Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 10. okt. 2012 KL. 03.00

Metroen skjuler viden om støj i erstatningssager

Metroselskabets rapporter om for høje støjniveauer er aldrig nået frem til borgernes klageinstans.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Metroselskabet har tilbageholdt væsentlige oplysninger, som har betydning for borgernes mulighed for at blive godtgjort for de støjgener, de er udsat for i forbindelse med metrobyggeriet.

Som Politiken omtalte mandag, har Metroselskabet siden foråret lavet støjmålinger på byens byggepladser.

Rapporterne viser systematiske overskridelser af støjreglerne, men de er aldrig givet videre til Ekspropriationskommissionen, der tager stilling til borgernes grundlovssikrede ret til erstatning eller genhusning.

LÆS ARTIKELMetrobyggeri ser stort på støjregler

»Jeg og de øvrige kommissionsmedlemmer kendte ikke - før dagens (mandagens, red.) avisartikler - til eksistensen og dermed ikke til indholdet af de støjmålinger, foretaget af entreprenørerne, som der refereres til i artiklerne i Politiken«, oplyser Ekspropriationskommissionens formand, Helle S. Andersen. Hun har derfor bedt om at få udleveret støjrapporterne og åbner for, at de sager, som allerede er afgjort, kan blive behandlet på ny.

»Sager vil kunne genoptages, såfremt det viser sig, at forudsætningerne for afgørelsen er bristet«.

LÆS ARTIKELMetro-advokater tjener kassen - ramte naboer får en lang næse

Professor Peter Pagh med ekspertise i nabo- og forvaltningsret understreger, at Metroselskabet som offentlig anlægsmyndighed har pligt til at informere om støjmålingerne, da de kan være afgørende for, om borgerne får erstatning.

Støjmålinger begyndte i april
»Kommissionen skal træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt, så det er alvorligt, at Metroselskabet ikke har udleveret oplysningerne. Det har man pligt til som offentlig anlægsmyndighed«, siger Peter Pagh.

Han tilføjer, at erstatningssagerne bør genoptages, hvis de er afgjort på et ufuldstændigt grundlag.

LÆS ARTIKELMetroen misinformerer butiksejere for at slippe for erstatningssager

Metroselskabets støjmålinger begyndte i april, og siden da har Ekspropriationskommissionen vurderet mindst otte sager.

Kommissionen har bl.a. besluttet, at de støjramte beboere i 90-100 boliger omkring Hovedbanegården kun skulle have stillet én fælles lejlighed til rådighed. Den afgørelse blev truffet ud fra teoretiske beregninger af støjen - ikke de reelle målinger fra tilsvarende byggepladser, som Metroselskabet ellers lå inde med.

LÆS ARTIKEL90 støjramte familier skal søge tilflugt i én aflastningsbolig

I Københavns Kommune, der både ejer og fører tilsyn med Metroselskabet, er teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) skuffet over de tilbageholdte oplysninger:

»Ekspropriationskommissionen er nedsat for at varetage borgernes rettigheder og sørge for, at Metroselskabet og kommunen ikke går galt i byen. Derfor er det rigtig ærgerligt, hvis der ikke er åbenhed, så kommissionen kan træffe afgørelser på et oplyst grundlag«, siger hun.

Vil ikke udlevere støjmålinger
Metroselskabet mener ikke, at det indtil nu har været relevant at udlevere støjmålinger:

»Metroselskabet udleverer støjrapporter til Ekspropriationskommissionen, når konkrete sager skal behandles. (...) Vi har overholdt alle aftaler med kommissionen, og hvis kommissionen ønsker yderligere informationer, leverer vi naturligvis gerne det«, lyder det i et skriftligt svar fra selskabets presseafdeling.