Engang var det progressivt, at Danmark kunne hitte på noget så avanceret som et lovformeligt ’registreret partnerskab’ mellem bøsser eller lesbiske. Så ku de andre lære det…

De moderne – dét var os.

Nu er det snarere pinligt, at der stadig er forskel på, hvordan vi registrerer kærligheden mellem hetero’er og homo’er, ligesom der stadig er grænser for homoseksuelles adgang til at blive ’gift’ i en kirke.

Det er et flertal i folketinget på vej til at gøre op delvis op med. Et forslag fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vil give godkendte trossamfund mulighed for at vie homoseksuelle par på samme vis som heteroseksuelle.

Radikale og Liberal Alliance vil også stemme for forslaget side om side med flere Venstre-medlemmer af Folketinget, der sidst år tilsvarende lagde stemmet til at give bøsser og lesbiske adgang til adoption.

Så langt så godt.

Kønsneutralt ægteskab
Men helt ærligt. Forslaget vil kun give de godkendte trossamfund ’mulighed’ for at vie homoseksuelle, ikke tvinge nogen til noget.

Er det da ikke – som De Radikale vist foreslår – på tide, at vi først som sidst ophæver loven om ’partnerskab’ og indføre, at der i Danmark kun findes ét – kønsneutralt – ægteskab, som borgmesteren og ikke Vorherre sætter sit stempel under?

Jamen, det vil alle trossamfund jo ikke bryde sig om?

Måske ikke.

Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men om folk skal have adgang til et lovmæssigt ægteskab, bør hverken være et spørgsmål om seksualitet eller om præsters holdning til homoseksuelle. Ægteskab er en samlivsform, som det moderne og verdslige samfund bør give ret til - uanset seksualitet og uanset trosretning.

Vi har jo for længst overladt til rådhuse at tage sig af skilsmisser – og adoptioner – så familiens status er allerede ganske fri af kirken.

Uenige kirketjenere
Men ikke fejl. Vi står stadig midt i en vaskeægte kulturkamp. Dansk Folkeparti er fortsat imod vielser mellem borgere af samme køn og vil stadig gerne hindre dem i at opnå ligestilling.

”Et registreret partnerskab er ikke noget ægteskab. Et ægteskab er en familie-bærende institution mellem mand og kvinde, og det skal det blive ved med, siger pastor Jesper Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti til Kristeligt Dagblad.

Kirkens tjenere er uenige. Et voksende antal præster vil nødig afvise bøsser og lesbiske, som ønsker en kirkelig vielse – mens Indre Mission afviser vielse af homoseksuelle som et uretmæssigt brud på Biblens forskrifter.

Det skal andre end medlemmer af de enkelte trossamfund vist ikke blande sig i.

Staten bør nu engang ikke kunne pådutte præsten eller imamen eller rabbineren, hvordan de skal tolke deres hellige bøger. På den anden side bør præsten, imamen og rabbineren ikke kunne hindre samfundet i at give sine borgere adgang til hverken at indgå et ægteskab eller at opnå ligestilling, uanset hvad der foregår i dobbeltsengen.

Ægteskaber bør derfor indgås på rådhuset – for homoer såvel som for heteroer.

Om de nygifte bagefter vil søge en velsignelse i det ene trossamfund eller det andet, må være en sag mellem dem og deres præst…

Præsten, imamen og rabbineren bør ikke kunne hindre samfundet i at give sine borgere adgang til hverken at indgå et ægteskab eller at opnå ligestilling, uanset hvad der foregår i dobbeltsengen.