Vi fik tilsendt et billede fra Chah surak Pain i sidste uge. Og hvor er så det? Jo, det er en landsby næsten bogstavelig talt langt uden for lands lov og ret, et halvt hundrede kilometer fra Herat i det vestlige Afghanistan.

På billedet er en skare afghanere samlet omkring en splinterny solid pumpe, som skaffer de 450 indbyggere i landsbyen noget af det, de har allermest brug for: fersk rent livgivende vand.

LÆS ARTIKELKronik: 14 mio. tørster i Afghanistan

20 afghanske landsbyer, nogle af dem med op til 6.000 indbyggere, har fået deres egne nye brønde, og afghanere fra andre hjørner af Heratprovinsen står i dag i kø for at få dansk hjælp til en pumpe.

Vi kaldte det ’Vand mod krig’, da Politiken sidste år samlede ind til pumperne sammen med Den Danske Afghanistan-Komité (DAC), som står i spidsen for et sundhedsprogram for godt og vel en halv million mennesker i Heratprovinsen. Vi kunne lige så godt have kaldt det ’Vand for fred’.

Nøglen til helse
I alt for mange landsbyer døjer afghanere med både for lidt og for beskidt vand. Pointen med indsamlingen var og er, at rent vand er nøglen til helse. Pumperne giver sundhed en chance i urfattige landsbyer. Det giver også afghanerne en chance for at engagere sig i fred frem for at lade sig inddrage i landets små og større krige.

Afghanistan er jo ikke kun krig. To tredjedele af landet er parat til social udvikling. Og afghanerne er ivrige efter at få fart i deres jordbrug, optaget af at få deres børn i skole og stærkt interesseret i at få adgang til sundhed.

Afghanere i disse dele af landet behøver ikke vente på, at regeringer i øst og vest beslutter, om soldaterne skal blive eller trækkes hjem.

Afghanerne har brug for udvikling også brug for hjælp, og de vil gerne have begge dele og gerne i samarbejde med omverdenen.

Det er værd at huske. Det er muligt at hjælpe afghanerne og deres land – uanset hvad man synes om den militære indsats.

Nogle gange kan det være frustrerende for afghanerne, at de i snart mange år har hørt om hjælp, men kun mærket til krig. Måske har det været fatalt, at alt for meget udvikling er skubbet i baggrunden til fordel for alt for meget krig.

Heratprovinsen har også haft sin vold, men har især ventet på, at den sociale udvikling skulle begynde. DAC’s hospital er blevet udnævnt til mønstersygehus for hele Afghanistan, og et kæmpemæssigt net af sundhedsklinikker, som drives i øde bjerge, er ikke alene populære, men afgørende for de afghanske familier.

Og ideen er – ligesom med brønde og pumper – at der skal tilbydes sundhed og drikkevand til alle, uanset hvem de holder med i Afghanistans interne uoverensstemmelser.

Forskellen på liv og død
Pumperne fra jer, Politikens læsere, er et smukt bidrag til nogle af verdens fattigste mennesker. Lige ved 1 million kroner blev samlet ind, og for modtagerne i de fjerne og forarmede landsbyer kan det betyde forskellen på liv og død, at der etableres en brønd med rent drikkevand.

I praksis er det ikke nogen smal sag. I tre af landsbyerne har det været nødvendigt at bore 100 meter ned for at finde et ordentligt vandlag. I mange landsbyer har man heldigvis kunnet nøjes med at grave eller bore 5-10-15 meter.

Det er sket med gode råd fra den danske hjælpeorganisation Dacaar, med holdbare og populære håndpumper fra Grundfos og i ét tilfælde med et solpanel til at drive pumpen i en dyb brønd.

Projektet har stadig råd til at hjælpe i hvert fald 40 landsbyer mere, måske endnu flere, fortæller den lille afghanske komité, som bestyrer vandprojektet med jordemoder og sygeplejerske Inge-Lise Aaen fra DAC som den eneste danske deltager. Landsbyerne skal selv bidrage med vedligeholdelse.

Som sagt: De står i kø – vand er kilden til sundhed og liv og derfor også til en fremtid i fred.

Vi skal hilse og sige tak.