På onsdag får vi en global håndbog. Hvem er vi? Det er os – i verden!

Og hvad skal det så betyde?

Det skal betyde, at en dansk forfatter og intellektuel filur, Lene Andersen, onsdag giver os alle sammen, alle seks-syv milliarder, en netbaseret håndbog – ja, med tiden skal det gerne blive en regulær manual i demokrati.

Hendes udspil er en personlig bedrift, men også en kolossal udfordring til os andre. Er vi overhovedet parat til en global håndbog?

’Hvorfor demokrati?’ (’Why democracy?’) var titlen på en serie opsigtsvækkende tv-dokumentarfilm, som en anden finurlig dansker, Mette Hoffman Meyer, for nogle år siden lavede sammen med britiske Nick Fraser. Det var et ekstremt vellykket forsøg på at skabe en global fælles debat om behovet for demokrati.

Andre talte om ’den globale offentlighed’ som et stykke fremtid. Hoffman Meyer og Fraser viste, at fremtiden var i fuld gang.

Deres dokumentarfilm om elevrådsmøder i Kina, aftensmad med Pakistans diktator og karikatursamtaler i Qatar og Iran og andre originale påhit var fabelagtige.

Lene Andersen vil ha’ os videre, helst lodret op imod totalitarismens væsen.

Tag verden alvorligt
Andersen er ikke, som folk er flest. Nogle skriver et postkort til dem derhjemme. Andre skriver en lille bog. Lene Andersen har under pseudonymet Jesper Knallhatt skrevet fem fuldfede filosofiske og sludrevorne bøger ’Både-og. Mandag-fredag’ om, hvem vi er, hvad vi har gang i, og hvad vi stiller op (tilstået: et lovlig firkantet resumé af et af de mest originale danske bogeksperimenter i disse år, inspireret af Kierkegaard).

Og som om det ikke var nok, kaster hun nu både sig selv og os andre ud i sit globale eksperiment.

Tag verden alvorligt, lyder hendes lydløse opfordring. Sådan skal man kunne sidde i Langtbortistan og ikke nøjes med at forbande sine undertrykkere. Med Lene Andersens værk skal man kunne gå på nettet og tjekke, ’hvor man kan begynde’, hvis der ikke er demokrati – endnu. Eller hvordan man kan forbedre sin lokale version af demokrati.

Håndbogen ligger fra onsdag morgen på www.democracy-handbook.org. Hun har selv skrevet websidens grundbog om demokrati, historisk, filosofisk og ret praktisk – det handler trods alt om at gøre verden til et bedre sted.

Demokrati på Wikipedia
Opsætningen ligner wikipedia, og det er ikke så mærkeligt, for dér har Lene Andersen hentet softwaren. Men meningen er, at verden selv kan gå ind og oversætte demokratiet til andre sprog – og tilføje nye artikler om demokratiets udvikling ude i klodens hjørner.

Så kan de lære det – i Nordkorea, Saudi-Arabien, Tunesien, Kina og de andre diktaturer, som desperat satser på at spærre internettet inde bag deres nationale filter.

Demokrati-håndbogen har som logo meget passende to kinesiske skrifttegn, ’Min Zhu’, der åbenbart kan oversættes til noget med menneske og ansvarlighed. Flot ser det ud, og de kinesiske magthavere vil hade det, ligesom Saudi-Arabiens censorer vil holde meget lidt af Lene Andersen, når de første oversættelser når frem til kongedømmet.

Lene Andersen er selv bidt af en gal optimist. Hun tror på, at nettet og den globale offentlighed vil være hurtigere i pæren end de totalitære samfunds censorer. Hendes demokratihåndbog er generøst tænkt og stort begyndt.

Resten er op til os – og de hen ad syv milliarder andre.