Både Bibi Netanyahu og Barack Obama har ret. Men kun én af dem bør få sin vilje – for den andens skyld.

Netanyahu har ret i, at Israel med sine fortsatte bosættelser i det besatte palæstinensiske Østjerusalem ikke gør andet, end Israel har foretaget sig i snart 43 år.

Og Obama har ret i, at det er en rigtig dårlig og aldeles farlig idé.

Derfor bør Obama få sin vilje – især af hensyn til Israel selv.

LÆS OGSÅUSA og Israel er på konfrontationskurs

Selvfølgelig kan man mene, at Israel af historiske eller kulturelle eller ligefrem religiøse årsager har ret til at bygge i de palæstinensiske områder, også i Østjerusalem. Men det er umuligt at hævde, at fortsat bosættelse kan forenes med fred.

Intet, absolut intet, taler for, at palæstinenserne bør eller vil leve med fortsat israelsk kontrol over hele Jerusalem.

Allerede derfor vil enhver god ven af Israel hjælpe israelerne til at indse, at spillet om Jerusalem nødvendigvis må ende med en politisk deling. Israel må have ret til den jødiske del af den gamle hellige by. Palæstinensiske muslimer og kristne må gives kontrol over islams og kristendommens hellige steder.

Samtidig må Israel og det palæstinensiske samfund deles om resten af byen, så de hver især kan ha’ hovedstad i deres del af Jerusalem – hvis de skal have nogen chance for at opleve fred.

Eneste løsning - bortset fra krig
Men ja – hvis israelerne føler sig noget forvirret over Obamas udspil, er det ikke så underligt. Ret beset har hverken USA eller Israels venner i Europa for alvor gjort virksomme ophævelser over bosættelserne i de forgangne 42 år. Det ændrer ikke, at de stridende parter alligevel må deles om byen, hvis de vil lægge konflikten bag sig.

Det giver til gengæld Israels venner i USA og Europa et medansvar for at føre en deling af Jerusalem ud i livet. Det er et medansvar, der kan – og formentlig vil – omfatte en symbolsk eller konkret militær beskyttelse af de to samfund.

Det er ikke en ønskedrøm for amerikanerne. På den anden side lægger amerikanske generaler ikke længere skjul på, at Israels politik i de besatte områder er en belastning for USA’s stilling i Mellemøsten. Så også for USA selv giver det mening, at Obama insisterer på et stop for bosættelserne, inklusive i Østjerusalem.

Hvis det palæstinensiske samfunds arabiske venner også vil hjælpe med at redde en deling af Jerusalem for at undgå krig, er de nødt til at gøre det samme, som man må forvente af Israels venner.

De må skære ud i pap, at dette er den eneste løsning bortset fra krig, som kun vil være destruktiv, aldrig konstruktiv, heller ikke på disse kanter. Én by, to hovedstæder, international beskyttelse.

Rigtige venner
Hverken israelere eller palæstinensere vil være begejstret for at deles om byen. I begge samfund vil væsentlige grupper være parat til at slås for selv at få evig kontrol over byen. De vil slås mod fjenden, og de vil også være parat til at slås mod deres egen regering. I stor udstrækning vil disse mennesker endda gøre det i Guds navn.

Hvis de ikke bliver stoppet, vil de føre Mellemøsten ud i masser af vold.

Nogle vil hævde, at Israel er den egentlige årsag til miseren og bare må tvinges til at opgive hele Østjerusalem. Andre vil hævde, at palæstinenserne ikke har vist sig parat til hverken fred eller at deles om Jerusalem.

Det korte af det lange er dog, at Israels venner må hjælpe med at få israelerne til at komme palæstinensere i møde. Og palæstinensernes venner må hjælpe med at få palæstinenserne til at komme israelere i møde – hvis de vil have forsoning og fred.

De, som kun hjælper deres egne brødre eller allierede med at kritisere, true eller bekæmpe modparten, tjener kun risikoen for mere vold og ny krig.

Derfor kan Obama kun vise sit venskab med Israel ved at holde Netanyahu i ave og sikre, at bosættelseseventyret stopper. Det er sent, men ikke for sent.

Det er dét, man har venner til.