Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 25. mar. 2002 KL. 22.30

KiMs kører fra konkurrenterne

Chipsfirmaet KiMs giver konkurrenterne baghjul i kampen om de danske ganer.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
En hel del danskere er sultne for sjov. Hver dansker spiser 3,5 kilo chips og snacks om året, og der står KiMs på lidt under halvdelen - 46 procent - af disse poser. Det er en stigning på to procent i forhold til sidste år.

Samtidig viser årsregnskabet fra KiMs, der kom i går, en fremgang på driftsresultatet før skat til 46 millioner sidste år mod 29 millioner kroner i 2000.

'Godt tilfredse'
»Vi er godt tilfredse med vores resultat, andet ville jo også være en underdrivelse, når vi har en fremgang på 50 procent på driftsresultatet. Vi vinder markedsandele i Danmark, og det viser heldigvis, at danskerne foretrækker KiMs produkter. Derudover mener vi, at det er muligt at sælge mere til danskerne«, siger Jørn Tolstrup Rhode, der er adm. direktør i KiMs.

Dette baserer han på, at hvor hver dansker gnasker sig gennem 3,5 kilo chips og snacks om året, så når hver nordmand op på fem kilo og englænderen seks kilo.

Et generationsspørgsmål
Ifølge Jørn Tolstrup Rhode skyldes dette, at de andre lande indførte den salte chips tidligere end herhjemme.

Det er for eksempel mere almindeligt for 40-årige danskere at spise friturestegte kartofler end 55-årige.

»Selvom vi måske ikke kommer til at sælge mere til hver enkelt dansker, kommer der flere til, og derved nærmer vi os de andre lande«, siger Jørn Tolstrup Rhode.

KiMs på flest poser
Der står KiMs på 17 ud af de 20 mest sælgene poser chips og snack i Danmark, og blandt dem, der har oplevet KiMs fremgang på to procent på hjemmemarkedet er nummer to i rækken over chipskonger - Estrella.

»Årsagen til vores tabte markedsandele skyldes, at vi har begrænset vores sortiment. Vi har så at sige renset ud i vores egne produkter. Vi har valgt at fokusere på et mindre, men mere lønsomt sortiment«, siger Per Stömberg, der er adm. direktør for Kraft Foods, der ejer Estrella.

Effektivisering har hjulpet
KiMs nettoresultat i 2001 blev på 29,5 millioner kroner mod 19 millioner året før.

En del af denne fremgang skyldes en generel effektivisering hos KiMs, der blandt andet reducerede medarbejderstablen med 25 medarbejdere, så der nu er 248 heltidsbeskæftigede omkring kartoflerne.