Yaacov Teitel er overbevist om, at Gud er stolt af ham.

Lad os håbe, at det er forkert.

Teitel har slået to mennesker ihjel og forsøgt at myrde flere andre. Angiveligt inspireret af Guds vilje.

Svært at tjekke.

Og stakkels israelere og palæstinensere, at de skal drives rundt i manegen af fundamentalister og terrorister som ham. Det bliver de.

Morderiske stemmer
Yaacov Teitel er israelsk bosætter på det palæstinensiske Vestbredden, som Israel besatte for 42 år siden. De to, han har myrdet, er palæstinensere.

Han er imod, at Israel nogen sinde skal opgive Vestbredden. Han hævder, at det er imod Guds vilje.

Det var angiveligt også Guds stemme, der i 1980 fik en egyptisk officer til at slå sit lands præsident, Anwar Sadat, ihjel.

Morderen var overbevist om, at det var i strid med Guds vilje, at Sadat havde sluttet fred med Israel.

Og Guds ’stemme’ fik angiveligt også en israeler til at myrde sit lands premierminister, Yitzhak Rabin, i 1995.

Lad være, at mennesker lytter til stemmer, vi andre ikke kan høre. Men hvis de sætter stemmen over menneskelig lov, er vi på spanden.

Det er præcis, hvad israelerne og araberne er. De bliver tyranniseret af rabiate folk, som hævder sig besjælet af Guds vilje og er parat til at bruge vold i hans navn. Det er Yaacov Teitels undskyldning for at slå ihjel. Det er Hamasbevægelsens undskyldning for at stræbe Israel efter livet. Det er al-Qaedas undskyldning for at myrde efter forgodtbefindende.

Endnu værre er, at den daglige vold også pakkes ind i dårlige undskyldninger af det omgivende samfund.

Israel har i årevis ladet ekstremister som Teitel hærge på det palæstinensiske Vestbredden. De chikanerer palæstinensere, ødelægger deres jordbrug og terroriserer palæstinenseres hverdag.

Samtidig tjener de rabiate galninge som en nyttig distraktion fra den hverdagsvold, som selve besættelsen udgør. Når Israel fortsat udvider sine bosættelser, er det regulært vold mod palæstinenserne.

På længere sigt er besættelsen også vold mod Israel selv, fordi den brutaliserer landet og hindrer fred. Hverken en guddommelig stemme eller international lov giver Israel ret til at konfiskere palæstinensernes jord.

Hamas kan heller ikke bruge Gud som undskyldning for vold mod civile.

Ingen moral underskylder tilfældige mord
Det hellige land er de dårlige undskyldningers paradis. Stemmer befaler galninge at myrde, og de føler sig stolte. Religiøs amoral forveksles med guddommelig vilje. Og selvretfærdighed pakkes ind i forvanskede opfattelser af tradition.

Men ingen moral undskylder tilfældige mord. Ingen stemmer oppefra kan begrunde hærværk og tyveri. Og ingen nok så religiøs tradition kan ophæve den virkelighed, at både israelere og palæstinensere har brug for en stat.

Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, som netop har besøgt København, hævder alligevel, at Israel har ret til at fortsætte sine bosættelser på besat område, så længe han ikke selv ser nogen at forhandle med. Forkert. Yaacov Teitel havde ikke ret til at slå ihjel, og Israel har ikke ret til at stjæle andres jord.

Hamas og flere andre palæstinensiske bevægelser hævder tilsvarende, at de har ret til at bruge vold mod israelere og mod andre palæstinensere. Forkert. Hamas har ikke ret til at slå hverken israelere eller palæstinensere ihjel.

Det bliver der i hvert fald ikke fred og forsoning af.

Det har heller ikke været Yaacov Teitels hensigt. Vi mangler også at høre, at fred skulle være Hamas’ hensigt.

Men kan vi ikke lige blande Gud udenom? Teitel behøver ikke at slå ihjel. Israel behøver ikke at bosætte. Hamas behøver ikke at bruge vold.

Opfattelsen af fjenden kan ikke ophæve krav til ens egen moral. Og Guds vilje duer ikke som undskyldning. Ikke på denne side af paradis.