Det er skrap kost at være ansat i Forsvarsministeriet.

Skandalerne står i kø, ministeren er gået af, og stemningen blandt medarbejderne er på nulpunktet. Næppe nogensinde tidligere har et ministerium været hjemsted for så opsigtsvækkende sager, der har involveret både politi og domstole.

LÆS OGSÅSF kræver svar på, om Gade har hørt lydfil

I nyere tid er det vel kun Tamilsagen, der har kunnet trække tilsvarende overskrifter – med så måbende en offentlighed på sidelinjen.

Men når skandaler står i kø, har de det med at skygge for hinanden. Og siden det i januar kom frem, at det var en ansat i Forsvarsministeriet, som i 2007 lækkede fortrolige oplysninger om, at forsvaret ville sende jægersoldater til Basra, har stort set al pressedækningen handlet om ’lækagesagen’.

Med den konsekvens at ’jægerbogsagen’ tilsyneladende er ved at gå i glemmebogen. Og dette er paradoksalt nok ikke nødvendigvis en fordel for de ansatte i Forsvarsministeriet – eller for de øvrige politisk neutrale embedsmænd.

Behov for storvask
At der er behov for en storvask i det gamle Krigs- og Marineministerium, er ingen i tvivl om. Når løgn, fortielser og manipulationer trives så ubesværet i toppen af en organisation, er der behov for at rense ud.

Den erkendelse nåede man ret hurtigt frem til i Forsvarskommandoen.

Da jægerbogsagen for alvor rullede i medierne, rullede hovederne i forsvarstoppen med: først i form af oberstløjtnant og informationschef, Lars Sønderskov, og chefen for informatikafdelingen, Jesper Britze, der angiveligt havde stået for hhv. distribution og fabrikation af den falske arabiske oversættelse.

Og kort tid efter i form af forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.

Om forsvarschefen rent faktisk havde ’noget i klemme’ eller bare tog skraldet, står dog fortsat hen i det uvisse. Hvem der fik ideen til at fabrikere en arabisk oversættelse, står ligeledes hen i det uvisse.

Forestillingen om, at det er kommandør Britze fra informatikafdelingen, forekommer mere bekvem end reel.

Som de fleste med en smule kendskab til forsvaret vil vide, bliver man her – i modsætning til i centraladministrationen – ikke flasket op til at tænke politisk. Det falder altså på ingen måde naturligt for en kommandør at få den politiske ide at fabrikere en falsk oversættelse.

I skrivende stund er auditørundersøgelsen fortsat i gang, og man kan derfor retfærdigvis ikke udelukke Britze – men sandsynligt er det ikke.

Politisk neutral politik
Nu vi er ved auditørundersøgelsen, så er især to nedslag interessante: Det ene er, at TV 2 i december fik indblik i de hemmelige afhøringsrapporter.

Heraf fremgik det, at departementschef Lars Findsen skrev oplysningen om den arabiske oversættelse ind i Gades talepapir til Udenrigspolitisk Nævn allerede dagen før, man i Forsvarskommandoen havde ’fundet’ en oversættelse.

Findsen var altså parat til at lade sin minister møde nævnet med rygter og opspind, hvilket ifølge professor Claus Haagen Jensen og jurist Oluf Jørgensen er en »alvorlig pligtforsømmelse«.

Det andet interessante nedslag er Rigspolitiets afhøring af Søren Gade kort før Gades exit. Her kom det nemlig frem, at Findsen slet ikke fortalte Gade, at der var tale om en ubrugelig oversættelse.

Ja, Findsen var ligefrem så ivrig efter at få spredt historien, at han til et pressemøde stod og viftede med et hvidt stykke papir med ordene ’arabisk oversættelse’, fordi han ville have Gade til at nævne oversættelsen – hvilket ministeren så gjorde.

I Danmark har vi politisk neutrale embedsmænd. For nylig gik embedsmændenes forbund på barrikaderne for dette system. Men hvad vinder man egentlig ved at forsvare en ’politisk neutral’ embedsmand, som ifølge en politiafhøring af ministeren har ageret åbenlyst politisk?

Man skal vælge sine kampe med omhu. Da Hans Engell og Poul Schlüter i 1991 valgte at give Justitsministeriets departementschef, Poul Lundbæk Andersen, en ny fremtid som kommitteret i Rigspolitiet, var der ikke mange, der hylede op.

Det bør der heller ikke være, hvis statsministeren vælger at sende Lars Findsen tilbage til tilværelsen med skæg og blå briller.