Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 18. maj. 2012 KL. 13.19

Wall Streets venner får Facebook-aktier til indkøbspris

Vi andre får først adgang, når prisen er eksploderet. Se hvordan.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Her kan du købe aktier

- De fleste banker tilbyder aktiehandel via deres netbanker, men det kræver at man har fået åbnet et såkaldt depot.

- Man kan også få sin bank til at investere for sig, men da de bankansatte har fri fordi i går var en helligdag, kræver det at banken ekstraordinært har investeringsrådgivere på arbejde på grund af Facebooks IPO. Det har for eksempel Danske Bank.

Man kan også oprette konto hos en børsmægler på nettet.

- Det er selskaber som Nordnet.dk (som i øvrigt handler Facebookaktier uden gebyrer den kommende uge) og Saxo Bank.

Det kan blive en rigtig god forretning at handle Facebookaktier i dag.

Men primært for dem, som har mange penge at investere eller har en varm linje til Wall Street.

For hvor de førnævnte har kunnet købe til listeprisen på 222 kroner, og nu sidder klar til at sælge, får almindelige dødelige først adgang, når aktien handles på markedsvilkår til eftermiddag.

LÆS OGSÅAnalytiker: Facebooks aktiepris er højt sat

Og på det tidspunkt kan prisen nemt være steget med 50 procent, vurderer internationale aktieeksperter.

Dermed går den kortsigtede gevinst til dem med gode forbindelser, finansieret af dem som køber på børserne. Sidstnævnte løber samtidig en langt højere risiko, hvis prisen er skruet for højt op.

»Det er utroligt svært at sige, hvad der kommer til at ske. Da den sociale tjeneste Linked In blev børsnoteret, steg den med over 100 procent første dag. Jeg forventer, at Facebookaktien kommer til at bevæge sig meget i dag«, siger aktiehandler hos Jyske Bank, Martin Nissen Pedersen.

I dag ligger Linked In aktien omkring 20 procent over sin udbudspris, så dem der købte 'på toppen' har mistet penge.

Dem med gode forbindelser kan købe
Når et selskab som Facebook lader sig børsnotere - en såkaldt IPO, initial public offering - sker det for at rejse kapital.

Selskabet går i alliance med en eller flere investeringsbanker, de såkaldte underskrivere, som hjælper med at værdisætte aktien, og samtidig får mulighed for at tilbyde den til sine yndlingskunder til indkøbspris.

LÆS OGSÅ300.000 danskere synes godt om Facebooks aktier

Indledningsvist var den pris på 163 kroner, men på grund af den store interesse hævede Facebook prisen til 204 kroner, og igen til de nuværende 222 kroner per aktie.

Det er den pris, kunder med en lang investeringshistorie hos underskriverne, gode forbindelser eller kunder som har mange millioner at investere, har kunnet købe til den seneste uges tid.

Jyske Bank har forsøgt at købe 'bag om'
»Det kræver som udgangspunkt, at man køber for mange penge. I det her tilfælde er aktien overtegnet, så der har været rigtig mange, som gerne har villet have fat i Facebook. Og så sker det ofte, at der er en skæv tildeling - jo flere man ønsker at købe, jo større er chancen for at få«, siger aktiehandler Martin Nissen Pedersen, som sidder klar til at købe for bankens kunder, når handlen åbner.

Jyske Bank er blandt de, som den seneste uge har forsøgt at få aktien til indkøbspris. Banken har samlet kundernes ordrer sammen, og lagt den samlede ordre hos en af de amerikanske børsmæglere som er inde over IPO'en.

LÆS OGSÅFacebook-aktie koster 38 dollar

Banken har fået at vide, om den kan købe aktierne til indkøbspris, og hvor mange aktier den i så fald får. Men ifølge Martin Nissen Pedersen er det fortroligt, om banken og dermed de forudseende kunder har fået lov at købe aktierne 'bag om markedet'.

»De interesserede har været alt fra almindelige kunder til store institutionelle investorer«, siger Martin Nissen Pedersen, som ikke ved, hvad mindstebeløbet man skulle investere, har været.

Vi andre må købe på børserne
Først når den øvelse er overstået, og aktiemarkederne åbner for den almindelige handel, kan småinvestorer komme til via deres bank eller investeringsportal.

Handlen begynder formelt, når Nasdaq-børsen åbner kl. 15.30 dansk tid, men handlen bliver først åbnet for alle, når der handles Facebook-aktier på alle USA's 13 børser.

LÆS OGSÅFacebooks største problem er din smartphone

Og på det tidspunkt kan prisen være eksploderet. Ifølge en undersøgelse, analyseselskabet Cint har gennemført for internetbanken Nordnet, overvejer 300.000 investorer alene i Danmark at købe den.

Med kolossalt hype omkring virksomheden, som er kendt af de fleste, en nylig succesfilm om dens grundlægger, og væg-til-væg medieopmærksomhed omkring børsnoteringen er situationen sandsynligvis den samme over det meste af den vestlige verden.

»Der kommer meget handel på den aktie i dag«, siger Martin Nissen Pedersen, som tilføjer at Jyske Bank ikke har en analyse på Facebookaktien - her må folk selv vurdere, hvad de mener den er værd.

Advarer mod at købe Facebook-aktier
Mange finansanalytikere advarer mod at købe aktien, fordi prisen sandsynligvis er for høj, ligesom de ikke stoler på Facebooks forretningsmodel.

Selv om selskabet i den grad har succes hos sine kunder, har det haft svært ved at omsætte den til indtjening. Samtidig kan Facebooks produkt hurtigt blive erstattet af en konkurent, som det skete med for eksempel Yahoo eller Myspace.

Til den pris, Facebookaktien sælges nu, vil den prissætte Facebook til 607 milliarder kroner, hvilket er mere end Disney eller Kraft Foods er værd, som tjener tre til fire gange mere end Facebook.

LÆS OGSÅMark Zuckerberg afslører målet med Facebook: Al magt til folket

Andre analytikere peger dog på, at selskaber som Apple, Microsoft og Google har formået at øge deres aktiers værdi med en billion (en million millioner, red.) kroner efter børsintroduktionen.

Vælger man at købe sig ind Facebook, skal man være opmærksom på, at det koster et gebyr at købe amerikanske aktier, fra 13 dollar og op efter alt efter mægler.