Iran har smækket døren i, og Barack Obama har fået fingrene i klemme. En pariastat har manøvreret verdens indtil videre største supermagt op i et hjørne.

Obama advarede midt i november de iranske ledere. Iran havde ikke vist vilje til at acceptere det forslag til en aftale, som USA, Frankrig, England og Tyskland samt Rusland og Kina havde lagt på bordet en måned tidligere i Genève. Derfor havde USA indledt forhandlinger med sine allierede, truede Obama, om, hvilke konsekvenser det ville få for Iran.

I første omgang så det ud, som om Iran ville acceptere forslaget. Dets hovedformål var at vinde tid for USA, så Obama kunne udsætte det ubehagelige sandhedens øjeblik, hvor han skulle beslutte, hvad han skulle stille op med en pariastat, som efter alt at dømme var godt på vej til at blive atombevæbnet.

Skulle USA bruge magt for at forhindre det, eller skulle det affinde sig med situationen. Skulle USA gå til Sikkerhedsrådet for fjerde gang for at få vedtaget en resolution om sanktioner mod Iran, eller skulle man vende ryggen til og give Israel grønt lys til at gribe ind mod Iran.

Det officielle israelske synspunkt er, at en iransk atombombe kan blive en eksistentiel fare for Israel, og at der vil være selvforsvar.

Ingen af mulighederne er lovende, og derfor kunne USA med lettelse konstatere, at Teherans første reaktion på forslaget var positivt.

Iran skulle ophøre med at berige uran, og størstedelen af den uran, der var beriget, skønt i en lav grad, skulle sendes til Rusland, hvor den ville blive forarbejdet og returneret til Iran i en tilstrækkelig høj grad til at kunne anvendes til videnskabelig forskning og medicinske formål.

Forslaget tog Irans påstand om, at uranberigelsen slet ikke havde militære, men rent civile formål, på ordet.

Mødt med knytnæve
En uge efter at de iranske forhandlere havde accepteret de amerikanske forslag, slog Teheran imidlertid bak. USA’s reaktion var en klar afvisning af nye forhandlinger. 15. januar, senest, skulle Iran afskibe størstedelen af sit lager af beriget uran til Rusland. Det har Teheran afvist.

Præsident Obama havde håbet at undgå en konfrontation med Iran. Hans udstrakte hånd blev mødt med en knytnæve. Nu må han se i øjnene enten at kaste sig ud i en tredje krig eller lære at leve med en iransk bombe.

Noget kunne tyde på, at det iranske holdningsskift i forhold til USA’s forslag, først accept og kort efter afvisning, skyldes magtkampen som følge af de seneste uroligheder.

I dette situationsbillede figurerer Ahmadinejad som pragmatikeren, der ville udsætte den uundgåelige konfrontation med USA, mens hans modstandere, både på den moderate og ekstremistiske fløj, har kritiseret ham. Selv oppositionslederen, Mir-Hossein Mousavi, har afvist USA’s udspil.

Accept af Iran som atommagt eller krig. Obama har ikke en tredje realistisk mulighed, medmindre den indrepolitiske udvikling bringer det nuværende regime til fald. Nye sanktioner vil ikke tvinge den iranske ledelse. Ifølge Sikkerhedsrådets natur vil det savne gennemslagskraft. Det skal Kina og måske Rusland sørge for.

Ingen loyale allierede
Obama må se i øjnene, at USA i denne sag ikke har loyale allierede. Bag Kina står en lang række lande, der anser Washingtons konflikt med Iran for udtryk for en vestlig supermagts forsøg på at forhindre en tredjeverdensnation i at få del i kernefysikkens fordele.

Det gælder centrale lande, med hvem USA dyrker samarbejde: Indien, Sydafrika, Brasilien og Tyrkiet.

Og europæernes loyalitet i forhold til det trængte USA er, når det kommer til handling og ikke blot såkaldte feel good-erklæringer, også tvivlsom.

Europa er Irans vigtigste handelspartner. Der er tale om titusinder af arbejdspladser i Tyskland, Frankrig og Italien. Ingen europæisk leder vil kunne forsvare at afskrive disse arbejdspladser.

Tyske fabrikker har leveret elektronisk udstyr til Iran, som regimet bruger til at overvåge oppositionen. Og italienske lastbiler påmonteret iranske missiler paraderer i Teherans gader ved nationale højtider. EU dyrker deres økonomiske interesser.

USA har således ingen allierede i konfrontationen med Iran. Bortset fra Israel, som i nogle henseender snarere er en belastning. En krig med Iran vil blive det totale dementi af det grundlag, hvorpå Obama har forsøgt at genoprette USA’s internationale troværdighed.

Med andre ord: Tal med dine modstandere. Alternativet er etablering af en terrorbalance i forhold til et atombevæbnet Iran. Det er ikke let at vælge for en præsident, der på etårsdagen for sin tiltræden både blev mødt med en iransk knytnæve og tabte kontrollen med Senatet.

Det er ikke uden faremomenter. Men alternativet taget i betragtning er det risikoen værd.