Det er ganske vist: Hvis de allierede opgiver kampen mod talebanerne, vil de atter overtage magten i Afghanistan, og bin Laden og hans følgesvende vil vende tilbage fra deres pakistanske gemmested og genetablere en base i Afghanistan.

Resultatet, siger gravalvorlige talsmænd for regeringen, bliver, at Jihad-krigere fra hele den muslimske verden atter vil samles i al-Qaedas træningslejre, hvor de vil blive uddannet til at udføre terroraktioner rettet mod den vestlige verden. Også Danmark.

Vor deltagelse i den afghanske krig er således en selvforsvarskrig. Et fremskudt nationalt forsvar.

LEDERKrigen i Afghanistan er meningsløs

Det er sandsynligt, at formodningen om at al Qaeda vil vende tilbage til et talebansk styret Afghanistan er korrekt. Pakistan kan udvikle sig til at blive et hedt sted for bin Laden, hvis USA har held til at presse den pakistanske regering til at gå målrettet mod lokale oprørere, der kontrollerer grænseområder til Afghanistan.

Spørgsmålet er, om en sådan udvikling er så katastrofal, at den af al magt må bekæmpes, om den er prisen i menneskeliv og i ressourcer værd.

'Mission colapse'
Krigen har allerede varet i otte år og kostet over 1.000 allierede livet, og ifølge den amerikanske øverstkommanderende er situationen den, at enten sender præsident Obama yderligere 40.000 mand til fronten, oven i de ca. 100.000 der allerede befinder sig i Afghanistan, eller også kan der blive tale om ’mission collapse’, altså et nederlag.

LÆS ARTIKELSoldater: Afghanistan-mission er som en hullet robåd

Hovedbegrundelsen for, at Danmark fortsat deltager i krigen er ikke længere, at Afghanistan skal demokratiseres, eller at det skal udvikles økonomisk, at korruptionen skal bekæmpes og pigerne skal have lov til at gå i skole.

Den er derimod, at al Qaeda med al magt skal forhindres i at genetablere base i et Taleban-domineret samfund. Det vil øge risikoen for internationale terroraktioner. Men er det en korrekt antagelse? Den, der ikke lærer af fortidens fejl, risikerer at gentage dem. Det lyder som en slidt frase, men den indeholder en kerne af sandhed. Vietnamkrigen er et eksempel.

Præsident Johnsons hovedargument for at optrappe krigen mod de nordvietnamesiske kommunister var den såkaldte dominoteori. Hvis Sydvietnam faldt, ville kommunismen brede sig til Laos, Cambodja og Thailand. Det var under den kolde krig, Indonesien var under russisk indflydelse, og USA frygtede, at hele dets strategi i Asien ville blive undermineret.

Det viste sig, at teorien ikke holdt. Efter at have mistet 55.000 mand, og efter at 20 pct. af de flere millioner amerikanske soldater, der havde kæmpet i Vietnam i årenes løb var konstateret lidende af krigstraumer og aldrig kunne tilpasse sig det amerikanske ’normalsamfund’, trak USA sig tilbage. USA’s position i Sydøstasien er i dag stærkere end den under krigen.

Er det ganske vist, som vi får tudet i ørerne af regeringens talsmænd, at det vil være katastrofalt hvis al Qaeda vender tilbage til Afghanistan? Hvad ved den danske regering, som vi andre ikke må få at vide om, hvad der vil ske i fremtiden, og hvilke katastrofale følger det kan få?

Bin Laden måske ikke længere bagmand
Al-Qaeda har måske skiftet karakter i de sidste otte år, siden terrorangrebet 11. september 2001 i New York og Washington. Nogle eksperter mener, at bin Laden ikke længere er international terrors aktive bagmand, men at hans person og budskaber kun er en religiøs inspirationskilde for terrorgrupper i hele den muslimske verden, og at det internationale terrorsystem er decentraliseret med mere eller mindre autonome grupper, der handler uden at spørge al Qaeda.

Et eksempel er det såkaldte al Qaeda i Mesopotamien, der kæmpede mod de amerikanske tropper i Irak, anført af Abu Musab al-Zarqawi. Han nægtede at modtage ordrer fra bin Laden og nægtede at møde ham.

11. september-attentaterne blev planlagt i nogle lejligheder i Hamburg. Madrid-terrorister organiserede deres aktiviteter i nogle hotelværelser i 2004, og London-terroren året efter blev organiseret i en engelsk forstad. Og terrorplanerne mod Jyllands Posten blev udruget i USA.

Når den danske regering tillægger en eventuel genoprettelse af en al Qaeda-base i Afghanistan så afgørende betydning, at det begrunder en fortsat dansk deltagelse i krigen, må det være nærliggende at spørge, hvor sandsynligt dette er, og om der ikke er fare for, at vi en skønne dag, ligesom USA, må erkende, at teorien ikke holdt, at den var bygget på forkerte forestillinger, og at alle ofrene var forgæves.

Frygten for konsekvenserne at genoprettelsen af en al Qaeda-base i Afghanistan kan være udtryk for en forældet tankegang. Langvarige krige, viser erfaringen, kan have den konsekvens, at de bliver genstand for vanetænkning, der hæmmer, at traditionelle forestillinger bliver taget op til revision.