Dagens Signatur er skrevet af

Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet

Som hofnarre vil loyale royalister i de kommende uger springe rundt og foregøgle vælgerne, at den nye tronfølgelov handler om at styrke ligestillingen i Danmark.

Men det stik modsatte vil ske, hvis det lykkes at få et flertal til at stemme ja til den foreslåede pseudomodernisering af kongehuset: Ligestillingsdebatten vil blive sat mange år tilbage.

Monarkier er defineret ved særstilling: Uden forudsætninger eller folkeligt mandat »nedarves« posten som statsoverhoved – som det hedder i grundloven og fortsat vil lyde efter folkeafstemningen – til »mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler«.

Konger og dronninger symboliserer alt det, som demokratiske frihedshelte har kæmpet imod siden den franske revolution. Monarkiet er antitesen til demokratiet, og dronninger er antitesen til ideen om, at alle mennesker fødes lige og frie.

Ligestilling handler nemlig ikke kun om kønskamp, men om at bekæmpe alle former for forskelsbehandling mellem mennesker. At tale om ligestilling i et kongehus er det samme som at opløse begrebets indhold.

Alle feminister, der taler om ligestilling i kongehuset, ophører derfor med at kunne tale med nogen form for troværdighed om f.eks. ulighed mellem køn. For med kongefamilien er der officielt nogle, der er mere lige end os andre.

Teknisk set handler lovforslaget om, at det skal være pigen, som bliver dronning, hvis kronprins Frederiks søn – prins Christian Valdemar Henri John til Danmark, greve af Monpezat – først får en pige og dernæst en søn.

Spørgsmålet om arvefølge bliver dog tidligst relevant om 70 år, når dronning Margrethe II, kong Frederik X og kong Christian XI er døde. Og hvis prins Christian mere sandsynligt først får en dreng eller kun piger, vil problemstillingen først blive relevant om 100 år.

Men heller ikke om tre generationer vil det være et fremskridt for ligestillingen, at en pige kan ophøjes til statsoverhoved uden direkte valg. Tværtimod tegner det sort for demokratiets tilstand i Danmark, hvis vi ikke får mulighed for at vælge nationens øverste leder ved frie og fair valg i løbet af de næste 100 år.

I bedste fald er folkeafstemningen 7. juni derfor ligegyldig og i værste fald en hån mod en enhver forestilling om demokratisk ligestilling.

Med forslaget om at ændre tronfølgeloven lidt – med effekt fra om tre generationer – håber royalister angiveligt at kunne modernisere kongehuset så tilpas meget, at flertallet ikke pludselig begynder at kræve en afvikling af det indskrænkede monarki til fordel for ægte demokrati.

Tronfølgeloven bygger på den gamle konservative kongstanke om ’at forandre for at bevare’ traditioner, fra før landene i Europa blev styret af folk. Tronfølgeloven viderefører et system af diskrimination.

Heldigvis kan ændringen blive svær at få gennemtrumfet. Proceduren er den samme som ved en grundlovsrevision, og mindst 40 procent af de stemmeberettigede skal derfor ikke blot stemme, men også stemme ja.

Og det kan vise sig at blive vanskeligere, end det måske lyder: Folkeafstemningen falder sammen med europaparlamentsvalget, hvor der sidste gang var en stemmedeltagelse på blot 47,9 procent af vælgerne. Og da alle, der ikke stemmer ja, tæller med på nejsiden, vil en lav valgdeltagelse og mange blanke eller ugyldige stemmesedler blokere.

Under dække af neutral folkeoplysning har Statsministeriet derfor sat gang i en stor reklamekampagne: Vælgerne skal manipuleres til ikke blot at stemme, men også til at stemme ja ved afstemningen om den nye tronfølgelov.

I den slet skjulte opfordring til at støtte kongehuset hedder det: »Du skal stemme ’nej’, hvis du mener, at drenge fortsat skal have fortrin frem for piger i retten til at arve tronen«.

Det er jo ren og skær statspropaganda. Man kunne lige så godt have skrevet, at du skal stemme ’ja’, hvis du mener, at Glücksborgslægten fortsat skal være født med retten til at regere over alle andre borgere i det danske skindemokrati.

Et nej eller en blank stemme til den nye tronfølgelov vil nemlig ikke være et nej til ligestilling af borgere på tværs af køn, alder, religion, seksualitet og folkeslag.

Tværtimod. Alle, der stemmer ja, vil derimod være med til at holde liv i et antidemokratisk system af diskrimination. Det er ikke et skridt frem for ligestillingen, men to skridt tilbage til feudaltiden.