Kulturkampen er ikke død. Med inspiration fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans dagdrømmerier har et bredt politisk flertal fundet frem til, at det er bedre at være rig og rask end syg og fattig.

Derfor hvirvler det rundt i offentligheden med nye forslag til livsstilspolitik, der går i samme retning: Taberkultur skal forbydes og beskattes, mens vinderkultur skal lovprises.

Forslagene retter sig alle mod samfundets bund: de mindst ressourcestærke.

Sukkerskat, forbud mod solarier for unge og dyrere cigaretter er – pudsigt nok – ikke populært blandt landets alt for mange slikmunde, selvbrunere og tunge kæderygere. Alligevel står oppositionen og regeringen parat med et katalog af livsstilslove, som skal opdrage borgerne til at blive både bedre og sundere mennesker.

LÆS OGSÅSkæv fordeling af sundhed truer økonomien

Livsstil er blevet en ny slagmark; ikke indbyrdes mellem partierne, men som en social klassekamp mellem det produktive flertal med faste job og det overflødige mindretal på overførselsindkomster. De fede er ved at blive de nye ’fremmede’.

Socialdemokraterne vil ikke kun hæve afgifterne på fedt og sukker, men også forbyde sexkøb, alkoholreklamer og parfume blandt sygeplejersker. Som modtræk har VK-regeringen annonceret, at afgifterne skal hæves:

»Vi vil gå så langt, vi kan, for at sætte afgifter op på alkohol og tobak, uden at der kommer en ketchupeffekt i grænsehandlen«, udtaler Lars Løkke.

Social ulighed i rygning
Rygning er markant overrepræsenteret blandt folk i de laveste socialklasser, ligesom fedme og overvægt er mest udbredt blandt de uuddannede. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er der ligefrem en tendens til, at »den sociale ulighed i rygning vokser«, fordi det primært er de længst uddannede, der vælger at stoppe.

De bedst stilledes livsstil er oplagt den sundeste, og alle danskere ville utvivlsomt have gavn af at leve som dem. Alligevel er det ikke indlysende, at endnu flere forbud i sig selv styrker folkesundheden.

Gode intentioner til trods tyder erfaringerne på, at en øget regulering kun skærper uligheden – altså den sociale livsstilskløft mellem samfundets top og bund; mellem de rige-raske og de syge-fattige.

Forebyggelse er altid bedre end behandling, hedder det. Dogmet virker som sund fornuft, men spørgsmålet er, om det også er bæredygtigt rent demokratisk.

Skævhederne i livsstilspolitikken er så åbenlyse, at vælgere reagerer imod formynderi og følelsen af umyndiggørelse.

Livsstilslove kan ikke undgå at møde modstand i et antiautoritært land som Danmark. Opbakningen til Fremskridtspartiet, og senere arvtagerne i Dansk Folkeparti, kan i vid udstrækning ses som en reaktion på den statsstyrede opdragelse – mindst lige så meget som den skyldes modstand mod bl.a. EU og indvandrere.

Kriminaliserer taberkulturen
Store grupper af vælgere reagerer, når sundhedsapostle, klidmostre og afholdsfolk ophøjer deres egne normer om sundhed, kontrol og mådehold til love, der retter sig mod fede, syge og mindre kvikke.

Sagligt set har Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten gode grunde til at løfte pegefingrene: Rygning, solarier og slik er vitterlig med til at afkorte livet blandt Danmarks fattigste.

Men effekten af belærende livsstilspolitik synes ikke blot at være begrænset, men fremprovokerer også trodsreaktioner, der kan udmønte sig i øget opbakning til f.eks. højreradikale protestpartier og dermed komme til at stå i vejen for en grundlæggende social omfordeling.

Oppositionen er udmærket klar over, at livsstilspolitikken »vender den tunge ende nedad«, som S og SF skriver i deres fælles oplæg, ’Fair forandring’. Derfor vil de kompensere med skattelettelser. Men problemet er ikke kun penge.

Problemet er, at de stærke pålægger de svageste en ekstraskat for at være mindre oplyste. De velmenende leveråd ender med at blive overskygget af en nedladende attitude.

LÆS OGSÅDanskere: Rygere og fede skal smides bag i køen

Sundhedsuligheden mindskes ikke ved at kriminalisere taberkulturen. Formynderi virker mod hensigten – og forstærker kun de sociale kløfter. Her er det en ringe trøst, at VK-regeringen har fulgt trop og kopieret oppositionens politik. Samfundets allersvageste hjælpes ikke ved at blive umyndiggjort som uartige småbørn.

Den sociale stigmatisering af folk med en usund livsstil er ikke bedre eller anderledes en mobningen af andre mindretal.