En af mine veluddannede venner kom engang til at sige om en gruppe, han havde været sammen med, at »de var befængt med underklassesynspunkter«.

Det er vist det, man kalder for en ’slip of the tongue’. Og den nedsættende pointe var, at mennesker uden eksamensbeviser og gode månedslønninger er forandringsangste, xenofobe, fremmedfjendske og i det hele taget tunge og ulidelige, når de sidder dér i den sorte lædersofa i netundertrøje og forbander udviklingen langt væk.

Desværre sniger denne stereotype opfattelse af den femtedel af befolkningen, der er dårligst stillet, sig mere og mere ind i bevidsthederne på debattører, analytikere og politikere. Som et håndfast faktum. Socialgruppe 5 = fremmedfjendskhed og angst for forandringer. Basta!

Stemmer ikke på Pia
Dét skete også, da Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, forleden i en kronik her i avisen – ’S er middelklassens parti’ – fremstillede de sidste ti års VKO-flertal som en uhellig alliance mellem »underklassens frygtsomhed og overklassens grådighed«.

LÆS OGSÅS er nu middelklassens parti

Her blev underklassen fremstillet som »mennesker, der forståeligt nok repræsenterer en udbredt frygtsomhed over for de forandringer, der sker i vores samfund«. Og han fik også skrevet, at »det borgerlige flertal, anført af Dansk Folkeparti, har været dygtige til at tale til underklassens frygt for udviklingen«.

Som Hækkerup konkluderede: »Frygtsomheden i underklassen har været en væsentlig del af drivkraften i det borgerlige flertal«.

Føj for den lede, så lad os hellere satse på middelklassen og dens værdier, kom ’arbejderpartiets’ næstformand, Nick Hækkerup, næsten til at skrive, mens han holdt ’underklassen’ og dens holdninger ud i strakt, analytisk arm og brugte den anden hånd til at holde sig for næsen.

Den store uretfærdighed er, at generaliseringen om den fremmedfjendske og forandringsangste underklasse ikke holder. Sandheden er nemlig, at den kompakte majoritet af de dårligst lønnede og uddannede i dette samfund ikke er i nærheden af at sætte krydset ved Pia Kjærsgaard & co.

Det fremgår af meningsmålinger – hvis man ellers gider kigge efter.

Da Politiken f.eks. via Megafon sidste år spurgte vælgerne om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik, var det kun hver sjette fra de laveste indkomstgrupper og med folkeskoleuddannelse, der ville øge Dansk Folkepartis indflydelse.

Og spørger man i målinger om holdningerne til Socialdemokraternes udlændingepolitik, er det ikke underklassen, men først og fremmest personer med over 700.000 kr., der siger: »Den er for blød og skal strammes«.

Adskillelse skaber myter
Alligevel sættes der lighedstegn mellem underklassen og DF. Som når Hækkerup taler om underklassen som »drivkraften i det borgerlige flertal«.

Hmmm … Jeg forstår godt, hvis mennesker, der aldrig kom i gymnasiet og fik gode job, irriteres over de stigmatiserende stempler, som uddeles af politikere og analytikere fra middelklassen.

»Tjener du ikke mere end sølle 15.000 kr.? Jamen, så lad mig gætte … så bor du vel også i ’den rådne banan’ og stemmer på Kjærsgaard, ikke?«.

Et veloplagt svar kunne være: »Nej, jeg stemmer rødt og bor i en af de forstadskommuner, der rent faktisk løfter integrationen i det daglige«.

Når fordommene om underklassen er så udbredte og massive, er en forklaring, at de sociale grupper i dette land lever stadig mere adskilt fra hinanden – i skoler, i boligområder osv.

Og når der i Folketinget kun er én politiker, der bor i socialt boligbyggeri, og slet ingen toppolitikere, der har børn på tekniske skoler, så kommer det til at præge forestillingerne om ’underklassen’.

Uvidenhed er hovedkilden til myter. Der er kun én ting at gøre ved det: Lad os blande os noget mere.