Det er selvfølgelig hyggeligt, at et pressekort giver adgang til Legoland på en solrig sommerdag. Men det er betænkeligt, hvis pressekortet fra Dansk Journalistforbund har udviklet sig til et frynsegode frem for et arbejdsredskab.

Noget tyder på, at pressekortet ingenting er værd, når det er mest påkrævet. I de seneste dage har der været ballade på Amagerbrogade, Østerbro, Christiania og andre steder i København i forbindelse med klimatopmødet.

Men journalister og fotografer er blevet afskåret fra at dække urolighederne. Politiet har afvist adgang, skubbet fotografer væk og konfiskeret udstyr.

Sådan er det vel, tænker De nok, som kritisk læser. Når der er ballade, kan politiet agere, som de har lyst. Svaret er et rungende nej.

LÆS OGSÅMediefolk: Politiet chikanerer os

Tænk på konsekvensen: Vil De acceptere, at medierne hjernedødt fremlægger aktivisternes udlægning på den ene side og politiets udlægning på den anden? Eller vil De foretrække at se billeder fra begivenheden selv og få historien fortalt af en uafhængig journalist? Valget er ikke så svært, hvis man har demokratiet kært.

Størst mulig åbenhed
Pressen har en særlig rolle, og det er både politikerne og politiet enige i. Pressen skal ikke behandles som ballademagere eller tilfældigt forbipasserende, hverken når der sker ulykker eller politiske manifestationer. På offentlige steder skal journalister og fotografer kunne bevæge sig frit, så borgerne kan få uafhængige oplysninger.

Over 10.000 journalister er udstyret med et pressekort med navn og portrætfoto på forsiden. På bagsiden står der: »Dette kort giver adgang gennem politiafspærringer«. Herefter henvises til cirkulære nr. 211 fra Justitsministeriet, som giver pressen adgang, men også politiet ret til at sige stop.

Journalister skal f.eks. ikke trampe i bevismateriale på et gerningssted. Men det et tvivlsomt, når politiet bruger de bløde formuleringer i cirkulæret til at stoppe journalister, når der er ballade. Natten til tirsdag var det situationen ved Christiania.

Før klimatopmødet har Københavns Politi understreget, at de ønsker størst mulig åbenhed. Hvis det ikke generer politiets taktik, sikkerhed eller ødelægger spor, skal pressen være velkommen inden for afspærringer, lyder det.

Politiledelsen har oven i købet indskærpet over for betjentene, at de skal beskytte pressen – især fotograferne – mod trusler og angreb, skrev politiet i en pressemeddelelse 14. december.

Bedre forberedelse
Det kan være nødvendigt. I forvejen sker det, at journalister og fotografer bliver jaget, når de dækker begivenheder med autonome deltagere eller krigen mellem rockere og indvandrerbander. Truslerne fyger, og udstyr bliver smadret.

Derfor er løsningen ikke at iklæde journalister og fotografer orange veste, hvorpå der står ’Presse’. Så bliver vi skydeskiver.

Gensidig respekt og pressekortet er nøglen. Vores journalister og fotografer kan godt holde til skub og råb, når de går tæt på. Vi kan også acceptere en smutter fra politiets side, når det går hårdt for sig. Men vi kan ikke acceptere, hvis vi systematisk bliver udelukket, når balladen står på, og først får adgang bagefter.

I et interview med fagbladet Journalisten siger chefpolitiinspektør Per Larsen: »Vi ved godt, at vi bliver dokumenteret og filmet på alle leder og kanter. Vi laver ikke noget, der ikke kan tåle dagens lys. Hvis nogle gør det, må vi tage konsekvenserne«. De ord bør politiet leve op til.

Politiet skal respektere pressekortet. Hvis ikke, må de genlæse cirkulære nr. 211. Her står, at politiet kan udstede særlige passerkort, som giver adgang til en enkelt begivenhed. Et klimatopmøde er så usædvanligt, at politiet kunne have forberedt deres håndtering af pressen bedre.

Et særligt passerkort til pressen kunne være udstedt til journalister og fotografer. Gerne med et krav om et kursus i forholdsregler under en demonstration. Bare der er lige og fri adgang for alle i pressen, så politiet ikke kan udelukke kritiske journalister.

Legoland er fint. Men pressekortet skal give adgang – også når der er ballade.