Dagens Signatur er skrevet af

Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet

Den indiske forfatter Aravind Adiga har formuleret omvæltningen enkelt: »Fremtiden tilhører den gule og brune mand«.

Valget af Barack Obama som USA’s præsident var heldigvis ikke blot et enkeltstående tilfælde.

Tværtimod vinder demokratiske politikere frem over hele kloden – mange med et overraskende populært budskab om større mangfoldighed og tolerance. Efter en højkonjunktur, der var præget af smålig værdipolitik, kommer nu en periode med økonomisk lavkonjunktur, der omvendt tegner til at blive styret af en mere generøs og åbensindet fordelingspolitik.

I Amerika stemte et rekordstort antal vælgerne på et håb om en fælles fremtid – imod den frygtens politik, som nationalistiske og populistiske politikere har dyrket med succes siden årtusindeskiftet. Republikanerne blev bombet tilbage efter et årti med en dybt reaktionær kulturkamp.

I weekenden gentog mønsteret sig i verdens største demokrati, Indien, hvor resultatet af den seneste måneds mega-valg endelig blev offentliggjort: Kongrespartiet vandt markant – og fik dermed sat det andet store parti, det hindu-nationalistiske Indisk Folkeparti (BJP) eftertrykkeligt på plads.

Højrefløjspartierne tabte et valg, hvor de konstant har forsøgt at udstille Kongrespartiet som for blødsødent over for muslimske indvandrere og islamistiske terrorister. Men vælgerflertallet gad ikke høre på mere hadefuld retorik.

I Indien er det kun et spørgsmål om tid, før 38-årige Rahul Gandhi – søn af Kongrespartiets dronning, italienske-fødte Sonia Gandhi, og oldebarn af Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru – indtager posten som ny premierminister og således træde i sine forfædres og Obamas fodspor.

Som italiensk-inder vil Rahul Gandhi blive endnu et symbol på en global æra med multikulturelle ledere.

I første omgang vil det dog være den aldrende og svækkede Manmohan Singh med den karakteristiske lyseblå turban, der fortsætter som premierminister i Indien. Men Rahul Gandhi står snart på spring, med Singhs fulde indforståelse.

Efter valget udlægger alle betydningsfulde kommentatorer i New Delhi Kongrespartiets overrumplende sejr som den unge Gandhis personlige fortjeneste.

Han fik mobiliseret millioner af førstegangsvælgere – med en omfattende valgturne, og Gandhi satsede også på, at Kongrespartiet kunne klare sig bedre med færre alliancepartnere i de vigtige nordlige delstater. Begge dele gav bonus, og dermed har han bestået sin svendeprøve.

Hvis fremtiden tilhører den gule og den brune mand, er rollefordelingen klar: Indisk-italienske Rahul Gandhi og kansas-kenyanske Barack Obama viser styrken ved multikulturelle demokratier.

Mønsteret er ikke tilfældigt: Store grupper har en tendens til at opføre sig mere intelligent end små homogene menigheder. Den amerikanske forfatter James Surowiecki har kaldt fænomenet for ’the wisdom of crowds’, massernes visdom.

Det er interessant nok ikke alle grupper, der opfører sig lige intelligent: Jo større og mere forskelligartet en befolkning er, desto mere begavede beslutninger synes den at træffe. Forskellighed fremtvinger nemlig en større grad af kompromisvillighed, fleksibilitet og samarbejdsevne.

Det er derfor næppe en tilfældighed, at flertallet i de største multikulturelle demokratier i de senere år har valgt pragmatiske ledere, der satser på det åbne samfund. For efterhånden er det jo kun her i det gamle Europa, i Centralasien og i Mellemøsten, at befolkningerne accepterer at lade sig styre af gamle, ensfarvede og konservative nationalistiske ledere.

Det kan vel være – som Mao udtalte – at det endnu er for tidligt at vurdere effekten af den franske revolution. Men samtidig er det ikke et sekund for sent at glæde sig over, at flertallet af alle verdens vælgere sætter kryds ved en mere blandet fremtid, når de får chancen.

Valgene i USA og Indien peger i samme retning: mod en mere broget fremtid, hvor gule og sorte styrer med bred demokratisk opbakning.