Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 28. apr. 2012 KL. 20.30

Novos partner mistænkt for skattesnyd

Organisationen Alec har stået bag hundreder af love i USA's delstater, men kalder sin virksomhed for folkeoplysning.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Hvad kalder man det, når virksomheder betaler penge for at påvirke politikere?

Eller når en politisk organisation forsøger at udbrede retten til at bære våben eller begrænse adgangen til abort?

Lobbyisme, vil mange måske mene, men den indflydelsesrige amerikanske organisation Alec har et andet forslag: folkeoplysning.

Forskellen er mere end en strid om ord: I USA kan virksomheder trække deres udgifter til velgørenhed og folkeoplysning fra i skat, men ikke udgifter til lobbyisme. Desuden er lobbyister i mange stater underlagt strenge krav om åbenhed.

Novo blandt donorer
Derfor bliver Alec - der tæller danske Novo Nordisk blandt sine ca. 300 donorer - nu beskyldt for at have snydt det amerikanske skattevæsen for millioner af dollar ved at kalde sine aktiviteter for folkeoplysning.

»Alec undslår sig sin skattebetaling ved at maskere sig som en velgørende organisation og ved at vildlede skattevæsenet og den amerikanske offentlighed om sine aktiviteter«, siger Bob Edgar, der leder organisationen Common Cause, som kæmper for større åbenhed om pengene i amerikansk politik.

Fakta om Alec

Konservativ lobby
  • Alec er bygget op som en forening af politikere fra USA’s 50 delstater.
  • De cirka 2.000 politikere betaler 50 dollar om året for at få adgang til tre årlige møder, hvor en stribe af USA’s største virksomheder – og Novo Nordisk – er repræsenteret.
  • I en stribe udvalg formulerer Alec konkret politik, som politikerne ofte fremsætter uændret i deres hjemstater.
  • Organisationen hævder selv på sin hjemmeside, at den er den mest succesfulde til at få gennemført lovgivning i USA.

LÆS OGSÅNovo Nordisk betaler til det yderste højre i USA

Han understreger, at det er helt legitimt at søge indflydelse hos politikere, sådan som Alec og de virksomheder, der er medlemmer, gør det.

»Men offentligheden har ret til at vide, hvilken rolle Alec spiller – og skatteyderne skal ikke betale for den lobbyisme, Alec udfører, gennem skattefradrag«, siger Bob Edgar, der selv i 12 år var medlem af Kongressen for demokraterne.

Alec: Trættende angreb
Kriterierne for at være skattefri i USA er meget klare: »Ingen væsentlig del af dets aktiviteter må bestå i politisk propaganda eller andre former for forsøg på at påvirke lovgivningen«, hedder det i de amerikanske skatteregler.

Alec har ikke besvaret Politikens henvendelser, men på sin hjemmeside kalder Alec beskyldningen om skattesnyd for »en trættende kampagne, der forvrænger fakta«. Alec forklarer dog ikke, hvordan dets aktiviteter kan være andet end lobbyisme.

I Novo Nordisk erkender Michael Mawby, der sidder i koncernens amerikanske government affairs-afdeling, at man godt kan kalde Alecs aktiviteter for lobbyisme.

»I USA er det en temmelig teknisk definition, om man er lobbyist eller ej. Men hvis man ser det fra fem kilometers højde og kalder det lobbyisme, så vil jeg sige, at det ikke er helt unøjagtigt«, siger Michael Mawby.

LÆS OGSÅNovo Nordisk: Gingrich var lobbyist

Novo betalte sidste år 15.000 dollar (ca. 85.000 kroner) for sit medlemskab af Alec. En stribe store amerikanske firmaer med Coca-Cola og McDonald’s i spidsen har besluttet at indstille støtten til Alec, efter at organisationens rolle i at udbrede de såkaldte skyd først-love, der gør det lovligt at skyde og dræbe i selvforsvar, er sat til debat i amerikanske medier.

Men Novo har ingen planer om at opgive sin støtte til Alec, fordi koncernen nyder godt af den adgang, bidraget giver til hundredvis af lovgivere fra især USA’s sydlige delstater, hvor diabetes og fedme er på hastig fremmarch.

INTERVIEWNovo har ingen planer om at stoppe støtten til højreorienterede lobbyister

»Vi er kun med for at fremme kampen mod diabetes. Nogle gange må man arbejde sammen med folk, selv om man ikke er enig om alt«, siger Michael Mawby.

FACEBOOKBliv ven med Politiken