Tænk engang. Nu har pigerne overhalet drengene i folkeskolen. Og på de gymnasiale og videregående uddannelser tillader de sig at være i flertal. Det kan ikke fortsætte på den måde.

For pigernes og kvindernes succes efterlader drengene og mændene som de store tabere. Ja, professorer og forskere taler ligefrem om, at fremtiden vil byde på et ’mandeproletariat’.

I lørdagsavisen mente professor i sociologi Martin Munk, at tidens største ligestillingsproblem er de uuddannede mænd, som ingen vil have – hverken arbejdsgiverne eller kvinderne.

LÆS OGSÅFeministerne overser de svage mænd

Og i sin indignation over det, han mener er et overset problem, lader han sin vrede gå ud over dem, han kalder ’elitefeministerne’, som ifølge ham »går mere op i, om deres egne døtre får mulighed for en bestyrelsespost i erhvervslivet«.

Sjældent har man set et mere useriøst forsøg på at rejse en debat om et reelt problem. For det er selvfølgelig alvorligt, at næsten hver fjerde dreng ikke får en ungdomsuddannelse.

Men næsten lige så alvorligt er det, at tæt på hver femte pige ikke får det. Og rigtig alvorligt er det, at så mange unge af begge køn ikke får en uddannelse.

Alligevel er det de lidt flere procent drenge, der får arbejdsmarkedsforskerne og sociologiprofessoren til at tale om et ’mandeproletariat’ og ’tabermænd’.

Feminist som skældsord
Derfor, tillad mig at stille et simpelt spørgsmål: Hvad med de næsten 20 pct. af kvinderne i samme situation? Tilhører de så ikke et ’kvindeproletariat’, og er de ikke ’taberkvinder’? Åbenbart ikke.

Hvem talte om ligestilling? Og er det en særlig form for videnskab at se så ensporet på en problematik, der reelt er langt bredere og mere omfattende?

Det, der vækker størst undren, er dog, at Martin Munk i det interview, vi bragte med ham, synes at mene, at det er ’elitefeministernes’ skyld, at drengene og mændenes ligestillingsproblemer ikke får tilstrækkelig opmærksomhed.

Og i et land, hvor både ’elite’ og ’feminist’ er skældsord, er det rigtig smart at sætte netop de to ord sammen og i øvrigt fremstille det, som om de problematikker, som disse kvindelige uhyrer beskæftiger sig med, er den rene eliteluksus.

LÆS OGSÅ»Fri mig for elitefeministerne«

Kvinderne bliver ikke bestyrelsesmedlemmer eller koncerndirektører. Men herregud, de bliver så meget andet. F.eks. professorer, som er det erhverv, Munk fremhæver i interviewet. Der er jo sket en rivende udvikling, som han påpeger.

I 1976 udgjorde de kvindelige professorer knap 3 procent, i dag er tallet helt oppe på 14 procent. Jamen, hurra. Det er jo fantastisk. Lad os fortsætte i det tempo, så skal det nok blive godt.

Er det det samme tempo, Munk forestiller sig vi skal bevæge os i for at gøre tabermænd til vindermænd?

Kræver det mon for store evner i at multitaske at adskille de to problemer og overskue, at vi godt kan have flere ligestillingsproblemer i dette land samtidig – og at det er muligt at gøre noget ved et problem uden at ignorere et andet?

Ligestilling med et mandtligt fortegn
Det skulle man tro. Eller også handler det om noget helt andet. Nemlig om ressourcer og om, hvem der skal have ressourcerne til at forske i ligestilling.

De kønsforskere, som primært har forsket i mangel på ligestilling for kvinder, og hvoraf de fleste selv er kvinder, fordi mænd ikke har vist kønsforskningen den store interesse.

Eller de mandlige forskere som f.eks. Munk selv og hans nyoprettede center for mobilitetsforskning, der ønsker at forske i ligestillingsproblemer med et mandligt fortegn.

De faktiske forhold i forskningsverdenen er barske, og konkurrencen er stor.

Det er helt legitimt at fremhæve sin egen forskning, men det er en tabersag, når man har behov for at beklikke sine forskningskollegers arbejde for selv at komme til fadet.