Dagens Signatur er skrevet af

Peter Wivel, Korrespondent i Berlin

Ordet revolution hensætter mange i trance.

Det er der ingen grund til. Det knusende flertal af den nyere histories revolutioner har været omvæltninger til det værre – oftest til det langt værre, tænk bare på Lenins og Hitlers revolutioner.

Rusland og Tyskland betaler den dag i dag af på den gæld, de revolutionære stiftede. Diktaturer løber fra regningen.

Kun demokratiske revolutioner skaber bedre samfund. Kun demokratier kan rette deres fatale fejl på en fredelig måde. Tyskerne kaldte i al beskedenhed deres revolution efter Murens fald ’Die Wende’, altså vendepunktet eller omsvinget. Det var en omvæltning, men også en vending til det bedre.

Et skær af oplysning
Den fri offentlighed er et af de demokratiske revolutioners vigtigste redskaber til sin egen bestandige selvkritik. Om den skrev en af USA’s kendteste publicister, Walter Lippman, for 90 år siden i en kritik af amerikanske mediers nationalistiske dækning af USA’s deltagelse i Første Verdenskrig:

»Alt, hvad demokratiets skarpeste kritikere påstår, stemmer, hvis der ikke findes en pålidelig og stadigt flydende strøm af informationer. Inkompetence og manglende fokusering, korruption og troløshed, panik og den endegyldige katastrofe kommer over ethvert folk, der nægtes sikker adgang til kendsgerningerne«.

Den fare truer offentligheden i rigtig mange af denne verdens lande, og dér går det, som Lippman spåede.

Tag Iran, hvor præstestyret fordobler sine bestræbelser på at knægte informationsstrømmen, og hvad værre er på længere sigt, sætter alt ind på at hindre oppositionen i at bringe bare et skær af oplysning til landet.

Den valgsejr, mullaherne har stjålet fra det iranske samfunds reformkræfter, kan kun fremme inkompetence og korruption og gøre det mere sandsynligt, at den endegyldige katastrofe kommer over det iranske folk – for nu at tale med Lippman.

Oppositionens blod flyder
Den kamp, der udspiller sig i Teherans gader, er ikke et revolutionært teaterstykke som alle revolutioners moder, den franske i 1789. De franske borgere afskaffede den magt, som gods- og blodsbesiddere havde monopol på, og derfor måtte der nødvendigvis flyde blod – en frygtelig fristelse for alle senere revolutioner.

I Iran er det desværre oppositionens blod, der flyder, ikke det bedagede præsteskabs. Oppositionen ville erobre magten med stemmesedlen, ikke med bajonetter. Dem kan man som bekendt bruge til meget, men ikke til at sidde på.

Folkelige oprør som det, vi ser i Iran, er et indtrængende råb om hjælp, snarere end en kamp om magten. De er fortvivlelsens selvhjælp. I Teherans gader får de dogmatiske, forstokkede og fanatiske ledere en velment advarsel, der meget vel kan blive den sidste.

Demokratiske revolutioner er et tilbud, man ikke kan afslå.

Der kan være mange motiver til, at de demonstrerende unge ikke vil acceptere en valgsvindel, der springer i øjnene. Ikke alle er måske lige hvidskurede. Men et af de stærke motiver må være en velbegrundet mangel på tillid til, at den nuværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, kan administrere den atombombe, han så nidkært stræber efter.

Forfærdende mange menneskeliv står på spil, hvis den billige kupmager ikke kan tøjle de tvangstanker, han så ofte giver udtryk for.

Tragisk eksempel
Situationen i Iran er et tragisk eksempel på, at alt for mange regimer ikke forstår, at demokrati ikke er en trussel, men tværtimod redningen for deres land og deres folk.

I mange diktaturer betyder fraværet af folkestyre og dermed af menneskerettigheder, at landet øger sin fattigdom og uretfærdighed og tilintetgør den kultur, der efter et systemskifte skal indhente det forsømte.

Der er lande, der ikke mere kan vente på demokratiet. Iran er et af dem.

Her skal der skabes en modkultur og en åndsnærværelse, der kan danne modvægt til det morderiske tilbageskridt, en atombombe er udtryk for. I disse dage slagter det iranske regime til sin egen ubodelige ulykke den demokratiske årvågenhed og kritik.

Vi andre står udenfor og kan bare se til, mens tragedien fuldbyrdes.