Dagens Signatur er skrevet af

Anders Jerichow, kronikredaktør

Ordrer oppefra har aldrig været et godt argument for at træde mennesker under fode.

Men bare at henvise til ’loven’ er lige så tyndt.

Først en indrømmelse: De afviste irakiske asylsøgere og den afviste iranske kvinde Sharareh Feizifar og hendes datter har åbenbart ingen lovmæssig ’ret’ til at være i Danmark. De har fået afvist deres asylansøgninger.

Flygtningenævnet har talt. Loven har talt. Og hvis en flok betjente møder op for at sætte dem ud af landet – så vil det ske med alle paragrafferne i ryggen. Og med ordrer oppefra.

På den led har systemet virket.

EU og Nato har flådeskibe i Middelhavet. Vi har hegn og pigtråd om EU’s ydre grænser. Vi har vågne politistyrker omkring Schengen.

Vi har Dublinaftalen om, at asyl kun kan søges i ét EU-land. Og herhjemme har vi et Flygtningenævn, som tager beslutninger på samlebånd, og hvis afgørelser ikke kan ankes.

Hele molevitten tjener samme formål: at holde folk ude. Det fungerer effektivt.

Mod forventning
Nu har disse asylansøgere fået nej. Derfor skal de ud af Danmark. Det er loven. Både regeringen, dens styreparti i denne sag, Dansk Folkeparti, og Socialdemokraterne gemmer sig bag paragrafferne og Flygtningenævnet.

Det var ikke det, man havde forventet af Birthe Rønn Hornbech, integrationsministeren, som før repræsenterede den ranke ryg mod systemtænkning og paragrafrytteri. I dag er Rønn Hornbech selv dén, der udstikker ordrer oppefra.

Det var heller ikke det, man kunne have håbet fra Socialdemokraterne, som gerne præsenterer sig som ’opposition’. I asylsagen er partiet kun en fortsættelse af Dansk Folkeparti.

Det var kun det, man kunne have ventet fra Dansk Folkeparti.

Men nogle gange er det loven, der ikke tager højde for virkeligheden.

Ville Venstre, Konservative og Socialdemokraterne virkelig have vedtaget en lov, der gjorde det muligt at holde mennesker hen i årevis – uden tidsfrist? At lade børn vokse op bag hegn – i årevis? At afvise mennesker, vi alligevel ikke kan sende ud – i årevis? Ville de have vedtaget denne asyllov, hvis de kendte konsekvenserne?

Eller gemmer de sig blot bag paragraffer, som de ikke tør ændre?

Er det Danmark, som lader et administrativt organ som ’Flygtningenævnet’ træffe endegyldige beslutninger om angstfyldte menneskers skæbne?

Loven er ikke en undskyldning
Nævnet er ikke en domstol, og medier har ikke adgang til at overvære nævnets forhandlinger. Alligevel er nævnets afgørelser endelige. Ingen ankemulighed.

Kun nye oplysninger eller omstændigheder i hjemlandet kan bringe sagen op i nævnet igen. Men seks års krigstilstand i Irak har ikke rokket ved nævnets syn på asylsøgere, som frygter at komme hjem til dette land. Og en vild krise i Iran med fængsling af tusinder af systemkritikere og mord på en snes rokker åbenbart heller ikke ved nævnets syn på den systemkritiske journalist, som har henslæbt en halv snes år med sin datter i danske flygtningelejre.

I Iran har storayatollah Montazeri sagt til politiet og hærens soldater – udsendt for at slå ned på systemkritikere – at loven eller bureaukratiske ordrer ikke er en undskyldning over for Gud.

Loven eller ordrer oppefra er heller ikke en undskyldning, hvis vi ser os i spejlet.

Intet hindrer vores regeringsblok og vores såkaldte opposition i at sige: Okay, dette havde vi ikke taget højde for. Det duer ikke at gemme folk bort uden tidsfrist – i seks, otte, elleve år – for så at sende dem hen, hvor de frygter mest at komme.

Hvor stort ville det ikke være at se Lars Løkke Rasmussen, Birte Rønn Hornbech, Lene Espersen og Helle Thorning slå armene ud og sige: Undskyld, disse asylansøgere har ganske vist ingen ret ifølge loven i dag, men sådan vil vi ikke være i vores land. Lad dem blive.

Flygtningenævnet har udspillet sin rolle. Vi vil gå loven igennem igen, skaffe os et redeligere nævn med ankemulighed og sikre os mod, at mennesker fremover gemmes væk uden tidsfrist ...