Går man en tur i de områder af Tokyo, hvor luksusbutikkerne ligger, f.eks. Ginza og Omotesando, er det tydeligt, at appetitten på luksus er aftagende.

De eneste butikker, der for alvor trækker kunder, er europæiske kæder som H&M og Zara eller japanernes egen lavpriskæde Uniqlo. Tallene taler deres tydelige sprog. Konsulenthuset McKinsey forventer, at salget af luksusvarer falder med 20 procent i Japan i år.

Det er klart, at styrken af den japanske og den kinesiske økonomi ikke kan aflæses på antallet af kunder i Prada-butikkerne i Tokyo. Men det er bekymrende, at der ikke er mere gang i den indenlandske aktivitet i netop de to økonomier, som forventes at skulle trække verdensøkonomien fremad på et tidspunkt, hvor amerikansk økonomi er i voldsom krise.

Knap havde verdens økonomer fået øjne at se med mandag morgen, før de måtte spærre dem helt op. Offentliggørelsen af tallene for udviklingen i japansk økonomi kom bag på de fleste. Med en årsvækst på 4,8 procent i tredje kvartal indtog Japan pladsen som den hurtigst voksende økonomi blandt G7-landene.

De overraskende stærke japanske væksttal kommer i forlængelse af endnu stærke kinesiske tal. Kina oplevede en årsvækst på 8,9 procent i tredje kvartal.

Japan er i dag verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA, mens Kina er den tredjestørste. Når to af verdens tre største økonomier oplever vækst på 5 og 9 procent, er det forståeligt, at økonomer sætter deres lid til, at Japan og Kina kan trække verdensøkonomien fremad.

Gigantiske hjælpepakker
Der er ingen tvivl om, at opsvingene i Japan og Kina er imponerende. Men man skal huske, at opsvingene er trukket af gigantiske statslige hjælpepakker. Den japanske stat har pumpet over 500 milliarder kroner ind i økonomien, mens det tilsvarende tal i Kina er 3.000 milliarder.

Samtidig lider begge landes økonomier af en række afgørende skavanker, som truer den økonomiske holdbarhed. Pudsigt nok er den største skavank, at de japanske og kinesiske forbrugere opfører sig alt for fornuftigt.

I modsætning til forbrugerne i USA, der de seneste årtier har haft en lånefinansieret forbrugsfest, som de nu betaler prisen for, er de asiatiske forbrugere ekstremt tilbageholdende. Mens privatforbruget udgør 71 procent af bruttonationalproduktet i USA, er det tilsvarende tal for Japan 55 procent, mens det for Kina er blot 36 procent.

Tallene finder man i en ny rapport fra et af verdens førende analyseinstitutter, McKinsey Global Institute, hvori det fastslås, at de to landes økonomiske modeller skal forandres fundamentalt, hvis de skal sikre sig holdbar vækst – og hvis de for alvor skal være verdensøkonomiens trækheste.

Forklaringen er, at begge lande indtil nu har satset på at vokse igennem eksport til de vestlige lande. Landenes store industrivirksomheder har nydt godt af massiv industri- og eksportstøtte og fordelagtige investeringsvilkår.

Det er gået godt og har skabt vækst og arbejdspladser, så længe de vestlige forbrugere – særligt de amerikanske – har været villige til at aftage deres varer.

Men efter alt at dømme er den tid slut. Kombinationen af arbejdsløshed på over 10 procent i USA og en enorm gældsætning blandt amerikanske forbrugere vil de næste mange år lægge et låg på mulighederne for at eksportere sig til højere vækst.

Appetit på luksus
Hvis Japan og Kina fremover skal trække verdensøkonomien, er der behov for, at de to landes økonomier i højere grad bliver selvbærende i form af en langt højere indenlandsk aktivitet. Men intet tyder på, at det sker foreløbig.

Både de kinesiske og de japanske forbrugere har en usædvanlig høj opsparingstilbøjelighed. I Kina bliver 25 procent af de disponible indkomst sat i opsparing – det er seks gange så meget som i USA.

Ifølge McKinsey Global Institute er forklaringen på den asiatiske opsparingslyst, at mange asiater ikke har tillid til de offentlige velfærdsydelser. Samtidig har der været så store op- og nedture i f.eks. japansk økonomi, at mange forbrugere er forsigtige med at bruge for mange penge.

Det ser man tydeligt i Japan. Japanerne er kendt for deres appetit på luksus. Landet svælger i butikker med dyre modevarer. Mange flere end i USA. Mens italienske Prada f.eks. har 15 butikker i USA, er tallet 35 i Japan. For britiske Burberry er tallene 75 butikker i Japan og 32 i USA.

Så længe resten af verden forlader sig på de amerikanske forbrugere, får vi ikke et holdbart globalt opsving.