Planen var oprindeligt, at Finansministeriet i denne uge skulle have præsenteret den opdaterede femårsplan for dansk økonomi. Men rapporten bliver formentlig først færdig i næste uge. Ministeriets folk har nemlig frygtelig svært ved at få pengene til at stemme.

Planen, der kaldes Danmark Konvergensprogram, bliver til på foranledning af EU, som kræver, at medlemslandene redegør for sundhedstilstanden af deres offentlige finanser. Set i EU-sammenhæng, hvor lande som Grækenland, Spanien, Irland og Portugal i øjeblikket er helt ude i de finanspolitiske tove, kommer den danske rapport til at skille sig ud som en af de pænere.

Men det er nu kun, fordi problemerne i de andre lande er gigantiske. Realiteten er, at også de danske statsfinanser er kørt af sporet. Det stod faktisk allerede klart, da Finansministeriet i december fremlagde Økonomisk Redegørelse.

Her fremgik det, at der i 2011 ville være et budgetunderskud på cirka 20 milliarder kroner – efter at man har renset for konjunkturvirkninger. Det er det, man kalder det strukturelle budgetunderskud. Så sent som i 2008 havde Danmark et strukturelt budgetoverskud på 30 milliarder.

Forklaringen på, at Danmark på blot få år er gået fra et stort strukturelt overskud på de offentlige finanser til et stort underskud, kan ifølge Finansministeriet koges ned til fire hovedfaktorer

1. De lempelser, der er gennemført for at afbøde den økonomiske krise. Blandt andet en underfinansieret skattereform og en forøgelse af de offentlige investeringer.

2. Øgede renteudgifter som følge af en stigende statsgæld.

3. Højere offentligt forbrug.

4. En nedjustering af dansk økonomis evne til at vokse.

Akkurat som i en almindelig husholdning skal der på langt sigt være balance mellem de offentlige indtægter og udgifter. Det kaldes finanspolitisk holdbarhed og svarer til, at det strukturelle budget balancerer. Den nøjagtige beregning af, hvad der skal til for at opnå finanspolitisk holdbarhed over en lang årrække, er utroligt kompliceret. Men det er netop det, Finansministeriets folk nu bruger både dagene og nætterne til at finde ud af.

Det er oplagt, at regeringen drømmer om, at problemets omfang er overskueligt. Men forventningen er, at det endelige regnestykke vil vise, at der mangler 15-30 milliarder kroner for at sikre, at der er balance på de offentlige finanser. Det svarer til langt over 1 procent af bruttonationalproduktet.

Det er grufuldt mange penge. Og umiddelbart er det meget svært at se, hvordan man skal finde pengene, når et stort flertal i Folketinget lider af reformangst.

Det er derfor, de har brug for lidt tid i Finansministeriet, før de fremlægger den nye plan for dansk økonomi.

Man kan nå et godt stykke ved at massere tallene. Men det er usandsynligt, at man kan fremtrylle en rapport, der viser, at den nuværende situation er langtidsholdbar. Og hvad gør man så, hvis man ikke må røre ved efterlønnen, skatten eller dagpengesystemet? Den triste kendsgerning er, at der ikke er meget andet at gøre end at stramme, hvor strammes kan.

Finansministeriet vil med stor sandsynlighed lægge op til nulvækst på de offentlige udgifter og derudover gennemtrawle den offentlige sektor for besparelsesmuligheder.

Umiddelbart lyder nulvækst ikke så slemt. Men sandheden er, at det vil være en mindre katastrofe, når situationen er den, at vores uddannelsessystem skriger på ressourcer, og vores sundhedsvæsen halter mere og mere efter andre landes.

Nulvækst er opskriften på en langsom udhulning af velfærdssamfundet.

Hvad værre er, så er der intet, der hidtil har indikeret, at VK-regeringen evner at holde de offentlige udgifter i ro. Hvilket i al sin gru betyder, at der er udsigt til, at vi både underminerer velfærdssamfundet og opbygger gæld, fordi der ikke kommer styr på de offentlige finanser.

Økonomisk ansvarlighed er en mangelvare i dansk politik.