Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 11. maj. 2012 KL. 03.00

Nordiske vognmænd kræver stop for billige østchauffører

Arbejdsgivere kræver udenlandske chauffører suspenderet i seks måneder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Lønnen til en rumænsk eller bulgarsk er på 10 procent af en dansk løn

Erik Østergaard, DTL

På fem år er hver femte danske chaufførjob forsvundet.

I samme periode boomer antallet af polske, baltiske, rumænske, bulgarske og tyske chauffører, der transporterer varer internt i Danmark.

Problemet er det samme i vore nordiske nabolande. Derfor går nordiske vognmænd til transportministrene i Danmark, Norge og Sverige med et fælles krav om, at EU-reglen om cabotagekørsel, som det hedder, bliver suspenderet i seks måneder.

»Tænkepausen skal bruges til at udvikle regler og kontrol, der sikrer fair konkurrence. Ellers risikerer vi, at hele det danske transporterhverv forsvinder«, siger adm. direktør Erik Østergaard fra brancheorganisationen DTL.

7.500 job forsvundet
Henvendelsen til ministrene bliver bakket op chaufførernes organisation.

»Vi har mistet 7.500 job over de seneste fem år. Det er ikke på grund af krisen, fordi der er lige så meget kørsel i dag som før krisen«, siger formand Jan Villadsen, Transportgruppen i 3F.

LÆS OGSÅDanske vognmænd styrer mod udlandet

Der er omkring 45.000 chauffører i Danmark i øjeblikket.

I 2008 var der ifølge DTL 52.000 lastbiler på danske plader, men i første kvartal af i år var tallet nede på 43.000. Samtidig er cabotagekørsel steget. I 2004 blev der kørt 208 millioner tonkilometer, som er den særlige måleenhed for cabotagekørsel, i Danmark. Tallet dækker over, hvor mange ton gods der blev transporteret 1 kilometer. I 2010 var cabotagekørslen – midt i en økonomisk krise – steget til 403 millioner.

Mørketal
I 2002 var hver anden lastbil, der krydsede den dansk-tysk grænse, på danske plader, men nu er det nede på hver femte.

»Vi tror, at omfanget af cabotagekørsel er endnu større. Det kunne vi bruge en tænkepause til at danne os et overblik over«, siger Erik Østergaard.

LÆS OGSÅChauffører får 1,60 kroner mere i løn

Cabotagekørsel er indført for at undgå, at lastbiler i internationale ruter kører tomme, når de har leveret varer. Derfor må de køre tre ture med gods i Danmark inden for syv dage.

En chauffør må for eksempel læsse af i Aalborg, tage et nyt læs med til Aarhus, læsse af og tage et nyt læs op og køre til Odense, og tage endnu et nyt læs op, som skal til København. Fra København kan de så køre ud med et nyt internationalt læs.

Snyd med cabotagekørsel
»Men der sker systematisk snyd med cabotagekørslen, fordi lønnen til en rumænsk eller bulgarsk er på 10 procent af en dansk løn. De udenlandske chauffører kører lige syd for grænsen og vender, så har de tre nye ture. Der er også danske vognmænd, som har etableret udenlandske datterselskaber, som reelt kører i Danmark«, siger Erik Østergaard.

LÆS OGSÅAntallet af østarbejdere i Danmark sætter rekord

DTL foreslår, at udenlandske lastbiler skal være ude af landet i mindst syv dage, før de kan vende tilbage til en ny omgang.

»Det vil ikke ramme dem, som reelt kører cabotagekørsel og skal tilbage til Syd- eller Østeuropa. Det ville gøre det lettere for politiet at kontrollere. De kunne bede chaufførerne vise for eksempel regninger fra tankstationer, spisesteder eller lignende for at dokumentere, at de havde været ude af Danmark«, siger Erik Østergaard.

Udryd den useriøse del af branchen
Krævet om en syvdagesregel bliver bakket op af transportarbejderne.

»Det vil gøre livet vanskeligere for den useriøse del af branchen, som har sat cabotagekørsel i system og blot vender i udlandet. Muligheden for cabotagekørsel er helt grundlæggende for at undgå ’tomme’ kilometer. Det er meget fornuftigt, men sådan bliver det ikke brugt i Danmark. Der kører faktisk modullastvogne på polske plader i Danmark, som slet ikke må køre i Polen«, siger Jan Villadsen, der også gerne så, at udenlandske transportfirmaer, der kører i Danmark, skal stå i et register, som det er kendt fra byggeriets RUT-register.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

FACEBOOKBliv ven med Politiken