Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 12. nov. 2012 KL. 06.16

Kl. 8 udløses spændingen: SAS præsenterer stor spareplan

Fyring af cirka 1.000 ansatte og barbering af lønomkostninger med 15 procent. Det er medicinen, som skal redde SAS fra en truende konkurs.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Piloter, stewardesser og andet flyvende personale skal have barberet deres vilkår og skåret lønnen ned for at redde SAS fra konkurs. Det samme gælder ledende medarbejdere i den skandinaviske luftfartsgigant, mens andre personalegrupper skulle slippe billigere. Det erfarer Politiken på linje en række andre skandinaviske medier.

SAS præsenterer her til morgen klokken otte en omfattende spareplan, som betyder, at omkring 1.000 vil miste deres job, og der skal sælges aktivitet fra for at få omkostningerne ned. De ansatte, som beholder jobbet, må indstille sig på at gå ned i løn. SAS lægger op til, at lønomkostningerne skal ned med 15 procent.

Der er ikke tale om egentlige forhandlinger, men mere om et diktat

Bente Sorgenfrey, FTF-formand



Fagbevægelsen føler, at de er stillet over for et ultimatum.

»Der er ikke tale om egentlige forhandlinger, men mere om et diktat«, siger formand Bente Sorgenfrey fra hovedorganisationen FTF, der repræsenterer kabinepersonalet.

Svensk avis: SAS var på vej mod konkurs
SAS styrede ifølge den svenske avis Expressen natten til søndag mod en konkurs. Den svenske regering skulle angiveligt have diskuteret, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af en konkurs, men i løbet af søndagen fik SAS-ledelsen strikket en redningsplan sammen.

De seks banker, der skal låne SAS penge, har tilsyneladende sagt god for planen. Og regeringerne i de tre skandinaviske lande, der tilsammen ejer 50 procent af aktierne i SAS, har anmodet EU-kommissionen om lov til at yde statsgarantier for godt 4 milliarder kroner til SAS.

LÆS OGSÅSvensk avis: EU har godkendt SAS's ansøgning

Planen bliver præsenteret i dag, men hovedelementerne slap i går ud. SAS selv var meget tilbageholdende med informationerne, men meddelte blot over for Ritzau:

»Det, vi siger, er, at vi mandag vil fremlægge en plan«, lød det fra Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef ved SAS i Danmark.

LÆS OGSÅEkspert: Det er absolut sidste chance for SAS

Reduktion af lønomkostningerne på 15 procent behøver ikke nødvendigvis at betyde 15 procent lavere løn. Det kan opnås ved at nedlægge job, forkorte ferie og forlænge arbejdsdage. En afgørende brik for at få spareplanen igennem er de faglige organisationers accept. Og de er ikke ligefrem begejstrede.

»Lønnedgang kan næppe redde SAS. Lønnen er blot et hjørne af det hele, og SAS tjener penge på selve kerneforretningen – ikke voldsomt meget, men taber til gengæld på andre forretninger. For eksempel har man måttet sælge flyselskabet Spanair med tab«, siger Bente Sorgenfrey.

Sas i krise

SAS skulle i torsdags have aflagt regnskab for årets første ni måneder, men det blev i sidste øjeblik udskudt til mandag, hvor der også vil blive offentliggjort en redningsplan.

SAS' konkrete problemer er pensionsforpligtelser over for svenske og norske ansatte, der hidtil er indgået i regnskabet som egenkapital. Det må de ikke fra 2013, hvor EU-regler kræver, at pensionsforpligtelserne udskilles fra selskabets egenkapital.



Kabinepersonalet har allerede accepteret lønnedgang tidligere i år.

»Det er ikke acceptabelt, at personalet i de dele af forretningen, som giver overskud, skal holde for igen«, siger Bente Sorgenfrey.

Kabinepersonalets forening CAU oplyser, at den gennemsnitlige medarbejder har en anciennitet på omkring 9 år, hvilket giver en løn på i omegnen af 28.700 kroner plus lidt diæter. SAS’ udgifter er som tidligere nævnt større, da personaleomkostninger er mere end løn.

Tanker om at sælge afdeling med 1.900 ansatte
En anden stor personalegruppe er 3F’erne i SAS Groundhandling, som er op mod 1.900 ansatte i Københavns Lufthavn i Kastrup. Det er det personale, som håndterer bagage, checker ind, rengør flyene og får dem bugseret ud på startbanerne eller ind til gaten.

LÆS OGSÅAvis: SAS sælger datterselskab med 15.000 ansatte

Der har været luftet planer om at sælge SAS Groundhandling, men det advarer de faglige organisationer mod.

»Punktlighed er et helt afgørende salgsargument for SAS. Det risikerer at gå tabt, hvis det er nogen uden for SAS, som skal stå for at få flyene af sted til tiden«, siger formand Henrik Bay-Clausen fra 3F Kastrup.

Fastfrysning af løn er reel lønnedgang
Lønningerne i Groundhandling ligger på mellem 25.000 og godt 30.000 kroner om måneden, men den er låst fast, så den i kroner og øre er den samme som sidste år.

»Det betyder, at vi reelt går ned i løn, fordi priserne jo fortsætter med at stige«, siger Henrik Bay-Clausen, der dog er åben for at drøfte spareplanen.

»Vi melder hus forbi, når det gælder nedgang i løn. Det kan jeg ikke forstille mig, at vi vil acceptere. Men alle skal bidrage til festen, når det gælder om at redde arbejdspladserne i SAS«, siger Henrik Bay-Clausen.

Endnu et usikkerhedsmoment er EU-kommissionens tilladelse til at give statsgaranti for lån til SAS. Der er ikke sat tid på, hvornår den skandinaviske henvendelse bliver behandlet. Det var dog opfattelsen i går, at der ville komme en form for afgørelse, inden SAS i dag offentliggør regnskab og spareplan klokken otte.