Opgaven var svær, nærmest umulig. Og Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, løste opgaven dårligt, nærmest elendigt.

De næste dag og uger vil der blive placeret ikke en, men flere aber, i efterspillet til det kaotiske klimatopmøde i København. Ingen kan være i tvivl om, at viljen ikke var til stede i Bella Centet til at få en aftale.

De fleste lande gik efter opfyldelse af deres egeninteresse, som det sås tydeligst med Kina, der erklærede, at deres nationale interesse stod først. Udviklingslande og vestlige lande på stribe kæmpede også for hver sit, og derfor endte topmødet med en erklæring plus et patchwork af løfter.

LÆS MERECOP15 ender med tynd klimaerklæring

Men tilbage står det, at det danske formandskab ikke løste sin opgave.

Der vil blive skrevet, fortalt og hvisket for at skabe historien om Lars Løkke Rasmussen, topmødeminister Connie Hedegaard og de andre danske topspillere. Men givet er det, at Løkke som statsminister vil have tabt både anseelse og prestige efter sin optræden i Bella Center.

Kaos inden for murene
På en række punkter fejlede det danske formandskab med Løkke i spidsen. Mens politiet i de københavnske gader holdt ro og orden, herskede der kaos inden for murerne.

De praktiske forhold for de mange gæster fungerede ikke. Mødeledelsen brød sammen i plenarsalen, hvor alle 193 lande var forsamlet. Her blev der oprør, når Lars Løkke Rasmussen prøvede at skære igennem.

En tydeligt frustreret dansk statsminister fik aldrig salens tillid, og kunne dermed ikke skabe de nødvendige fremskridt.

Møderum havde for få stole
I sidegemakkerne foregik forsøg på at lave gennembrud, senest da USA’s præsident Barack Obama kom til byen og forsøgte sig med en aftale.

Ifølge de amerikanske medier, var der ikke styr på logistikken. Ingen vidste hvor statslederne var, rummene havde for få stole, og oversættere var ikke til stede.

LÆS MERELøkkes kompromismøde endte i farce

Det er ikke noget smukt eftermæle for et land, der normalt anses som velorganiseret.

Processen var gået i stå
Flere har sagt, at det aldrig var sket under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ledelse.

De har nok ret så langt, at han havde kunnet kontrollere processen bedre med sin erfaring som førstemand og mødeleder. Men gennembruddet kunne Danmark ikke skabe alene, uanset hvad statsministeren hed.

Lars Løkke Rasmussen overtog processen, da han blev statsminister 5. april. Her var de store linjer tegnet, og hele processen frem mod klimatopmødet var gået i stå.

Statsministeriet krævede tempo
I forbindelse med klimachef Thomas Beckers farvel til Klimaministeriet, som følge af bilagsrod, kom det frem, at der havde været en magtkamp om håndteringen af klimamødet.

Groft sagt ønskede Klimaministeriet, at man holdt fast i FN-sporet, så alle lande blev involveret. Statsministeriet ville have mere tempo på, og især chefforhandler Bo Lidegaard satsede derfor på USA som nøglepartner.

Omdrejningspunktet blev det såkaldte 'major economies', som tæller verdens største økonomier, herunder USA, Kina og EU.

Fatal beslutning
Formentlig en rationel beslutning. Men oprøret fra udviklingslandene i Bella Center viste, at de fattige lande i verden dermed anså Danmark som talsmand for verdens mægtigste lande og ikke som uafhængig mødeleder.

Beslutningen om at læne sig op ad USA, var derfor fatal, hvis drømmen var en bindende FN-aftale om klima.

LÆS OGSÅUlande: USA og Danmark bag klimaflop

Tilbage står en forpjusket Lars Løkke Rasmussen. Man bliver ikke statsminister i Danmark, fordi man begår sig godt internationalt. Men det pynter. Og den pynt har Løkke ikke fået.

Han har ikke løftet sig fra rollen som dansk minister, der kan lave en aftale med Dansk Folkeparti.

Løkke blev ikke en statsmand
Hvis nogen i Venstre havde en hemmelig drøm om et hurtigt forårsvalg, hvor Løkke kunne fremstå som en stor leder, bliver det ikke på baggrund af klimamødet.

Der har været spekuleret i valget, fordi regeringen kunne gå til valg netop som skattelettelserne slår igennem, og inden arbejdsløsheden og underskuddet på statsbudgettet er blevet for store.

Det bliver nok først senere, at vælgerne skal stemme om Løkkes regering skal fortsætte, og dermed får Socialdemokraterne, SF og de radikale mere tid til at samle sig.

Copenhagen blev ikke Hopenhagen, og Løkke blev ikke en statsmand i denne omgang.