Dansk Folkepartis Søren Espersen har kastet sig ud i en ny kamp: Kampen for frisindet!

Espersen savner den kulturradikale provokatør Poul Henningsen – PH – så meget, at han til Information har udpeget Dansk Folkeparti til det danske parti, der »står for frisind«.

Også når det handler om »at danse rundt nøgen på Det Kongelige Teater, hvis man har lyst til det«. Og her i avisen har Espersen gjort det klart, at DF er modpolen til de »sexforskrækkede, de homofobe, abortmodstanderne og mandschauvinisterne«. Frisindets parti!

LÆS ARTIKELHvem er den frisindede af os to?

Det var nu ikke frisindet, der forleden drev Søren Krarup, da han i raseri over debatten om homoseksuelles ret til at gifte sig i kirken ringede til sin fætter med beskeden: Nu skal du genudgive din pamflet om homoseksuelle, Langballe.

Hvorefter den danske debat blev beriget med en tekst, hvor »modehomoerne« udpeges som dem, der fører an i kampen for nye rettigheder. Langballes essay er blevet kaldt »homofobisk« og »hate speech«. Endnu er der ingen, der har kaldt det frisindet.

Det var heller ikke frisind, der for nylig fik Søren Krarup til at beskylde Venstres Søren Pind for at have fået … nå ja … »frisind på hjernen«, fordi Pind insisterede på ikke at ville udsætte muslimer for tvang og forbud.

Selvmål
I det hele taget er det ikke frisindet, der har drevet DF-fætrene ud i et livslangt opgør med hele frisindstænkningen fra Brandes-brødrene over PH til ungdomsoprøret.

Alligevel forsøger Søren Espersen nu at gøre ’frisindet’ til Dansk Folkepartis varemærke. Hvad sker der?

Strategien er at fremstille Dansk Folkeparti som det parti, der lægger allermest afstand til de formørkede dele af den muslimske kultur, mens de venstresnoede bliver udstillet som dem, der forsvarer de patriarkalske, de homofobe, abortmodstanderne og mandschauvinisterne i den muslimske kultur.

Men det er et selvmål. Simpelthen fordi Dansk Folkeparti uden sammenligning er den politiske bevægelse, der værdimæssigt ligger tættest på de mest formørkede imamer, som partiet ellers siger, det tager afstand fra.

Det gælder synet på homoseksualitet. På ægteskabet. På opdragelsesprincipper. På kønsroller. På religionens betydning. På nationalismen. Ja, hele vejen rundt er Langballe i ornat vel det nærmeste, man kommer dansk politiks svar på en formørket imam. Og det går begge veje.

Åndeligt fællesskab
For nogle år siden interviewede jeg imamen Fatih Alev, som var en skydeskive for kulturkonservative kræfter i Danmark. Pudsigt nok gav han i interviewet udtryk for, at de kræfter i Danmark, som han følte stærkest tilhørsforhold til, var de kulturkonservative. Han talte om et åndeligt fællesskab.

Og hvorfor nu det? Jo, de kulturkonservative havde ifølge Alev sans for religionens betydning og for familieværdier, traditionen osv. Her var noget, han forstod i den danske kultur, mens han var helt uforstående over for de frisindede med deres homoægteskaber, frie opdragelse, nøgendans i Det Kongelige Teater og gudsfornægtelse.

Interessant, ikke? Interessant er det også, at Dansk Folkepartis vælgere er langt mere autoritært og patriarkalsk indstillet end både den øvrige befolkning generelt og muslimer i Danmark. F.eks. ønsker hver fjerde DF-vælger i en Capacent-måling at genindføre dødsstraf, mens det kun gælder 15 procent af muslimerne.

Samme mønster gælder spørgsmålet om, hvorvidt man bør give sine børn en lussing eller en endefuld. Det fik analyseinstituttet til at konkludere: »De holdninger, som Pia Kjærsgaard kritiserer de muslimske miljøer i Danmark for at huse, er i flere tilfælde mindst lige så udbredte blandt hendes egne vælgere«.

Sådan er fakta. Men det skal da ikke forhindre Søren Espersen i at kæmpe for »DF som frisindets parti«. God vind på næste gruppemøde, Espersen!