Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 5. sep. 2012 KL. 22.58

Ole Sohn: Vi har taget hånd om udfordringerne

Danmark falder fire pladser på konkurrenceevne-liste, men erhvervsministeren tror det bliver bedre fremover.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der er grund til at tage den faldende danske konkurrencedygtighed alvorligt.

Det siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), efter at Danmark er faldet fra nummer 8 til nummer 12 i World Economic Forums årlige konkurrencerapport, 'The Global Competitiveness Report'.

Tilbagegangen sættes i relief af, at Danmark for få år siden lå nummer tre på listen.

»Danmark er udfordret. Det skal man være klar på«, siger Ole Sohn.

World Economic Forum har målt på i alt 12 parametre fra sundhed og uddannelsesniveau til innovation og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅDanmarks konkurrencedygtighed dykker

Danmark klarer sig blandt andet dårligt, når det handler om virksomhedernes finansieringsomkostninger, størrelsen på statsunderskuddet og vores uddannelsesniveau.

Desuden skader det høje danske skattetryk til stadighed mulighederne for at drive virksomhed i landet.

Tilliden er vokset
Ole Sohn mener, at regeringen allerede har taget en række initiativer, der med tiden vil få Danmark højere op på listen, der aktuelt toppes af Schweiz, Singapore og Finland.

»Vi har taget hånd om udfordringerne. Vi har haft fokus på at få genskabt en solid, holdbar finanspolitik, som gør at udlandets tillid til dansk økonomi er vokset i en sådan grad, at de store danske virksomheder i dag kan låne halvandet til to procentpoint billigere end deres konkurrenter i OECD«, siger Ole Sohn.

Han henviser desuden til den udviklingspakke, der blev lanceret i foråret, hvor regeringen gav Vækstfonden større muskler til at låne penge ud til små og mellemstore virksomheder, ligesom Eksportkreditfonden fik tilført 15 milliarder kroner til eksportlån og yderligere 20 milliarder kroner til eksportkreditter.

»Så de to ting har vi taget hånd om suppleret med, at vi har lavet en skattereform, som for første gang reelt sænker skatten på arbejde«, siger Ole Sohn.

Lønninger i ro
Erhvervs- og vækstministeren roser samtidig arbejdstagerne, som ved de seneste overenskomstfornyelser har accepteret minimale lønstigninger til gavn for konkurrenceevnen.

»De har vist et meget stort ansvar«, siger Ole Sohn.

LÆS OGSÅDanmark er blevet stærkere

Selv om han blandt andet fremhæver, at det er lykkedes at sænke skatten på arbejde, vil han ikke love nye skattelettelser.

»Vi er gået i gang, men det vil være forkert bare at fokusere på et parameter«, lyder det fra Ole Sohn, der ikke mindst er bekymret over faldet på uddannelsesområdet.

»Det er dybt bekymrende, at så mange elever forlader folkeskolen uden de nødvendige kundskaber«.

»Derfor har vi også lagt an til, at lave en folkeskolereform og vi har gennemført en reform af læreruddannelsen netop med det fokus at forbedre undervisningen i folkeskolen, så vi får flere elever ud, der er i stand til at tage en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse«, siger Ole Sohn.

Sohn har en ambition
Men selv om han mener, at regeringen har taget en række initiativer, der vil hjælpe, erkender han, at Danmark ikke stryger til tops på listen lige med det første.

»Det er en lang proces, men vi skal holde fast. Min ambition er, at vi begynder at stige op af ranglisten igen. For jo højere vi ligger på ranglisten over konkurrenceevne, jo flere arbejdspladser etablerer vi i Danmark og jo færre mennesker er på overførsel«, siger Ole Sohn.