Netanyahu er begyndt at krakelere. Nu gælder om at opretholde det politiske pres på ham, ikke mindst fra Israels traditionelle allierede i Europa, Frankrig, Tyskland og Italien.

Senest har præsident Nicolas Sarkozy i en samtale med Israels præsident, Shimon Peres, som diplomatiske kredser beskriver som »meget vanskelig«, erklæret, at han er »skuffet. Skønt vi føler sympati og venskab for Israel og forpligtelse, er vi ud af stand til at acceptere Netanyahus slæben på fødderne. Jeg forstår ikke, hvad han vil, og hvor han er på vej hen«.

Udtalelsen er karakteristisk for lignende kritik fra kansler Merkel og Berlusconi. Merkel har direkte fordømt Netanyahus politik i forhold til palæstinenserne.

Hvis Israels europæiske venner ikke sætter handling bag ord og ophører med at betragte Palæstinakonflikten som en tilskuersport, svigter de ikke blot USA og palæstinenserne, men også resterne af den israelske fredsfløj.

De første synlige revner i Netanyahus harnisk opstod som følge af dennes seneste møde med præsident Barack Obama for nogle uger siden kort efter afstemningen om sundhedsreformen. Obama havde genvundet sin selvtillid. Nu turde han også udfordre Israels venner i Kongressen.

Mødet var iscenesat med henblik på at understrege Obamas utilfredshed med Netanyahus obstruktionspolitik. Der var ingen pressekonference, ingen fælleserklæring, og Obama afbrød forhandlingerne for at spise middag med kone og børn uden at invitere Netanyahu med til bords.

LÆS OGSÅUSA og Israel er på konfrontationskurs

Obama begik en række taktiske fejl i forhold til begge parter i løbet af sit første præsidentår. Det gav anledning til tvivl om, hvorvidt han var i stand til at skabe et gennembrud i forhandlingerne.

Bøjer sig for presset
På det seneste er det blevet klart, at han ikke har opgivet ævred. En løsning af Palæstinakonflikten står fortsat højt på USA’s dagsorden. Hans mægler, George Mittchell, har understreget, at »der aldrig før har siddet en mand i Det Hvide Hus, der er mere forpligtet til en tostatsløsning«.

Netanyahu viser tegn på at knække under Obamas pres. Højtstående amerikanske generaler har kritiseret Netanyahu for at stille sig i vejen for amerikanske strategiske interesser.

Disse udtalelser har gjort et dybt indtryk på mange amerikanske jøder, der først og fremmest føler sig som amerikanere, og som i voksende omfang retter kritik mod Netanyahu.

Israel har bøjet sig for USA’s pres og har standset byggeri i det palæstinensiske Østjerusalem, hvor yderligtgående ortodokse og nationalistiske kredse med regeringens støtte forsøger at etablere israelske enklaver midt i palæstinensiske kvarterer.

Tidligere har Israel indvilget i et byggestop i bosættelserne på besat palæstinensisk område.

Israelske talsmænd afslår at kommentere byggestoppet i Østjerusalem, og hverken USA eller det palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har forsøgt at slå politisk mønt af Netanyahus retræte, men stoppet er en kendsgerning, overvåget af Washington og israelske fredsbevægelser.

Strategi: internationalisering
Byggestoppert var en betingelse for, at Abbas ville genoptage forhandlingerne om en fredsløsning. George Mitchell forsøger nu at presse parterne til at acceptere indirekte forhandlinger.

Hvad er udsigterne? Lig nul.

Flertallet i den israelske regering er ideologisk set modstandere af en palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem. Hvis Netanyahu under pres fra USA gør yderligere indrømmelser, bryder regeringen sammen. Modstanden i hans eget parti, Likud, er voksende.

Det ved amerikanerne. Men hvorfor opgiver Obama ikke og lader parterne om resten? Obama behøver ikke at frygte en tredje intifada, et folkeligt palæstinensisk oprør mod den israelske besættelsesmagt.

Mahmoud Abbas og hans ministerpræsident, Salaam Fayyad, er imod vold. De palæstinensiske politistyrker har travlt med at undertrykke ethvert tegn på terror mod den israelske besættelsesmagt.

De har lagt et politisk strategi, der har til formål at internationalisere konflikten med Israel og mobilisere den internationale opinion for at tvinge Israel til forhandling.

Palæstinenserne er i gang med at bygge deres kommende stat fra bunden, meget lig jøderne under det britiske mandat i Palæstina. Det er lykkedes Abbas og Fayyad at skabe en situation, hvor de opfattes som fredssøgende, mens det er Netanyahu, der obstruerer.

USA forstår, at det ikke kan komme uden om Netanyahu. Men måske kan det komme uden om hans regering.

Obama vil forøge presset på Netanyahu, indtil det står krystalklart for ham, at han må vælge. Det kan blive Obamas øjeblik. Onde tunger udelukker ikke, at også Netanyahu venter på det øjeblik, hvor han under amerikansk pres med god samvittighed kan bryde sammen, fravælge ideologien og omdanne sin regering.