Striden mellem Restaurant Vejlegården og fagforeningen 3F er mere end bare en konflikt mellem en arbejdsgiver og en fagforening. Det er blevet til en symbolsk kamp om den danske arbejdsmarkedsmodel, og den vil vare ved til den bitre ende.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

»Det er en udmattelseskrig, og spørgsmålet er, hvem der kan holde ud længst. Min vurdering er, at 3F enten får overenskomsten, eller at Vejlegården lukker, hvis han af principielle grunde ikke vil indgå en overenskomst«, siger Flemming Ibsen.

SE OGSÅFagboss om blokade-strid: Vi forklarer os ikke godt nok

En principsag
Konflikten mellem Restaurant Vejlegården begyndte tilbage i 2011, da den nye ejer, Amin Skov, tegnede en ny overenskomst med Kristelig Fagforening, en af de såkaldte gule fagforeninger. 3F svarede herefter igen med blokader og omfattende sympatiblokader.

Og det er netop sagens kerne, mener Flemming Ibsen. For et af de fagområder, hvor LO står svagest i forhold til de konkurrerende gule fagforeninger er hotel- og restaurationsbranchen.

LÆS OGSÅEr tiden løbet fra fagbevægelsens metoder?

»3F er bange for, at hvis man lader som ingenting, så breder det sig til hele branchen, og man vil blive fortrængt af de gule. Og hvad bliver det næste så? Det er dominoeffekten, man er bekymret for«, siger Flemming Ibsen.

Han sammenligner situationen med en lignende konflikt fra 2008, hvor frisørmestrene forsøgte at tvinge deres ansatte ud af deres egen fagforening, Dansk Frisør- og Kosmetiker Forbund, for derefter at tegne overenskomst med Kristelig Fagforening. Den gang endte konflikten, da LO varslede sympatikonflikter.

Et opgør med den danske model
Derfor advarer Flemming Ibsen mod, at medier og tilskuere bliver ved med at kigge på striden som den lille arbejdsgivers kamp mod »den store stygge fagforening«.

»Der er mange som kigger på denne konflikt, for den kan være starten på, hvilken retning vi skal gå i, når det kommer til en dansk arbejdsmarkedsmodel. Det, der er i spil her, er, hvordan løn og arbejde skal reguleres«, siger Flemming Ibsen.

»3F og LO-forbundene kæmper for en kollektiv regulering af løn- og arbejdsvilkår og en ret til at strejke og konflikte under en overenskomstforhandling, medens Kristelig Fagforening arbejder for individuelle aftaler uden en strejke- og konfliktret«.

SE OGSÅ3F-formand: En kriminel gruppe hætteklædte mennesker skal ikke bestemme over os

Hvis LO ender med at tabe overenskomsten, vil den danske model smuldre, mener Flemming Ibsen.

»Så er det fagforeninger som Kristelig Fagforening og Det Faglige Hus, der står tilbage, og så får vi et liberalt ureguleret arbejdsmarked med individuelle kontrakter«, siger han, og lægger samtidig vægt på, at det uden overenskomster vil være op til lovgiverne at regulere arbejdsmarkedet.

Tåbeligt at snakke om ulovligheder
Flemming Ibsen understreger også, at fagforeningerne som en del af Hovedaftalen og arbejdsretsloven har ret til at varsle blokade og sympatikonflikt mod en arbejdsgiver, så længe blokaderne ikke fysisk forhindrer ansatte i at komme på arbejde.

Derfor mener han ikke, at der er grund til at snakke om lovlige og ulovlige blokader, og at, Joakim B. Olsen (LA) ikke kan tillade sig at sammenlignede 3F med mafiaen.

»Det er helt ude i skoven at snakke om mafiametoder. Det er utroligt, at vores folkevalgte ikke ved mere om den danske arbejdsmarkedsmodel. De burde vide bedre«.

LÆS OGSÅBorgerlighedens falske frihedskæmper