En arbejdskonflikt på den amerikanske vestkyst kaster lange skygger over A.P. Møller og den danske fondsbørs. 11.000 havnearbejdere i 29 havne har siden søndag været lockoutet i en bitter strid med containerrederierne om løn- og arbejdsvilkår, og nu truer fagforeningerne med at slå igen mod bl.a. A.P. Møller-selskabet Maersk-Sealand over hele verden. Opfordring til verdensomspændende arbejdskamp En talsmand for Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF) opfordrer alle havnearbejderne verden over til at støtte op om den amerikanske arbejdskamp ved at deltage i en global arbejd efter reglerne-aktion; et opråb, der kan påføre Maersk yderligere milliontab. »Vi behøver ikke en 24 timer, syv dage om ugen lang boykot. Hvis nogle få skibe forsinkes blot nogle få timer som følge af arbejd efter reglerne-aktionen, kan vi ruinere hele systemet«, siger Kees Marges, faglig sekretær i ITF, ifølge det internationale shippingblad Fairplay. Opfordringen er direkte møntet på Maersk-Sealand og de andre rederier, der iværksatte lockouten i lørdags. Konflikten koster i forvejen amerikansk økonomi omkring otte milliarder kr. pr. dag, og i Danmark er regningen også ved at løbe op for aktionærerne i A.P. Møller: Her er selskabets aktier dykket med næsten seks procent på Københavns Fondsbørs på grund af arbejdskonflikten. Ingen kommentarer til trusler Direktør Vagn Lehd Møller fra A.P. Møller ønsker ikke at kommentere truslen fra ITF. »Så længe jeg ikke selv har hørt noget om sagen, kan jeg ikke udtale mig om det«, siger han. Det er reder-organisationen Pacific Maritime Association (med Maersk-Sealand blandt medlemmerne), der har lockoutet de ca. 11.000 havnearbejdere på Vestkysten. Gennem mange måneder har rederne på den ene side og havnearbejderne på den anden forsøgt at blive enige om en ny aftale der skal dække bl.a. pension, særlige goder og især indførelse af ny teknologi, der kan overflødiggøre mange havnearbejdere. Dobbelt svær situation For Maersk-Sealand er situationen dobbelt svær. Ud over at være verdens største containerrederi og have intens trafik på tværs af Stillehavet, så driver selskabet selv en række containerterminaler, bl.a. på den amerikanske vestkyst. Tirsdag havde Maersk Sealand fem store containerskibe liggende på reden ud for de amerikanske vestkysthavne, men det tal vil vokse med lynfart, hvis konflikten ikke stopper meget hurtigt. Truslen om at blive ramt af sympatiaktioner over hele verden kan sætte A.P. Møller i en endnu barskere klemme. Dyr konflikt »Jeg kan godt bekræfte, at det er en dyr konflikt, men jeg kan ikke sætte beløb på. Og alternativet er heller ikke rart« siger Vagn Lehd Møller. For amerikansk erhvervsliv rammer konflikten ned på det værst tænkelige tidspunkt. Netop nu er både im- og eksporten af varer forud for julehandelen ved at nå sit højdepunkt, og både fabrikanter og detailbutikker bliver derfor ramt hårdere og hårdere på pengepungen, jo længere konflikten trækker ud. Frygten er nu, at den lammede trafik på Vestkysten vil forværre den i forvejen recessionsplagede amerikanske økonomi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Svenskerne bliver ved, hvor tyskerne, franskmændene og måske også briterne giver op
-
Styrelse brugte 280.000 kroner på Folkemødet – fire kendte ansigter fik 70.000 kroner
-
»Det gik op for mig, at jeg var i en suite med en mand, der overhovedet ikke var ude på det, jeg troede«
-
De fleste mænd er en skilsmisse eller en fyring fra at sidde på et lejet værelse i forstæderne med deres fiskestang og et alkoholproblem
-
Test: Er du bedre til geografi end gymnasieeleverne fra årgang 2003?
-
Donald Trump og USA ligger, som de har redt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Lige nu
Kronik af Niels Fuglsang
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























