Da Dansk Folkeparti forleden ikke ville støtte ophævelsen af Jesper Langballes parlamentariske immunitet, var det et demokratisk normbrud.

Det har hidtil været en selvfølge at støtte sådanne ophævelser, når der foreligger et begrundet ønske fra Rigsadvokaten.

Nu kræver Dansk Folkeparti så racismeparagraffen ophævet som en del af deres krav til finanslovsforhandlingerne. Men når Søren Espersen hævder, at racismeparagraffen er censur i grundlovens forstand, forveksler han den situation, hvor myndighederne på forhånd griber ind mod skrift eller tale, med den selvfølgelighed, at man i en europæisk retsstat står til ansvar over for domstolene for sine ord.

LÆS ARTIKELLangballes immunitet ophævet under voldsomme protester

DF skammer sig vist ikke over at ville bryde med den europæiske menneskeret. Men den danske racismeparagraf er såmænd ældre end menneskerettighedskonventionen. Den er vedtaget i 1939 under indtryk af de voldsomme angreb på en sårbar minoritet – jøderne.

Men den tid hvor en henvisning til, at en ophævelse vil være et normbrud af de mere ekstreme, var nok for at forsvare racismeparagraffen, er desværre forbi.

Når man hører Venstres ordfører sige, at han da gerne vil overveje eller diskutere en afskaffelse af bestemmelsen, samtidig med at flere foreninger og mindst én større avis argumenterer for det samme, har vi et billede på, hvor langt nede ad glidebanen vi allerede befinder os.

Ligeværdighed
Så lad os tage den helt forfra: Hvorfor er racisme forkert, og hvorfor er et forbud mod racisme og lignende hadefulde angreb på minoriteter en basal del af den europæiske retstradition – både nationalt, og siden Anden Verdenskrig også i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

I modsætning til andre begrænsninger i den absolutte ret til at ytre sig frit uden frygt for sanktioner er formålet med racismeparagraffen ikke først og fremmest at beskytte enkelte mennesker eller institutioner mod skadevirkninger.

LÆS ARTIKELEksperter: Svært at fjerne racismeparagraf

Formålet er at beskytte den norm om alle menneskers fundamentale ligeværdighed, der er selve grundlaget for alle de politiske og menneskelige rettigheder – og for demokratiet. Den lige og almene valgret kan jo ikke begrundes i, at alle mennesker er lige egnede, kvalificerede eller kompetente til at bedømme politiske forhold.

I sidste instans hviler den på en etisk norm om ligeværdighed. Når man angriber hele grupper, uden hensyn til gruppemedlemmernes konkrete og i sagens natur mangfoldige adfærd, og stigmatiserer dem som belastede af deres fælles race, religion eller nationalitet, undergraver man denne ligeværdighed.

Det er det principielle – og lidt abstrakte perspektiv.

Kollision med gældende ret
Den konkrete og historiske side af sagen er, at den hadefulde udgrænsning af grupper fører til marginalisering og måske senere udstødelse, isolering eller – i yderste konsekvens – udryddelse af hele grupper. Den mulighed er ikke teoretisk, men en del af Europas nyere historie.

Og den er forklaringen på, hvorfor ikke bare Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men også EU-systemet og mange nationale domstole står så stærkt på beskyttelsen af minoritetsmedlemmers ret – ikke bare til ikke at blive truet på livet, men også til ikke at blive lagt for had og dermed på længere sigt truet.

I sidste instans er det et forsvar for samfundets sammenhængskraft og sociale orden.

Mange i den danske debat vil her anføre, at det alt sammen er meget godt, men at hensynet til ytringsfriheden er vigtigere, og at grænsen først skal sættes, når man når til voldstrusler. Her er de på kollisionskurs med gældende ret i hele Europa.

Og de samme mennesker accepterer normalt en stribe andre begrænsninger i ytringsfriheden – fra injurielovgivningen over regulering af reklamers indhold til tavsheds- og loyalitetspligt for ansatte.

De burde overveje med sig selv, hvorfor det eneste område, hvor de mener, at fællesskabet ikke er berettiget til at opstille nogen form for regulering, er, når det gælder retten til at være hadefuld over for en bestemt minoritet.