Dagens signatur er skrevet af

Marcus Rubin

Der er almindelige politikere – og så er der Barack Obama.

Selv i Washington, hvor man ellers skulle tro, at folk er vant til at se præsidenten forholdsvis regelmæssigt, vækker det stadig vild opsigt, når Obama viser sig.

Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg skulle i biografen i Georgetown sidste weekend. Normalt er der forholdsvis fredeligt på Street ved sekstiden, men ikke denne aften.

Tværtimod, det væltede med mennesker uden for Citronelle, en af Washingtons mest kendte restauranter.

Hundredvis af nydeligt klædte amerikanere stod mast mod hinanden for – måske – at få et glimt af præsident Obama, der var ude og spise en romantisk middag med sin kone.

At der formentlig ville gå flere timer, før præsidentparret kom ud, bekymrede tilsyneladende ikke mængden, der kun var vokset yderligere, da jeg kom forbi en halv time senere.

Der er gået mere end halvt år siden Obamas valgsejr, men Obamanien ruller stadig over USA for fuld kraft.

Så meget, at præsidenten til tider virker mere som en rockstjerne end en politiker, hvor selv hans mindste gøren og laden følges med åndeløs interesse.

Både New York Times og Washington Post har trykt lange og grundige analyser om, hvorvidt Obamas hår skulle være blevet lidt mere gråt i løbet af de første måneder som landets leder; der har været utallige artikler om Obamafamiliens nye hund, Bo, og forleden åbnede på The National Museum of American History i Washington en stor udstilling om Obamas tiltrædelse.

At tiltrædelsen fandt sted i januar og dermed efter de fleste definitioner ikke allerede er historie, så museet tydeligvis stort på.

Hertil kommer alle Obamas rådgivere og hjælpere, hvis liv og levned også bliver fulgt i de allermindste detaljer.

Washington Examiner har fundet anledning til at oplyse læserne om, at Obamas stabschef, Rahm Emanuel, blev set, »mens han hentede penge i Sun Trust Bank« og det var breaking news på Fox, da de kunne berette, at Obamas unge taleskriver, Jon Favreau, havde slettet sin Facebookprofil på grund af sit forhold til den tidligere undertøjsmodel Ali Campoverdi.

Al denne opmærksomhed har Obama og hans folk udnyttet med stor dygtighed til at sætte gang i et utal af reformer, og det skal i høj grad være dem vel undt.

Uanset hvor man er i USA, fornemmer man i den grad et opsparet ønske om forandring, fornyelse og en tro på fremtiden, og her har Obama indtil videre leveret varen.

Ifølge en meningsmåling foretaget for Wall Street Journal synes 81 procent godt om Obama, og omkring to tredjedele af amerikanerne synes, at han er kommet godt fra start.

Alle elsker en succes, ikke mindst medierne. Netop fordi interessen og velviljen omkring Obama er så enorm – også i udlandet – er der ikke noget overraskende i, at den nye præsident synes at være på skærmen og forsiderne konstant.

Og for at gøre det endnu bedre for demokraterne og Obama er republikanerne stort set kollapset.

Fra at være omkring en tredjedel er det nu kun omkring en femtedel af amerikanerne, som kalder sig republikanere; partiet har ikke en klar leder, har ikke formået at formulere alternativer til Obamas politik og virker til tider, nærmest som om det er ved at gå i opløsning.

Så galt går det næppe, før eller siden svinger det politiske pendul givetvis tilbage, men alligevel er der noget usundt over den måde, hvorpå Obama og hans folk for tiden dominerer amerikansk politik.

Enevælde fører alt for let til hybris og arrogance; noget, som Obama trods alle sine kvaliteter i høj grad også kan blive offer for.

En mand, der som Obama holder sin tiltrædelsestale på en scene, der minder om et græsk tempel, og allerede inden han bliver valgt som præsident får lavet et præsidentielt segl, har et ganske velvoksent ego, der har brug for kvalificeret modspil.

Så man må håbe, at republikanerne snart tager sig lidt sammen, og at nogle omkring Obama indtil da kan sikre, at han bevarer begge ben på jorden.

Nogen må regelmæssigt minde ham om, at han – trods alt – kun er et menneske.