Amerikanerne kan ikke vinde krigen i Afghanistan, men de kan tabe den. For at undgå det sidste har de valgt at erkende det første.

Det har medført, at Washington er begyndt at anlægge en mere nuanceret holdning til talebanerne, end de hidtil har haft. Det fremgik tydeligt af diskussionerne sidste søndag på Afghanistankonferencen i London, hvori deltog repræsentanter for 60 lande.

Talebanerne som helhed er ikke længere fjenden. Kun nogle af talebanerne. Og de er ikke længere terrorister. Det er kun den hårde kerne omkring mullah Omar. Talebanerne har efter otte års amerikansk felttog fået ansigt.

80-90 procent af dem, mener amerikanske eksperter, er måske til at tale med. Det har de muligvis været i flere år, men det faldt ikke præsident Bush ind.

Tanken om at forhandle med talebanerne er et led i præsident Barack Obamas exitstrategi. Washington har erkendt, at den hurtigste vej ud af den afghanske fælde ikke er brolagt med dræbte talebanske guerillakæmperes lig.

Tværtimod. Nu gælder det om at vinde talebanernes sind og, om muligt, hjerter.

Talebanerne er ikke så godt bevæbnet som de amerikanske og øvrige Nato-soldater. Til gengæld er de mere motiveret, fordi de kæmper for at drive fremmede besættelsestropper ud af deres land, og så er de, skønt flertallet er helt eller halvt analfabeter, børn af en traditionsbunden livsform, kultur om man vil, der dikterer deres adfærd.

En overlevelsesstrategi, der sætter æren over alt, og som bl.a. tilsiger mændene og de store drenge at hævne dræbte familiemedlemmer, i dag, i morgen eller i næste generation.

Koalitionen knager
Den udenlandske invasionsstyrke fungerer således som talebanernes rekrutteringscentral. Det fører ingen vegne at fortsætte med at dræbe talebanere, for som der står i sangen, »for de gamle, som faldt, er der ny overalt«.

Gjaldt det for halvandet hundrede år siden i Danmark, gælder det tifold i dag i Afghanistan.

USA’s nye strategi, som den amerikanske øverstkommanderende, McChrystal, har fået et år til at føre ud i livet, fokuserer ikke længere på at dræbe flest mulige talebanere, men har et bifokalt sigte, som rent umiddelbart forekommer selvmodsigende.

Han skal skabe øget sikkerhed for befolkningen for at sikre den mod talebanernes terror, samtidig med at han til foråret skal indlede en massiv offensiv mod talebanerne. Timingen er udtryk for desperation blandt de politisk ansvarlige i Nato-landene.

Koalitionen knager. Det haster med at fremvise resultater, der kan begrunde præsident Obamas løfte om at begynde tilbagetrækning af amerikanske styrker allerede næste år.

De militære chefer ville have foretrukket at udsætte den bebudede offensiv, indtil forstærkningen på 30.000 amerikanske soldater var på plads. Det sker først til august, men der er ikke tid til at vente.

Der skal være midtvejsvalg i USA til november, og politikerne vil se resultater. Det kan blive et blodigt forår for Nato-styrkerne.

Samtidig med at Nato-styrkerne om nogle uger går i offensiven for at bruge stokkemetoden mod talebanerne, er det hensigten, at der skal indledes forhandlinger med talebanerne om en politisk løsning. General McChrystal støtter tanken om at inddrage moderate talebanere i en fremtidig samarbejdsregering i Kabul.

Camouflerer sin exit
Målgruppen er de menige talebanere, de såkaldte 10-dollars krigere, der får betalt en dagløn for at bekæmpe Nato-tropperne, samt de ’middelsvære’ talebanere, som er modtagelige for bestikkelse, især hvis de forstår, at bestræbelserne på at få dem til at nedlægge våbnene og på at inddrage dem i den politiske proces er forspillet til det, der har været deres kamps hovedmål, at befri deres land og slippe for fremmede besættelsestropper.

McChrystals forårsoffensiv er en kamuflage, bag hvilken USA forbereder sin exit. Dens resultat er givet på forhånd. Præsident Obama vil proklamere sejr og indlede tilbagetrækningen.

Set i det store perspektiv har den amerikanske krig været uden sammenhæng med USA’s primære strategiske interesser i Asien. Kampen mod talebanerne har forbitret forholdet mellem USA og Pakistan, der i hemmelighed har støttet talebanerne og dermed indirekte kostet amerikanske soldater livet.

Afghanistan er en kampplads, hvor Indien og Pakistan strides om indflydelse. Talebanerne er Pakistans allierede mod Indien. Afghanistan rangerer langt nede på Washingtons liste over strategiske prioriteringer.

Et tilbagetog vil åbne mulighed for, at USA kan koncentrere sig om at stabilisere forholdet til Pakistan og forhindre, at ekstremistiske muslimske grupper, der allerede har stor indflydelse, kan kuppe sig til magten og dermed få kontrol over Pakistans lager af atomvåben.

Med denne risiko blegner ethvert hensyn til udviklingen i Afghanistan.