Man skal passe på med at love for meget. Især hvis man ikke kan holde sine løfter – og især hvis de brudte løfter kan betyde liv eller død for andre mennesker.

I 2005, dengang optimismen stadig boblede i Bruxelles, blev EU’s medlemslande pludselig grebet af en hidtil uovertruffen gavmildhed. Landene lovede hinanden – og den tredje verden – at de i 2010 i gennemsnit ville give 0,56 pct. af EU’s bruttonationalindkomst i ulandsbistand.

Nå ja, gavmild og gavmild, det hører selvfølgelig med til billedet, at man i FN-regi, så langt tilbage som begyndelsen af 1970’erne, blev enige om, at alle rige lande skulle give et minimumsbeløb på 0,7 pct. af deres BNI.

LÆS ARTIKELVerdens fattige bliver svigtet mere og mere af EU

Men eftersom der ingen sanktioner er over for de lande, der ikke holder, hvad de i FN har lovet, er der stort set ingen lande, der siden har fulgt målsætningen op. Altså bortset fra lande som Danmark, Sverige, Norge, Luxembourg og Holland.

Men alt i alt var der nu alligevel grund til at glæde sig i 2005, da EU-landene blev enige om et gennemsnitsmål på 0,56 pct. af BNI i 2010. Det var reelt et stort skridt frem for den tredje verden.

Hvordan er det så gået? Det korte svar er, at det nærmest er gået fra dårligt til værre. EU-landene kommer ikke i nærheden af deres mål. I 2010 bliver det således ikke 0,56 pct., men derimod flove 0,38 pct. af EU’s BNI, som går til udviklingsbistand.

Et katastrofeår for udviklingshjælpen
Det betyder ifølge en ny undersøgelse fra Concord, der er en sammenslutning af 1.600 europæiske ulands- og hjælpeorganisationer, at de fattigste lande i år bliver snydt for hele 141 milliarder kroner.

Især har 2009 været et katastrofeår for udviklingshjælpen. Lande som Italien og Østrig skar dramatisk ned og kappede en tredjedel af sin bistand. Irland skar næsten 19 pct., ligesom også Europas rigeste land, Tyskland, skar 12 pct. af sin bistand.

For Tyskland betyder det, at landet i dag giver 0,32 pct. af BNI – altså under EU-gennemsnittet. For Italien betyder det, at landet i dag giver 0,15 pct. af BNI. Det er pinligt, men det er først og fremmest trist.

Den globale økonomiske krise har på denne måde ramt den tredje verden dobbelt hårdt: Det er således ikke blot bistandsmidlerne, der er blevet væk. Det samme er de private udenlandske investeringer og de afsætningsmarkeder, der skulle skabe væksten.

Som international chef i Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach har udtrykt det her i avisen, er der ret beset tale om »et globalt forligsbrud«.

Og hvordan har den danske regering så valgt at stille sig til denne udvikling? Tja, den er fulgt i hælene på (stort set) resten af Europa, hvilket betyder, at Danmarks bistand frem til 2013 vil falde fra nuværende 0,84 pct. til 0,76 pct. af BNI.

Det er en del af den såkaldte genopretningspakke ... og det betyder, at den danske bistand falder til sit laveste niveau siden 1984.

Barbering af bistanden
Da Concord offentliggjorde sin analyse i juni, havde udviklingsminister Søren Pind (V) oven i købet så koldt blod i årerne, at han dristede sig til at kritisere de andre EU-lande og sige til Jyllands-Posten, at Danmark »ikke har noget at skamme sig over«.

Men har Danmark og Søren Pind virkelig ikke noget at skamme sig over? I kroner og øre betyder den danske barbering af bistanden, at ulandene går glip af hele 2,3 milliarder kroner. Det er faktisk ganske mange penge.

For 2,3 milliarder kroner kan man helt konkret bygge over 500 sundhedscentre i afrikanske landsbyer – og altså hjælpe hundredtusinder mødre og børn med at overleve. Eller man kan bygge 15.000 nye skoler i Afghanistan, så millioner af afghanske piger og drenge kan komme i skole.

Eller – igen helt konkret – bygge 20.000 kunstvandingsanlæg drevet af solceller og dermed sikre ca. 2 millioner fattige afrikanere en stabil fødevareforsyning i årene fremover.

Men Danmark har altså – ifølge udviklingsminister Søren Pind – ikke noget at skamme sig over. Har vi ikke?