frihed? Op mod hver femte vælger i Europa er tilsyneladende til falds for autoritære tanker. Arkivfoto: PETER DEJONG/AP

frihed? Op mod hver femte vælger i Europa er tilsyneladende til falds for autoritære tanker. Arkivfoto: PETER DEJONG/AP

Signatur

’Frihedspartier’ truer det åbne samfund

Højreradikalismen er igen på fremmarch og truer Europas frihed.

Signatur

Politiske signalord skal som regel afkodes omvendt: DDR, Deutsche Demokratische Republik, var netop ikke et frit demokrati.

På samme måde er hverken Geert Wilders’ nye hollandske frihedsparti, Partij voor de Vrijheid, eller Jörg Haiders gamle østrigske frihedsparti, Freiheitliche Partei Österreichs, spydspidser for det åbne samfund. Tværtimod.

Op mod hver femte vælger i Europa er tilsyneladende til falds for autoritære tanker. Onsdagens lokalvalg i Holland var kun seneste dominobrik i rækken. I velfærdsbæltet fra Norge og Finland over Danmark og Holland til Storbritannien er højreradikalismen på fremmarch. Igen.



Signalordene er ikke sat ind for at narre fjenden, men for at fuppe egne sympatisører. De fleste vælgere vil gerne identificere sig med demokratiske slagord.

Men ligesom de totalitære kommunistpartier i Europa ikke kæmpede for hverken demokrati eller frihed under den kolde krig, er det heller ikke ligefrem et opgør med statskontrol og overvågning, som de højreradikale partier slås for.

De nye autoritære partier har en stram dagsorden, der handler om indskrænkninger af de borgerlige og individuelle frihedsrettigheder, herunder styrkelse af staten.

Frihed og fremskridt. På selvudleverende vis kalder flere af de mest reaktionære højrepartier sig noget med fremskridt: I Norge triumferer Fremskrittspartiet fortsat; og i Østrig stormer det nye parti BZÖ, Bündnis Zukunft Österreich, frem.

De højreradikale fremskridtspartier er imidlertid lige så ’progressive’, som Folkerepublikken Kina er styret direkte af det kinesiske folk. Etiketterne er bluffnumre.

Kontrol, konsekvens og ørefigner
På tværs af landegrænserne tilbyder de nye højreradikale partier i Europa et nogenlunde enslydende sammensurium af kontrol, konsekvens og kold krigslogik.

Den nye højreradikalisme er en ideologisk understrømning, der grundlæggende handler om at lovfæste den europæiske nationalstats konservative normer og dernæst håndhæve dem hårdt, hvad end det handler om påklædning, bygningsregulativer eller spisevaner.

Fra forbuddet mod burkaer i offentligheden i Frankrig over flertallets afvisning af minareter i Schweiz til det danske forslag om mere svinekød i børnehaver lyder igen og igen kravet om at indskrænke individuelle rettigheder i forhold til frihed og ejendom.

De højreradikale fremskridtspartier er imidlertid lige så ’progressive’, som Folkerepublikken Kina er styret direkte af det kinesiske folk. Etiketterne er bluffnumre.



En sund folkesjæl kræver en stærk stat, synes at være de højreradikale partiers magtlogik. Den autoritære attitude rammer derfor ikke kun etniske minoriteter og andre randeksistenser.

Højreradikalismen søger at bringe de maskuline autoriteter tilbage – til ære og værdighed: »En ørefigen og en endefuld er en del af et helt almindeligt opdragelsesmønster«, som Dansk Folkepartis Søren Krarup udtaler.

Højreradikalisme er den nye kommunisme

På overfladen sker fremvæksten af de højreradikale partier som en folkelig reaktion på den øgede indvandring fra ikkevestlige lande. Men modspillet til de rabiate islamistiske mørkemænd, der prædiker religiøst had og terroristisk vold i kældre rundt om i Europas hovedstæder, er absurd nok blevet en lige så konservativ, autoritær og patriarkalsk dogmatik.

Den hjemmedyrkede fundamentalisme, der gror blandt sekteriske grupper af muslimske indvandrere i Europa, udgør oplagt en trussel mod det åbne samfund og det sekulære demokrati.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den højreradikale reaktion er efterhånden blevet så manifest og massiv, at de yderliggående nationalister udgør en tilsvarende politisk udfordring i det moderne Europa.

Højreradikalismens succes er så markant, at strømningen ikke kan forklares alene med ’de fremmede’. Den autoritære attraktion synes stærkere. Det nye højre appellerer til urdrømmen om en stærk faderfigur, der tør skære lige igennem ammestuesnakken i palaverdemokratiet.

Navnelege skal ikke sløre de autoritære tilbøjeligheder. Ligesom den totalitære venstrefløj mødte hård modstand skal de højreradikale partier heller ikke få lov til nu at korrumpere demokratiet indefra.

Det nye højre appellerer til urdrømmen om en stærk faderfigur, der tør skære lige igennem ammestuesnakken i palaverdemokratiet.



Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, fik 12,5 procent af stemmerne i 1945 – lidt mere end Dansk Folkeparti fik ved gennembruddet i 2001. Dengang kæmpede Socialdemokraterne hårdt mod kommunisterne overalt.

I dag taler finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om et »værdifællesskab« med Dansk Folkeparti. Men det er et bedrag. De borgerlige har ladet sig narre af de falske varebetegnelser.

Højreradikalisme er den nye kommunisme – med neo-newspeak: Krig er fred, frihed er slaveri og uvidenhed er styrke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce