Dansk Folkeparti står for tidens største vælgerbedrag. Med en sjældent effektiv politisk kommunikation med fokus på værdipolitik er det lykkedes partiet at fremstille sig som den lille mands – ja, folkets – stemme over for Elitedanmark.

Men den lille mands stemme over for eliten i fordelingspolitikken? Glem det! Sandheden er præcis den modsatte:

Den økonomiske elite i Danmark har siden 2001 grinet hele vejen fra direktionsgangen til banken over, at det er lykkedes elitens foretrukne partier Venstre og de konservative at indgå en alliance med Dansk Folkeparti.

I stedet for at gå op imod eliten er DF gået sammen med den for at omfordele penge fra bunden til toppen.

Formuekløfter og privathospitaler
Eksempler? Gerne! Om få uger får vi alle vores første lønseddel efter den skattereform, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti. Og til de højtlønnede i Hellerup, Charlottenlund og omegn er der bare at sige: Glæd jer!

Vi taler nemlig om skattelettelser på minimum 25.000 kr. årligt per husstand efter devisen: Jo mere elite, du er – jo mere forgyldes du. Selv den veluddannede elite, som bestemt ikke er forelsket i VKO, bliver forgyldt af reformen.

LÆS OGSÅDu bliver rigere i 2010

Men den lavtlønnede familie med egen bolig og to børn i Horsens, som Dansk Folkeparti angiveligt kæmper for? Den kan ende med slet ikke at få en krone eller allerhøjst småpenge. For sådan er den mest skæve skattereform i nyere historie skruet sammen.

Skatteomfordelingen kommer efter friværdieksplosionen i 00’erne, som – med Dansk Folkepartis velsignelse af skattestoppet – igennem mange år gjorde villaer i Nordsjælland til formuemaskiner, der løftede eliten endnu længere væk fra … ja, folket.

Nu er maskinen gået i stå, men formuekløften mellem den lille mand i kedeldragten i det lille parcelhus og manden med attachémappen i den store villa er kommet for at blive.

Det samme gælder privathospitalerne for de privilegerede, som Dansk Folkeparti har været med til at kickstarte med skattebegunstigede sundhedsforsikringer og offentlige kroner.

Når Dansk Folkeparti i 00’erne har kunnet slippe af sted med at repræsentere sin kernevælger så dårligt efter en traditionel målestok: cool cash, kroner og øre, så skyldes det dels symbolske resultater som ældrechecken.

Men først og fremmest skyldes det, at partiet har haft blikket stift rettet mod værdipolitiske stramninger af udlændinge- og retspolitikken m.v.

Om det er til fordel den lille mand, kan diskuteres og bliver det. Men det står ikke til diskussion, at DF’s fokus på værdipolitikken har været dyrt for den lille mand, som burde sammenligne sin lønseddel med sin direktørs, når den dumper ind ad brevsprækken om få uger!

Den offentlige sektor på slankekur
Har Dansk Folkeparti så bare været den økonomiske elites nyttige idioter i fordelingspolitikken? Næppe! Her skal man ikke undervurdere Kjærsgaard & co.s ideologiske rødder.

For nok fremstår Pia Kjærsgaard i dag som selve inkarnationen af den ærlige og socialt indignerede politiker, der taler den lille mands sag. Men glem ikke, at det var drømmen om nedskæringer i den offentlige sektor, der fik Kjærsgaard til at gå ind i politik i Margaret Thatchers glansperiode.

Som leder af det ultraliberalistiske Fremskridtsparti sagde hun, at »Den offentlige sektor skal på en kraftig slankekur«, og hun advarede mod, at Schlüterregeringerne blev for socialdemokratiske med ordene:

»Den udviskning af den borgerlige profil gør det tvingende nødvendigt, at Fremskridtspartiet bliver tungen på vægtskålen«.

Kjærsgaard var selve garanten for nedskæringer i velfærdsstaten. Og ilden, der antændte både hende, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl, var altså liberalismen i sin mest ekstreme form.

Alt andet lige giver det Dansk Folkepartis skæve fordelingspolitik sammen med VK i 00’erne lidt mening, ikke?