Diskussionen om, hvorvidt homoseksuelle skal kunne blive viet i den danske folkekirke, behøver ikke at blive ret lang. Den kan faktisk afgøres med tre ord: Religion er kultur.

Religion er ganske vist udtryk for, at man tror på, at der er noget, der er større end kulturen, samfundet og verden som vi kender den – inklusive religionen! Men selve udtrykket, religionen med dens kirke, hellige skrifter, præster, ritualer og hele pibetøjet, er kultur.

Det betyder, at religionen forandrer sig med de skiftende tider og de mennesker, der befolker kulturen og tror på religionens budskab. Selv de uforanderlige dele af den, det såkaldt evige, skal til enhver tid bekræftes og holdes ved lige som traditioner og regler og ritualer.

Gud er formentlig højt hævet over alt det, og godt det samme. For så behøver vi nemlig ikke blande ham ind i alle de småproblemer, vi har det med at skabe for os selv i det moderne, oplyste velfærdssamfund – som f.eks. spørgsmålet om homoseksuelle vielser.

Dette moderne, oplyste samfund er de fleste af os, der er medlemmer af folkekirken, vistnok ret tilfreds med. Blandt andet fordi det på en uhysterisk måde sikrer os religionsfrihed og frihed til selv at vælge både seksuel orientering og livsledsager.

Homoseksuelle vielser
En del af den kultur, der er den danske folkekirkes, er det populære vielsesritual, som på elegant vis forbinder den kristne tro med vores romantiske forestillinger om ægteskabet.

Forestillinger, der muligvis er svære at forene med skilsmisseprocenten eller forholdene på den arbejdsplads, som en moderne børnefamilie er, men som ikke desto mindre er en vigtig del af nutidens kultur.

Da også homoseksuelle kan være troende medlemmer af folkekirken og have behov for at forene deres religiøse tro med løftet om at være deres ægtefælle tro i medgang og modgang, må de kunne blive viet i kirken.

Nogle præster hævder imidlertid, at det ikke er en ydelse kirken kan levere, fordi Bibelens forfattere ikke just udtrykte sig imødekommende over for homoseksuelle. Men der er ingen grund til på fundamentalistisk vis at løfte Bibelen – som også er et kulturelt udtryk for religionen – ud af kulturen og samtiden.

Biblen skal tilpasses samtiden
Alle præster må ønske, at Bibelen er en levende tekst, der ligesom Platon og Shakespeare kan tale om en anden tid og andre samfundsforhold, men have evig genklang. Religion er kultur. Ligesom kirken og vielsesritualet og præstens ret til at ytre sig om det ene og det andet er kultur, indlejret i et samfund tilpasset vores tid og vores værdier.

LÆS OGSÅKirkefolk om homovielser: Politikerne nøler

Der er som bekendt adskillige formuleringer i Bibelen, som ikke passer ret godt til den måde, vi lever på i dag. Pointen er, at det gør ikke noget! Det fine ved vores (kristne) kultur i denne sammenhæng er netop, at den formår at forene gammel religion og moderne samfund i former, som vi både kan lægge dyb tro og romantiske forestillinger ind i.

Rent juridisk-administrativt er folkekirken jo et statsligt anliggende, og derfor er det et politisk spørgsmål om kirken skal tilbyde vielser til homoseksuelle. Helt uromantisk sagt, er det en ydelse, de har betalt for over kirkeskatten, og som de har al ret til at få.

Den her sag er faktisk lige til forbrugerombudsmanden. Men egentlig er det en skam, hvis det skal være nødvendigt med lovgivning for blot at bekræfte, at kirken er vores, at dens ritualer lever af, at vi kan lægge noget i dem, og at religion altså kort sagt er kultur.