Vestbredden og halvdelen i Østjerusalem, som Israel forsøger at judaisere for at forhindre, at byen skal blive hovedstad for en kommende palæstinensisk stat. Hensynet til israelsk indenrigspolitik har således dikteret USA’s holdning til Palæstinakonflikten.

Obama er for passiv
Amerikanske præsidenter bærer en stor del af ansvaret for den dybe israelske infiltration af de palæstinensiske områder. Nogle iagttagere mener, at situationen er irreversibel, at toget er kørt, og at det ikke længere er muligt at vriste de palæstinensiske områder ud af det israelske greb, hvis forhistorie går over 40 år tilbage, til Seksdageskrigen i 1967.

Obama er tilsyneladende ikke af denne opfattelse, for efter at have vundet slaget om sundhedsreformen har han nu besluttet at sætte handling bag sin Kairotale til den muslimske verden fra juli sidste år, hvor han erklærede, at løsningen af Palæstinakonflikten var en topprioritet.

Hans efterfølgende passivitet vakte stor skuffelse i den arabiske og muslimske verden. USA’s popularitet nåede efter talen et højdepunkt. Nu er den ringere end før talen. Obama kræver, at Netanyahu skal lægge sine kort på bordet.

Vil han standse yderligere byggeri i de besatte områder, ikke mindst i Østjerusalem? Er han villig til at trække sig tilbage til de grænselinjer, der blev trukket af FN i 1949, efter den første israelsk-arabiske krig? Vil Netanyahu med andre ord skriftligt garantere, at hans regering nu definitivt har opgivet drømmen om et Storisrael?

Det haster. Obama har travlt. Hans ultimatum til Israel har til formål at rehabilitere USA’s omdømme i den arabiske og muslimske verden, udviske indtrykket af, at Washington er proisraelsk, og placere sig i rollen som upartisk mægler.

Uundgåelig konfrontation
Udgangspunktet for denne omvurdering af den traditionelle proisraelske politik er en erkendelse af, at hensynet til Israel skal afbalanceres af hensynet til amerikanske globale interesser.

Det fremgår af en række udtalelser, dels af forsvarsminister Robert Gates, dels af udenrigsminister Hillary Clinton. Stærkest har general Davis Petraeus, chefen for de amerikanske styrker i Mellemøsten og Sydasien, udtrykt det.

I en rapport til Pentagon har han advaret om, at »USA’s alliance med Israel er vigtig, men ikke så vigtig som amerikanske soldaters liv«.

En konfrontation er formentlig uundgåelig, fordi hverken Netanyahu eller hans regering vil acceptere det amerikanske forbud mod fortsat byggeri i Østjerusalem. Nogle få timer før mødet mellem Obama og Netanyahu fandt sted sidst i marts, erklærede Netanyahu, at der ikke var forskel på at bygge boliger i Tel Aviv og i Østjerusalem.

Han sendte således et beroligende budskab til sine regeringskolleger i Jerusalem og et advarende budskab til Obama om at lade diskussionen om Østjerusalems fremtid ligge, indtil det kommer på dagsordenen under forhandlinger med palæstinenserne.

Obama lod sig ikke bevæge. Han kræver israelsk tilsagn om at standse ethvert byggeri på palæstinensisk område. Et krav, man fra palæstinensisk side har stillet for atter at sætte sig til forhandlingsbordet. Obamas spørgsmål til Netanyahu har ultimativ karakter. De levner ikke spillerum for forhandling og et kompromis.

Obama satser på at gennemtvinge en løsning på konflikten. Direkte forhandlinger, der med afbrydelser har stået på siden de hemmelige Oslo-forhandlinger i 1993, har været resultatløse.

Palæstinenserne kan ikke affinde sig med, at de tabte den første krig i 1948-49, og israelerne kan ikke løsrive sig fra de storhedsdrømme, der fulgte med sejren i Seksdageskrigen i 1967.