Politiet rydede natten til torsdag Brorsons Kirke. Arkivfoto.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Politiet rydede natten til torsdag Brorsons Kirke. Arkivfoto.

Signatur: Da politiet blev sendt ind i kirken

Rydningen af Brorsons Kirke var den forløjede ubønhørligheds kulmination, skriver Politikens chefredaktør. Kommentér.

Signatur

Det er en gennemført brutal politik, der nåede sin foreløbige, brutale kulmination onsdag nat, da politiet hentede 19 mænd i Brorsons Kirke på Nørrebro i København.

Tilhængerne af den stålsatte konsekvens, hvormed en lille gruppe irakere, der har boet i Danmark i mange år, forfølges, henholder sig til, at de blot bakker op om lov og ret – om retsstaten og om uafhængige domstolsafgørelser.

En skånselsløs fastholdelse af selv rigtige principper kan være umenneskelig, fordi virkeligheden nu en gang er mere kompleks end love og regler.

Men i dette tilfælde er det værre endnu.

Regeringens forsøg på at gemme sig bag loven og Flygtningenævnets afgørelser er gennemført forløjet.

Den lille gruppe irakere, det drejer sig om, kunne når som helst have fået humanitær opholdstilladelse, ja, en mindre del af dem har såmænd fået det undervejs.

Påstanden om, at det ville kræve en særlov og dermed rejse de principielle betænkeligheder, der knytter sig til den slags, er en del af det væld af udenomssnak og manipulationer, som tilhængerne af den hårde linje har disket op med.

Det samme gælder påstanden om, at Flygtningenævnet er en uafhængig domstol, hvis afgørelser ministre blot har at bukke sig i støvet for.

Nævnet har alle dage været et administrativt organ, og de domstolslignende træk, det oprindelig havde, er løbende undermineret og indskrænket ved ændringer af dets sammensætning.

Det kafkaske i irakernes situation består i, at de fleste af dem er flygtet fra Saddam Husseins Irak, der ikke længere eksisterer. Om de oprindeligt havde et asylgrundlag er derfor irrelevant.

Årsagerne til, at de vil være forfulgt og truede i dag, vil være nogle helt andre.

Men desværre ikke færre, da volden, usikkerheden og især de politiske og sekterisk-religiøse konflikter i Irak er langt voldsommere end i de sidste år af Saddam Husseins regeringstid.

Flygtningenævnets krav om, at de skal være individuelt og konkret forfulgt, og at dette skal kunne dokumenteres af den enkelte, er derfor grundlæggende urimeligt, da de pågældende aldrig har været i den farlige virkelighed, det drejer sig om.

Men det betyder bestemt ikke, at risikoen ikke er stor og konkret. Et klart eksempel er de kristne irakere. Det kan dokumenteres, at kristne som gruppe i dag i Irak er særdeles udsatte.

Er man kristen, har man en konkret risiko for forfølgelse.

Når Flygtningenævnet nægter at gå ind på, at her er et reelt asylgrundlag, svarer det til, hvis man i 1930’erne krævede af en tysk jøde, at vedkommende skulle fremlægge en arrestordre fra Gestapo, og valgte at ignorere de massive vidnesbyrd om generelle jødeforfølgelser.

Jeg ved naturligvis ikke, om hver enkelt af de afviste irakere har substantiel grund til at frygte forfølgelse, hvis de vender tilbage, selv om vores nylige reportager fra området i høj grad tyder på det.

Men Irak er p.t. et af de lande i verden, flest mennesker er flygtet fra, og dermed et af de lande, hvor sandsynligheden for, at man netop ikke er ’bekvemmelighedsflygtning’, er størst.

Hvortil kommer det afgørende: Hvad er begrundelsen for indædt og demonstrativt at udvise en meget lille gruppe mennesker – inklusive børn og unge – der har en mangeårig tilknytning til Danmark, og som ønsker at blive her?

Det signal, som kirkerydningen sender til omverdenen, vil påføre Danmarks hårdt prøvede ry som et oplyst og humant samfund yderligere skade.

I Bagdad må man tage sig til hovedet over, at Danmark ikke kan huse et par hundrede, når nabolandene må huse hundrede tusinder.

Påstanden om, at de ville danne præcedens og på en eller anden måde gøre Danmark til en ’flygtningemagnet’ eller noget, der bare ligner, hviler på den absurde præmis, at nye asylansøgere med et slag får 8-10 års ophold på bagen, eller på nogen måde vil kunne påberåbe sig det unikke menneskelige og politiske forløb, der knytter sig til Irak og irakerne.

Netop fordi humanitær opholdstilladelse i sidste ende er en nådesakt, skaber den hverken præcedens eller ny ret.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce