Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 17. aug. 2012 KL. 13.39

Tastefejl tager livet af Danmarks 5.-største bank

Medarbejder i Skifteretten i Kolding kom til at registrere banken som konkurs.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En forkert indtastning - og en af landets største banker stod som krakket.

Sydbank, den femtestørste af de danske pengeinstitutter, blev registreret som gået fallit, da en sagsbehandler i Skifteretten i Kolding for vild på tastaturet under behandlingen af en konkurssag.

Vedkommende kom simpelthen til at taste Sydbanks såkaldte cvr-nummer ind i det landsdækkende centrale virksomhedsregister, da en sag om en helt anden virksomheds konkurs skulle behandles.

Ifølge Erhvervsstyrelsen blev den fejlagtige nyhed spredt via virksomhedsregisteret og brugere, der abonnerer på oplysninger fra styrelsens database.

Bank: Vi er i live
Styrelsens direktør, Betina Hagerup, beklager den forkerte konkursmelding.

»Jeg beklager fejlen og de gener, det har medført for Sydbank. Vores system er baseret på, at sagsbehandlere over hele landet indtaster oplysninger om virksomhederne. Denne sag er opstået på grund af en menneskelig fejl. Vi har nu rettet fejlen«, fremgår det af en pressemeddelelse.

Sydbank ønsker ikke at kommentere den fejlagtige konkursoplysning over for politiken.dk, men har over for Børsens hjemmeside meddelt at: »Det er en klokkeklar fejl. Vi lever i bedste velgående og kommer med regnskab i næste uge«.