Det første, Anders Fogh Rasmussen gjorde, da han blev statsminister i 2001, var i ord at kaste klassesamfundet på historiens mødding. Nu var vi alle i samme båd. Slut med klasser!

Men det var alt, alt for tidligt. For siden har en ny underklasse bidt sig stadig mere fast. Socialforskere taler om flere unge, der vokser op i skrøbelige familier, hvor de ikke får de kompetencer, der skal til for at begå sig i et moderne samfund.

Og pædagoger og socialarbejdere oplever i stigende grad børn og unge, som har store problemer med at indgå i mellemmenneskelige relationer. Men hovedproblemet er, at alt for mange unge aldrig får den uddannelse, der er adgangsbilletten til det moderne vidensamfund.

Skræmmende nye tal viser, at andelen af unge, der falder fra på de tekniske skoler, vokser og vokser. Og det samme er sket med andelen af unge, der slet ikke får en ungdomsuddannelse.

Egentlig er det ikke så mærkeligt, at de støder mod muren, de unge. De har lidt nederlag på nederlag i et stadig mere akademiseret skolesystem, og de får konstant at vide, at der ikke bliver brug for dem, fordi det, de kan – bruge hænderne – ikke gælder længere.

Selv fagbevægelsen synger med på melodien om, at håndens arbejde overlades til dem 'derude i Østen', når vidensamfundet kommer.

Den moderne fattigdom er svær at bekæmpe
Den nye underklasse har befundet sig under radaren, vi ser den ikke, den er usynlig i debatten. Sådan går det, når middelklassen i stigende grad isolerer sig i sociale ghettoer med kopier af sig selv – i boligområder, i skoler, i ægteskaber og i venskaber.

Og når de privilegeredes fokus handler om at få flere varer på hylderne i velfærdsbutikken Danmark. Man kan fornægte sandheden om underklassen noget af tiden – men ikke hele tiden.

Og i de kommende år bliver alle vi fra den brede middelklasse konfronteret med konsekvenserne af den samfundsgruppe, der er hægtet af: Vi vil stå med et voksende proletariat af dårligt uddannede, der skal forsørges, og som aldrig bliver i stand til at klare et job – til trods for at vi står med et skrigende behov for kvalificeret arbejdskraft. Det er øv!

Og så skal man ikke undervurdere, at mennesker, der aldrig får en hånd af samfundet, ofte svarer igen med fingeren eller knytnæven! Bare se på problemerne med unge, der i stigende grad føler sig tiltrukket af bander.

Så sådan ser du ud, fremtid: proletarisering, mangel på arbejdskraft og øget utryghed. Desværre er den moderne fattigdom svær at bekæmpe.

Hvor økonomisk fattigdom handler om at flytte ressourcer til de underprivilegerede, er det betydeligt sværere at bekæmpe den ulighed, der handler om at få Oliver til tro på sig selv.

Ingen olie på hænderne
Men politikerne har et ansvar for, at det lykkes. Og foreløbig storskuffer de! De har ikke det, der ligner en plan. Og når de endelig siger noget, må man knibe sig i armen: Sover jeg, eller er jeg vågen?

Det var f.eks. tilfældet, da regeringen forleden foreslog, at forældre skal trækkes i børnechecken, hvis den unge ikke tager en ungdomsuddannelse. Gymnasiepigen Emilies akademikerforældre skal altså have det fulde beløb sendt til Hellerup, mens den enlige mor i Mjølnerparken skal straffes, hvis Oliver lider et skolenederlag på teknisk skole.

Hvad tænker de dog på? Der skal tages helt anderledes fat, hvis der skal gøres noget ved underklasseproblemet: Man må reformere det uddannelsessystem, som skræmmer arbejderbørn væk, fordi man henvender sig til dem med et:

»Vi kan ikke tilbyde dig olie på hænderne, men ansvar for egen læring«. Man må gøre op med den sociale opdeling af boligområder og skoler. Man må skabe et arbejdsmarked til personer uden prangende eksamensbeviser. Og meget, meget andet.

Men først og fremmest må man erkende, at vi lever i et klassesamfund. Og den erkendelse falder tydeligvis middelklassen – og regeringen – meget svær.