Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Fagforbund: Ledige kriminaliseres

Lyt til artiklen

Skal ledige behandles som kriminelle? Det påstår fagforbundet 3F, at de vil blive, hvis regeringen kommer igennem med et nyt forslag, som skærper straffen for arbejdsløse, der udebliver fra samtaler med arbejdsformidlingen, eller som ikke fortæller, at de har fået arbejde. »Udspillet er et led i en øget kriminalisering af de ledige fra regeringens side med henblik på at stramme rådigheden mere og mere«, siger Morten Kaspersen, leder af 3Fs A-kasse. V: Helt ude i hampen Fagforbundet har i disse dage indrykket store annoncer i de landsdækkende dagblade, som blandt andet fortæller, at en ledig (på højeste dagpengesats), der glemmer at komme til samtale med arbejdsformidlingen, får en »bøde« på 10.005 kroner fra det offentlige. Arbejdsmarkedsordfører for Venstre, Jens Vibjerg, stiller sig uforståelig over 3F´s anklager: »Det er jo helt ude i hampen. Hvis man opfatter udspillet på den måde, så er det da fordi, man selv har dårlig samvittighed«. 3F er især utilfreds med to ting i udspillet. For det første er forbundet imod, at ledige, der kommer i arbejde, men ikke fortæller det til arbejdsformidlingen, får to ugers karantæne til dagpenge. »Det er fuldstændig vanvittigt, at man skal straffes for at få et arbejde. Det er vel det, det handler om. Det kunne jo tænkes, at man var så glad for at få job, at man af den grund havde glemt at sige det. Det er et totalt unødvendigt forslag«, fortæller Morten Kaspersen fra fagforbundet. Dyrt at huske forkert For det andet er 3F uforståelige over for, at ledige, der ikke møder til en samtale med arbejdsformidlingen, får en karantæne på tre uger. Karantænetiden er også tre uger i dag, men omhandler kun nogle samtaler. Fremover skal reglerne gælde for alle samtaler. »Vores erfaring er, at der er tale om almindelige forglemmelser, og det er fuldstændig vanvittigt, at det skal koste op til 10.000 kroner at huske forkert«, pointerer Morten Kaspersen fra 3F. Han tilføjer, at annoncerne er en del af en større kampagne mod regeringens velfærdsudspil. Venstre afviser I Venstre preller kritikken af. »Når man er arbejdsløs og jobsøgende, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det betyder, at man skal overholde de aftaler, man har med arbejdsformidlingen. Det er ikke urimeligt, og det burde der jo også være tid til, når man er ledig«, siger arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg (V), der fremhæver, at det trods alt er i de arbejdsløses egen interesse at komme til samtalerne. Men er tre ugers dagpenge ikke meget for at glemme eller på anden måde udebliver fra en samtale? »Jeg kan bare ikke fatte, man kan glemme sådan noget. Det er jo det, man skal være optaget af, når man er ledig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her