Anders Fogh Rasmussen, Nato’s generalsekretær, har lagt navn til en kommentar i tirsdagsudgaven af International Herald Tribune. I artiklen gør Fogh et tappert, skønt ikke overbevisende forsøg på at holde modet oppe med hensyn til udviklingen i Afghanistan.

Artiklen har overskriften ’Talebanerne rammer, men de vinder ikke’. Dertil er kun at sige, at talebanerne ikke drømmer om at vinde krigen militært. Deres strategi er at udmatte de allierede, primært USA.

En række af de andre lande, der har sendt styrker til Afghanistan, er på vej hjem. Ikke fordi soldaterne er udmattede, men fordi den offentlige opinion er.

At talebanerne ifølge Nato’s generalsekretær ikke vil nå et mål, de aldrig har sat sig, er ikke noget at triumfere over. Spørgsmålet, som Fogh Rasmussen ikke stiller, er, om talebanerne kan tvinge de fremmede tropper til at rømme deres land.

Og det er mere og mere sandsynligt, for det er en krig, hvor ikke blot våbnene taler, men også Gud. Nato kæmper mod talebanerne som led i kampen mod international terror af frygt for et nyt 11. september et eller andet sted i verden; for den sags skyld også i København.

En ny talebansk magtovertagelse af Afghanistan kan muligvis medføre, at al-Qaeda atter vil kunne operere fra baser i landet. Den mulighed kan ikke udelukkes, men det er ikke en sag, de fleste soldater vil ofre livet for.

Og i betragtning af at krigen koster det amerikanske samfund 75 milliarder dollar per år – hver amerikansk soldat koster 1 million dollar – må man antage, at krigen nærmer sig grænsen for den amerikanske skatteyders offervilje.

Set fra talebanernes synspunkt er det en religionskrig. Mange tror, at amerikanerne er kommet for at besætte Afghanistan, udrydde deres religion og indføre et fremmed system, der kaldes demokrati, og som er imod pashtunfolkets traditioner om ære, familiens og i første række kvindens ukrænkelighed og frihed.

Det har som bekendt ingen hast for den, der tror, og i kampen for Gud og fædreland spiller tiden ingen afgørende rolle. De Nato-soldater, der falder, bliver begrædt. De talebanske ofre er martyrer.

Selvfølgelig, skriver Nato’s generalsekretær i sin kommentar, vil situationen forblive vanskelig, og ingen nærer illusioner om, at det vil være let at opnå succes.

Han bruger faktisk dette ord, defineret som en situation, hvor, som han skriver, »den afghanske regering vil vokse sig stærkere og stærkere og mere legitim i befolkningens øjne, hvor terrorisme ikke vil have et ståsted ... og ingen inspiration«.

Fejlslagen strategi
Nu er situationen blot den, at udviklingen i Afghanistan går i modsat retning. Det eneste sted, hvor Nato har prøvet sin nye antioprørsstrategi, er den slået fejl.

Den er bygget på tanken om at vinde befolkningens hjerter. Nato skal levere sikkerhed, medens repræsentanter for Karzais regering kommer befolkningen i møde med penge og god administration.

Flere tusinde amerikanske marineinfanterister erobrede byen Marja for tre måneder siden som indledning til en offensiv i det sydlige Afghanistan, der er Talebanland. For at citere Fogh Rasmussen var der tale om »en politisk offensiv, der er rettet direkte mod det afghanske hjerte«.

Målet for offensiven var således ikke blot at erobre Marja, men at vinde befolkningens stærkt ombejlede hjerter.

Det kan allerede nu konstateres, at offensiven på dette punkt har været en fiasko. Ifølge uafhængige rapporter, bl.a. fra New York Times-journalister, er talebanerne tilbage i Marja. Nogle forlod den aldrig, de smeltede ind i den lokale befolkning, der ikke turde angive dem.

Talebanerne terroriserer igen befolkningen under de amerikanske soldaters næser. Amerikanerne kan ikke beskytte indbyggerne, og mange af dem flygter for ikke at komme i vejen for kampene.

Mangler begrundelse
Hvis formålet med Nato’s militære offensiver er politik, som Fogh konstaterer, er der ingen begrundelse for hans optimistiske ord om, at den afghanske regering »langsomt, men sikkert vil vokse sig stærkere og stærkere og mere legitim«.

Samme regering, som den britiske Labourregering for nylig kaldte for »korrupt, halvkriminel, ineffektiv og illegitim«.

Begrundelse for det modsatte synspunkt kan man finde i det amerikanske forsvarsministeriums halvårlige rapport om situationen i Afghanistan offentliggjort i april.

Ifølge en opinionsmåling i 121 ’nøgle’-distrikter mente 58 pct. af indbyggerne, at situationen sidste år i deres distrikt var »farlig« eller »usikker«. Tallet for marts i år var steget til 72 pct. Rapporten beskriver situationen i landet som »nogle enkelte øer af sikkerhed i et hav af manglende stabilitet og usikkerhed«.

Foghs optimisme med hensyn til udviklingen i Afghanistan og al snakken om, at Nato’s mål er politik, at vinde afghanernes hjerter, bygger på en falsk forudsætning. De afghanske hjerter er ikke til salg. I hvert fald ikke før den sidste Nato-soldat er trukket hjem.

Indtil da vil de fortsætte deres jihad, samtidig med at jihadismen vil vokse blandt muslimer verden over.