Dagens Signatur er skrevet af

Lars Trier Mogensen, Redaktør for Lederkollegiet

Forhåbentlig er utopien på vej tilbage i realpolitik.

Blandt utallige små tragedier har den globale finanskrise afsløret én god nyhed – med store perspektiver: Selv de mest uoverskuelige problemer kan håndteres hurtigt, når politikerne mobiliserer den fornødne vilje.

Den dårlige nyhed er til gengæld, at det akutte behov for ny global solidaritet også er vokset dramatisk. Nedturen har kastet yderligere millioner af mennesker ud i dyb fattigdom. Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. To milliarder mennesker lever i dag på kanten af eksistensminimum.

Dagligt dør 25.000 børn verden over på grund af fattigdomsproblemer som diarré, malaria og fejlernæring. I fattige lande dør hver dag lige så mange børn, som der går i vuggestuerne i Storkøbenhavn.

Årtiers økonomisk fremgang er rullet tilbage – til størst skade for de allermindste: »Hvis man går fra at have haft få dollar at leve for om dagen til nu at have stort set ingenting, så mærkes nedturen brutalt i hverdagen«, sagde nobelprismodtageren Muhammed Yunus, alias ’de fattiges bankmand’, i et interview her i Politiken.

Skæve politiske prioriteter
Heldigvis står menneskeheden for første gang nogensinde også med mulighederne for at realisere utopien om en klode uden kroniske fattigdomsepidemier.

Utopien om en morgendag med mad, drikkevand, skolegang og basal sundhedspleje til alle mennesker er praktisk mulig at forestille sig. Det er let nok, hvis man forsøger. Lykkelandet er ikke længere et blændværk. Den globale nedtur har nemlig fremvist en enestående politisk vilje til at investere svimlende milliardbeløb for at sikre bankudlån til de rigeste. For langt færre penge kunne alle verdens børn sikres drikkevand og skolegang.

En anden verden er mulig. Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år – eller de årlige udgifter til efterløn og militær her i Danmark. Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn.

At skaffe rent drikkevand til de 400 millioner af verdens børn, der ikke kan vide sig sikre på at kunne slukke tørsten sikkert i dag, ville koste yderligere 50 mia. kr. hvert år. Det er omtrent det samme, som europæerne bruger på kæledyr. Eller cirka halvdelen af, hvad vi her i Danmark har sat af til at redde bankerne fra deres egen grådighed. Pengene er altså til stede, viljen til at investere ligeså. Det er kun de politiske prioriteter, der er pinligt skæve.

Global kynisme
Passiviteten er ikke tilfældig.

Ambitionen om at ville løse menneskehedens største problemer er blevet tidens tabu.

Alt, hvad der lugter af utopiske fortællinger og forkromede løsninger, virker suspekt. Efter det 20. århundredes ideologiske udskejelser og totalitære folkemord kan det næsten virke historieløst at ville løse problemer på menneskehedens vegne. Den globale utopi er død. Gasset ihjel.

I stedet har vi fået en ny kynisme. Flere børn dør dagligt nu, end der gjorde i ofrenes 20. århundrede – i Hitlers Tyskland, Stalins Sovjetunionen og Maos Kina.

Dødsfald grundet fattigdom kan ikke sammenlignes direkte med folkemord. For det enkelte barn er årsagen dog ligegyldig. Og kendsgerningen er, at vi kunne forhindre millioner af dødsfald, hvert år.

Forfatteren Albert Camus skrev med afmålt optimisme umiddelbart efter holocaust og Anden Verdenskrig: »Vi kan ikke længere drømme om at redde alt og alle, men vi kan i det mindste forsøge at redde nogle liv, så en eller anden fremtid – om end næppe Utopia – forbliver mulig«.

I dag må det være muligt at skabe en verden, hvor vi bruger mere på grunduddannelse og rent drikkevand end på flødeis og puddelhunde. Ellers vil det 21. århundrede blive historiens mest blodige, målt på antal dødsfald, der kan undgås.

Hvis vestlige politikere ikke tør og vil mobilisere den samme hurtige handlekraft mod den globale sultstorm, som de har gjort i finanskrisen, tegner fremtiden som en dystopi, et rædselsscenario. Derfor: vær realist – og kræv det utopiske nu.