Ægteskabet mellem den 22-årige Swapna Reddy og 28-årige Sunkari Srinivas holdt i tre måneder.

Hendes forældre, en onkel og tre tanter stenede dem i onsdags ihjel i deres egen sydindiske landsby, Krishnajiwadi.

Hvorfor? Af hensyn til hindufamiliens ære.

Problemet var ikke så meget, at Sunkari allerede var gift, da han og Swapna forelskede og giftede sig for tre måneder siden. Det accepterede også hans første kone ifølge de lokale blade.

Nej, problemet var meget mere vanærende i landsbyen. Hun, Swapna, tilhørte af fødsel en høj kaste. Og han var ’kun’ kasteløs, altså uden for den sociale rangorden, som fra fødslen sætter især Indiens hinduer i en traditionsbestemt bås, som kan bestemme deres liv – deres chancer, både når det gælder uddannelse, job og ægteskab. Og en masse andet.

De unge måtte dø
Kastesystemet blev ellers afskaffet som noget af det første, da Indien fik sin frihed for 63 år siden. Men netop i den forløbne uge har den indiske regering besluttet at tage kastespørgsmålet med i det kommende års folketælling.

Det er en erkendelse af, at ’kaste’ – skønt formelt afskaffet – stadig kan være afgørende for inderes skæbne.

Det unge ægtepar havde godt på fornemmelsen, at deres kærlighed på tværs af kasteskellet ikke var velset, da de havde giftet sig i et lokalt tempel. Og Sunkari Srinivas tog derfor et job som computermekaniker i storbyen Hyderabad. Men efter tre måneder mente de to unge, at tiden var moden til at søge familiens anerkendelse. Onsdag i sidste uge tog de derfor hjem.

Det skulle de ikke have gjort. Hendes familie følte sig stadig så vanæret, at beslutningen blev taget – de unge måtte dø.

Set udefra er intet vel mindre ærefuldt end mord. For denne familie handlede det tværtimod om genopretning af æren, da forældrene, onklen og tanterne tog sten i hånden og dræbte ikke alene den mand, de fandt for ringe af æt til en datter af deres egen familie, men også datteren selv. De blev myrdet i en regn af sten, mens naboer og hans første kone ifølge Times of India så til.

Indiens regering mener, at den har brug for kastedata i den ny folketælling. Siden kastesystemet officielt blev afskaffet, har skiftende regeringer givet kasteløse og særlige ’lavkaster’ en stribe kvoter for positiv særbehandling i det offentlige system.

Både kastesystemets afskaffelse og kvoteordningerne skulle for længst have sikret ligestilling mellem høj og lav og fjernet traditionen for voldsom diskrimination, som i umindelige tider har henvist kasteløse og lavkaster til særlige områder i udkanten af de indiske landsbyer, hvor de også har stået bagest i køen ved drikkevandsbrønden.

De indiske landsfædres drøm
Kaste kan fortsat være afgørende for valg af ægtefælle. Og statens tildeling af særlige kvoter til kasteløse og lavkaster på læreanstalter og ved tildelingen af job og politiske poster i det offentlige har ikke afgørende fået bugt med diskriminationen.

Jo, Indien har i mellemtiden haft kasteløse og lavkaster på praktisk taget alle politiske niveauer. Og rigtig mange indere gifter sig i dag på tværs af kaste. Ikke desto mindre kan kasteløse og lavkaster fortsat klage over sejlivet diskrimination.

De indiske landsfædres drøm var, at kastesystemet ville forsvinde på traditionens museum, og at ingen indere i dag skulle kere sig om, hvilken kaste deres forældre eller bedsteforældre var født ind i. For mange indere er den drøm en illusion. De føler sig stadig stemplet af det eneste, de ikke har ansvar for og ikke kan gøre noget ved – deres stamtræ.

Når folketællingen er klar, vil Indien således have friske tal for en tradition, der skulle være væk. Men hver eneste inder vil også – igen – være anbragt i en bås, som kostede den 22-årige Swapna Reddy og hendes 28-årige kærlighed, Sunkari Srinivas, livet.

Et nyt slagsmål om kvoter og ligestilling kan begynde.