Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

Dansk design-ikon sat til salg

Askebægre af denne type skal muligvis snart produceres i udlandet. - Foto: Jens Dresling
Askebægre af denne type skal muligvis snart produceres i udlandet. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Askebægeret med den runde skal, der med et enkelt vip sender asken ned i askebægerets bug og fjerner lugten af brændt tobak og nikotin. Den høje kande med den lille sorte prik og vippelåget, der i et væld af farver pryder kaffeborde landet over. Serveringsbakken og de cylindriske salatskåle med de enkle linjer og det skinnende stål. Stelton har med Arne Jacobsen og Erik Magnussens klassiske design gennem godt 40 år sikret sig en unik plads på det danske og internationale marked for design og brugskunst. Virksomhedens Cylinda Line er udstillet på Museum of Modern Art i New York, men de seneste år er virksomhedens salg stagneret og overskuddet faldet. Produktion flyttes til udlandet Nu skal virksomheden, som ejes af administrerende direktør Peter Lauritz Holmblad, sælges og dele af produktionen formentlig flyttes til udlandet. Stelton forhandler i øjeblikket med en køber. »Vi forhandler med en person med stort kendskab til branchen og forventer, at salget allerede kan blive en realitet inden for en måned«, siger Peter Lauritz Holmblad. Ledende figur siden 1963 Han har ikke kun været en ledende figur hos Stelton siden 1963, men også været ophavsmand til nogle af virksomhedens produkter. Han sørgede i midten af 1960'erne for, at Steltons - i hans egne ord dødssyge - produkter blev skiftet ud med brugskunst designet af stedfaderen Arne Jacobsen. Han fylder 70 år i maj og begrunder også salget med, »at nu er det ikke længere så morsomt som før«. »Jeg har brugt meget af 2003 på at overveje, hvad der skulle ske. Man hører jo om folk, der arbejder, til de falder om, og om andre, der udnytter deres såkaldte tredje alder. Jeg vil gerne høre til i den sidste gruppe«, siger Peter Lauritz Holmblad, som dog stadig gerne vil være behjælpelig med råd og vejledning til den nye ejer, og som understreger, at »Stelton er jo ikke solgt endnu«. For dyrt at producere i Danmark Et af de råd, den nye ejer vil få med på vejen, er at kigge på mulighederne for at flytte dele af produktionen til udlandet. Som en af de eneste inden for sit felt producerer Stelton stadig alle sine produkter i Danmark. Og det er ikke nødvendigvis hverken den bedste eller billigste løsning. »Stelton har nogle kernekompetencer inden for for eksempel cylindriske emner, som jeg mener, skal bevares. Her er vi både billigst og bedst. Men på andre områder er vi ikke nødvendigvis bedst og ikke billigst, og her vil det være logisk at undersøge, hvem der kan løse opgaven bedst. Vi skal ikke lave noget, vi ikke er bedst til«, mener Peter Lauritz Holmblad. 110 ansatte - 82 mio. kr. i omsætning Han kan ikke gå i detaljer om, hvem den nye ejer af Stelton måske bliver. Men han lægger ikke skjul på, at det har været vigtigt at finde en person eller virksomhed, der kan fortsætte Steltons linje og kvalitet, og som er dansk. Stelton har godt 110 ansatte og omsatte i 2002 for 82 millioner kroner. De seneste år har virksomheden kun kunnet sætte mellem en og to kroner ind på kontoen for hver 100 salgskroner. Konkurrenten Rosendahl har fået 30 kroner i overskud per 100 salgskroner i samme periode. Hvis de igangværende forhandlinger ikke fører til et køb, nævner Peter Lauritz Holmblad Rosendahl, som netop har opkøbt Menu, og Georg Jensen, der ejes af Royal Scandinavia, som mulige købere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her