Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 22. maj. 2012 KL. 17.45

Engelske myndigheder vil holde øje med Arla

Mælkeproducenten bliver den største mælkeproducent i Storbritannien.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Arla kan ikke læne sig roligt tilbage og regne med, at den planlagte fusion med det britiske mejeri Milk Link bliver uproblematisk.

Med fusionen bliver Arla den største aktør i Storbritannien, og selskabet har tidligere haft de britiske konkurrencemyndigheder på nakken.

Det siger institutleder og ekspert i konkurrenceforhold, Peter Møllgaard, fra Copenhagen Business School.

Bag om Arla

  • Arla omsatte i 2011 for 55 mia. kroner.
  • Arla vil fremover indveje over 12 mia. kg mælk (mod ca. 9 mia. kg mælk i dag).
  • Navnet vil fortsat være Arla Foods amba.
  • Andelshaverne i henholdsvis Milk Link og MUH vil fortsat være andelshavere i de to selskaber.
  • Disse to selskaber bliver medlemmer af Arla Foods amba, efter samme model som ved fusionen med tyske Hansa-Milch i 2011.
  • Storbritannien er i dag Arlas største marked med en omsætning på næsten 13 milliarder kroner.

Arla og en række andre mælkeproducenter i England blev sidste år idømt bøder for at have aftalt priser for mælkeprodukter i 2002 og 2003, og derfor vil konkurrencemyndigheden 'Office of Fair Trading' have øjnene rettet mod mejeriet.

»Arla får ikke fuldstændigt frit spil i England. De får ikke frie tøjler, selvom de er størst«, siger Peter Møllgaard.

»De engelske konkurrencemyndigheder har tidligere været ude efter Arla. Noget af Arlas adfærd har ikke været ok. Derfor har de i forvejen et blakket ry«.

Fusionerer også med tysk mælk
Ud over det britiske Milk Link agter Arla også at fusionere med det tyske mejeri Milch-Union Hocheifel. Dermed kan den fusionerede virksomhed få en omsætning på 65 milliarder kroner.

LÆS MEREArla vil fusionere med to udenlandske mejerier

Når fusioner samler virksomheder med mere end 5 milliarder euro (37 milliarder kroner) i omsætning, skal beslutningen forbi EU, der skal tage stilling til, om fusionen giver anledning til bekymring.

Her har EU tre muligheder: Unionen kan godkende fusionen, godkende den med betingelser, om at mejeriet for eksempel skal sælge dele fra, eller det kan udstede forbud mod fusionen. Sidstnævnte er dog meget sjældent, siger Peter Møllgaard.

Kan give små problemer
Morten Hviid, der er professor og leder af Center for Konkurrenceret, ESRC, ved University of East Anglia i England, tror, at der kan opstå mindre problemer i forbindelse til det britiske marked, men fusionen bliver overordnet godkendt, er hans gæt.

Arlas opkøb af britiske Express Dairies i 2003 blev godkendt, efter at sagen på grund af bekymringer havde været sendt til 'Competition Commission' i England, som modsat 'Office of Fair Trading' har beføjelser til at stoppe en fusion.

Myndigheden vurderede, at detailhandlens magt var så stor, at de fortsat kunne slås med Arla. Morten Hviid tror derfor, at denne fusion også vil blive godkendt.

»Arla har formentlig allerede forberedt sig og har et forslag til en løsning, hvis der skulle opstå problemer«, siger Morten Hviid.

Besluttes inden sommer
Tyskland bliver derimod en anden sag, siger Peter Møllgaard fra CBS.

Arla bliver den tredjestørste i Tyskland, og Peter Møllgaard vurderer derfor, at det ikke kommer til at give anledning til bekymring for konkurrencemyndighederne.

Det kan derimod blive spændende, hvilken effekt Arlas udfordring af Tysklands to største mejeriselskaber vil have.

»Det kan skærpe konkurrencen på markedet, fordi de to største får modspil. Det er spændende, hvordan mælkemarkedet vil reagere på det«, siger Peter Møllgaard.

FAKTAFusion gør Arla størst i Storbritannien og til nr. 3 i Tyskland

Fusionen skal endeligt besluttes den 26. juni af andelshaverne i de tre lande. I Danmark er det repræsentantskabet, der består af 150 mælkeproducenter, som skal samles og træffe beslutningen på vegne af medlemmerne.

I England er det derimod samtlige andelshavere, der får mulighed for at møde op og tilkendegive sin holdning til fusionsforslaget.

FACEBOOKBliv ven med Politiken