OECD, EU-kommissionen og stadig flere europæiske regeringschefer er enige: Nu skal der spares.

Hvis ikke de store statsunderskud bringes ned snarest, vil det på længere sigt gå helt galt for vores økonomier. Når embedsmændene har fået så mange statsministre med på vognen, skyldes det ikke deres intellektuelle overbevisningskraft – de har sagt det samme i årevis – men den aktuelle valutakrise.

Udsigten til ikke at kunne finansiere sit statsunderskud – eller i lande uden for eurozonen at se sin valuta ryge helt i bund – er skræmmende

Væksten skal først bide sig fast
Når spekulationsbølgen er så farlig, har det imidlertid ikke så meget med risikoen for statsbankerot i et enkelt land, eller den kendsgerning at solidariteten i eurozonen måtte improviseres undervejs, at gøre.

Den reelle risiko er, at der igen skal opstå en mistillid mellem banker og andre finansielle institutioner, f.eks. fordi europæiske banker ejer græske statsobligationer oven i så megen anden gæld, at de igen bliver sårbare.

LÆS OGSÅ DF-nej til besparelser udløser ballade

Det er også denne risiko for en generel tillidskrise, der gør, at USA har engageret sig så kraftigt i den europæiske kriseløsning. Det er værd at hæfte sig ved, både hvad amerikanerne gør, og hvad de siger. Øverst på den hjemlige amerikanske dagsorden står regulering af finanssektoren og arbejdsløsheden.

Statsunderskuddet, der er enormt, er slet ikke på tapetet lige nu. Spørger man amerikanske beslutningstagere, erkender de gerne, at det er et langsigtet problem. Men nedbringes for alvor skal det først, når væksten har bidt sig fast, og ikke når det kan kvæle det skrøbelige opsving.

Den risiko forekommer overhængende her i Europa. VKO’s genopretningsplan vil på kort sigt koste små 30.000 arbejdspladser – ikke ligefrem hvad vores samfund har mest brug for med en stadig skrøbelig forbrugertillid, vækst og så videre.

Lige så rigtige langsigtede reformer, der kan øge væksten, er, lige så tvivlsomt er det at undergrave den økonomiske aktivitet i samfundet her og nu. Og når stribevis af europæiske lande gør det samtidigt, mangedobles effekten.

Besparelsesbølgen er en politisk udfordring
Da finanskrisen stod på sit højeste, var alle enige om at glæde sig over, at politikerne ikke reagerede med nedskæringer og protektionisme, sådan som det skete i 1930’erne med katastrofale virkninger. Takket være villighed til at udstede redningskranse i alle retninger og stimulere økonomierne undgik man et langt værre sammenbrud.

Det ubehagelige spørgsmål er, om de europæiske regeringer er ved at begå den fejl i anden runde, som de alle roste sig af at have undgået i første.

Selvfølgelig er sunde statsfinanser vigtige på længere sigt. De kan være med til at give plads til økonomisk vækst på længere sigt. Men hvis alle skærer ned på én gang, i en situation hvor væksten er meget beskeden, kan det gå helt galt.

Dét er – i mere diplomatiske vendinger – budskabet fra finansminister Geithner, da han var i Bruxelles og Berlin i denne uge. Men også Dominique Strauss-Kahn, IMF’s højtprofilerede leder, understreger, at det er væksten, og ikke (stats)gælden, der er Europas problem.

Besparelsesbølgen her og nu er ikke kun et muligt økonomisk problem, hvis den kvæler væksten, men også en åbenbar politisk udfordring. Der er ikke mange europæere, der synes, at det er rimeligt, at de skal betale for en krise, som de ikke føler at have ansvar for.

Desværre er der ingen vej udenom, når en krise er tilstrækkelig dyb. Men det burde være en selvfølge, at årsagerne til krisen samtidig blev imødegået både med en kraftig regulering af finanssektoren, og også med et synligt bidrag fra de bedst stillede i samfundet, dem, der havde allermest gevinst af den foregående finansboble.

Deraf EU-debatten om en bankskat, der reelt hverken skal forsikre mod nye kriser eller betale for den gamle, men skrumpe en finanssektor, der er blevet alt for stor, dyr og ustabil.